Akutvejledning

Denne vejledning er til dig som lige har fået hjernerystelse og gerne vil have gode råd og forholdsregler til at komme godt videre

  10 MIN LÆSNING

Person der bøjer sig ned og har plaster på toppen af hovedet

Tag hjernerystelsen og dine symptomer alvorligt

Det bedste råd til dig med nyligt pådraget hjernerystelse, er at tage den alvorligt fra dag ét. I langt de fleste tilfælde heler en hjernerystelse inden for de første par uger. De rette forholdsregler tidligt i forløbet, sørger for du hurtigst muligt kommer på benene igen. I denne vejledning kan du finde Hjernerystelsesforeningens råd for håndtering af hjernerystelse.

Er det noget tid siden du slået hovedet og ser du først disse råd nu? Så tag det roligt, det er ikke for sent at give din hjerne den ro og hvile der er behov for. Følg anvisninger som du var i akutfasen.

Forholdsregler de første dage efter hjernerystelsen

Særligt de første 24 – 48 timer efter din hjernerystelse, er det vigtigt med fysisk og mental hvile da din hjerne her bruger ekstra energi på at komme på fode igen. Du føler dig måske mere træt og udmattet – selv efter en god nats søvn, men husk at det er din hjernes måde at fortælle dig, at den bruger kræfterne på at komme tilbage til sit gamle jeg. Derfor er det også særligt vigtigt at man nu lytter til hjernens signaler og ikke presser sig selv da den i så fald både skal bruge energi på at få det bedre samt de aktiviteter man nu engang udsætter den for. Giv derfor din hjerne en pause fra skole, arbejde, sport og andre stressende aktiviteter, som flytter energien væk fra helbredelsesprocessen.

Selvom du nok kender det med en stressende hverdag og at man nemt kan få dårlig samvittighed ved at tage nogle dages pause fra det hele, så husk på at det i sidste ende er bedst for alle – både familie, kolleger, venner og selvfølgeligt også dig selv, at du kommer godt ud på den anden side og kan starte din hverdag op igen. Det er OK at sætte sig selv først når man skal komme ovenpå igen efter en hjernerystelse.

Hvor længe man skal drosle ned for de daglige aktiviteter er individuelt. For nogen er et enkelt døgn helt fint og for de fleste er et par dage nok, mens andre måske skal bruge nogle uger. Husk at det kun er dig selv som kan mærke efter hvornår du er klar til gradvist at genoptage den vante hverdag.   

  • Hold pauser ved brug af skærme (tablet, tlf. mm.).  Symptomer må ikke forværres ved brug
  • Bliv hjemme fra skole- og arbejdsaktiviteter
  • Undlad sport og aktiviteter der belaster kroppen (tunge løft mm.)
  • Undgå steder med mange indtryk (indkøbscentre, stærkt befærdede gader osv.)
  • Hold igen med stressende begivenheder som familiefester og fødselsdage
  • Undgå brugen af smertestillende medicin medmindre din læge har anbefalet det
  • Sørg for at sove, hvile og spise godt
  • Vær ikke sengeliggende i dagevis, let fysisk aktivitet er helt fint og tilrådeligt
  • Indfør gerne et par kortere planlagte hvil i løbet af dagen
  • Husk at være ekstra forsigtig hvis du færdes i trafikken med bil eller cykel

Forholdsregler de første dage med hjernerystelse

Det vigtigste råd er at lytte til din krop og holde inde med aktiviteter, der medfører forværring af symptomerne. Husk at den fysiske og mentale hvileperiode efter hjernerystelse kan variere betydeligt fra person til person hvorfor den anbefalede hvileperiode på 1-2 dage kun er vejledende. Undlad gerne at være sengeliggende i længere tid, da komplet inaktivitet ikke er godt for hverken krop eller psyke.  

Aktiviteter skal stoppes ved symptomforværring. Vær opmærksom på der kan opstå en forsinket effekt fra man har overbelastet hjernen til det mærkes, nogle gange først dagen efter.

Forslag til rolige aktiviteter i dagene efter hjernerystelse

  • Lytte til taleradio eller podcast (lav volumen)
  • Bruge lydbøger (lav volumen og hold pauser)
  • Føre korte telefonsamtaler med venner og familie
  • Lave simple madretter
  • Meditation og afspændingsøvelser
  • Male, strikke og andet simpelt hobby arbejde du i forvejen udførte
  • Let rengøring
  • Kortere gåture i rolige omgivelser

Nøgleord for helbredelse

Accept – acceptér din situation

Tålmodighed – det tager tid at få det bedre

Disciplin – det er vigtigt, at du overholder forholdsreglerne

Lyt til din krop
Bliv god til at lytte efter de signaler din krop sender dig, og reagér på dem hurtigt. Stop hellere det, du er i gang med en kende for tidligt, end når det først er for sent. Bemærk, at reaktionen ofte er forsinket, og derfor opdager man desværre ofte for sent, at man har overbelastet hjernen.

Spis godt
En god kostplan handler om at give hjernen og kroppen de bedste vilkår for at komme sig.

Vær tålmodig
Selvom det føles svært at overholde disse retningslinjer, fordi de føles som en begrænsning i dit liv, så gør dig selv den tjeneste at kæmpe med, i stedet for at kæmpe imod. Jo hurtigere du accepterer og anerkender tilstanden, desto før kan du komme ovenpå igen og vende tilbage til det liv, du kendte fra før ulykken.