Personhistorier
Læs eller lyt til vores fortællinger om personer, der er - eller har været - ramt af hjernerystelse. På hver deres måde har de kæmpet for at få det bedre, og de er på vej videre i livet efter hjernerystelsen - med eller uden senfølger.
Heidi: "Mit hoved fik hjælp til at vænne sig til livet igen"
Heidi får en håndbold i hovedet til en håndboldkamp, og trods besvimelse og symptomer på en hjernerystelse, fortsætter hendes hverdag som før i sit virke som pædagog, mens hun dulmer sine smerter med smertestillende medicin. Men en dag siger hendes hoved stop, da hun under et indkøb i et byggemarked glemmer hvem hun er, og hvor hun er.
Thea: "Jeg har lært at arbejde med kroppen - og ikke mod den"
Da Thea bliver kørt ned bagfra af en bil, bliver hun kørt til sygehuset med to kraniebrud, en mindre blødning i hjernen samt brud i benet. Efter ulykken startede et liv med senfølger efter den hjernerystelse, hun også pådrog sig i ulykken.
Denne livsomvæltning har med tiden ført til erkendelse, selvrespekt og en evne til at lytte til kroppens signaler, når hun føler sig stresset og presset.
Kailie: "Jeg fandt en anden måde at behandle min hovedpine på"
Inden for få år bliver Kailie ramt af hele tre hjernerystelser. Det blev umuligt for hende at leve det liv, hun tidligere have levet, og hun måtte stoppe på sin skole. Hun afprøvede diverse behandlere og behandlingsformer, men intet syntes at hjælpe på den invaliderende hovedpine, Kailie havde. Så hun rettede blikket en anden vej, nemlig mod løb.
Lotte: "Kommunen hjalp mig med at finde min grænse"
Lottes hverdag var præget af dårlig samvittighed over for sin arbejdsplads, da hun af to omgange må lade sig sygemelde. Hun havde to gange fået hjernerystelse inden for et år, og oplevede under sit første forløb at blive set som “bare et tal i rækken”. Under sit andet forløb med kommunen møder hun en sagsbehandler, der har erfaring med at vejlede ramte med senfølger efter en hjernerystelse, og Lotte lærer at finde sin grænse.
Camilla: "Livet kan også være skønt, når det kører langsomt"
Camilla underviste på dyrepasseruddannelsen, da hun slog sit hoved ind i en jernlåge, og herefter skulle der gå tre år før hun igen mødte op på en arbejdsplads. Under sit forløb oplevede hun to kommuners forskellige måder at håndtere hendes sag på, og hvordan det er, når ens krop siger fra.
Sandra: "Vejen frem er ikke at køre 100 kilometer i timen"
Sandra er et konkurrencemenneske med “krudt i røven”, så det var noget af en omvæltning pludselig ikke at kunne lave alt det, hun plejede at kunne lave. I dag er hun “nærmest rask”, som hun selv udtrykker det, men det har ikke været en lige vej at nå dertil.
Christopher: "Jeg vil lære min hjernerystelse bedre at kende"
Cristopher er på en mission. Han er nået over halvvejs på en over 7000 kilometer lang cykeltur på tværs gennem Europa med en længerevarende hjernerystelse. Men det er faktisk ikke hans mission at cykle flere tusinde kilometer for at nå frem til Tarifa, som er den sidste nål på kortet. Hans mission er i virkeligheden at lære sin hjernerystelse meget bedre at kende.
Stine: "Jeg kom stærkere ud af det"
Stines liv ændrede sig med et efter en pludselig besvimelse, hvor hun faldt og slog hovedet. Der skulle gå to og et halvt år, før hun kom sig helt efter sin hjernerystelse, men i dag står hun stærkere i livet og har lært at sige pyt lidt oftere end tidligere. Hun giver her nogle råd til andre ramte.
Laura: 2 år, 1 måned og 1 dag – betragtninger fra frontlinjen
Laura Olsen giver en personlig beretning om at gå fra et travlt lederjob til en tilværelse, hvor selv en simpel samtale er vanskelig. Om ikke at kunne forlade sin egen lejlighed i månedsvis og lettelsen over at undgå øjenkontakt med sine børn. Gennem sin egen beretning fortæller Laura om, hvordan det er som hjernerystelsesramt at mødes med et begrænset behandlingssystem og om at være overladt til et gråt marked af alternativ behandling.
Dette er en optagelse af Lauras foredrag på Hjernerystelseskonferencen 2017.
