Heidis hoved fik hjælp til at vænne sig til livet igen

Da Heidi fik en håndbold i hovedet, slog det hendes liv omkuld. Men en række behandlere hjalp hende med at vende gradvist tilbage til både sit arbejde, sport og sociale liv.
Af Anne Sofie Schrøder
Heidi

Alene i behandlerjunglen

6. september 2022

Da 40-årige Heidi Houmøller Seerup får en håndbold i hovedet til en kamp i november 2021, besvimer hun og vågner ved, at hendes træner og medspillere niver hende i kinden. Hun bliver bedt om at tage til skadestuen. Men da hun med egne ord altid har været “den udødelige type” og fået mange bolde i hovedet gennem 25 år som aktiv fodbold- og håndboldspiller uden mén, spiller hun kampen færdigt.

Bagefter kampen har hun kvalme og kaster op, og snart slutter en voldsom hovedpine og lys- og lydfølsomhed sig til symptomerne. Alligevel vælger hun de næste par uger at passe sit arbejde som pædagog og dulmer sine tiltagende smerter med hovedpinepiller. Men en dag siger hovedet stop, da hun er på indkøb i et byggemarked:

“Min hjerne slukkede bare. Jeg glemte, hvem jeg var, og hvor jeg var. Jeg var virkelig bange, presset og ked af det”. Om mandagen ringer hun til lægen, der beder hende om at holde sig i ro i løbet af juleferien.

Men i løbet af ferien får hun mere ondt og spiser flere hovedpinepiller, og i starten af januar indser hun, at symptomerne ikke bare lige forsvinder, så hun sygemelder sig på sit arbejde. Det var hårdt at acceptere det usynlige handicap, fortæller Heidi:

“Jeg følte mig som en levende død, og der var ingen hjælp at hente. Min læge konstaterede, at det var en hjernerystelse, og min arbejdsplads viste forståelse, men jeg følte jeg mig efterladt og helt alene om at navigere i en jungle af behandlingsmuligheder uden facitliste”.

Henvisning til behandlere bliver et vendepunkt

Heidi forsøger at finde rundt i junglen og gennem sociale medier finder hun andre ramte, som giver hende gode råd og en følelse af ikke at være helt alene i verden med senfølger.

Men det er et vendepunkt, da hendes læge henviser hende til Hammel Neurocenter, hvor hun får papir på sin diagnose, bliver ordentligt undersøgt af to læger og først og fremmest taler med en ergoterapeut, som lærer hende at kende forskel på udvikling og overbelastning:

“Hun lærte mig, at man som ramt ikke skal være bange for, at det kortvarigt gør lidt mere ondt, når man genoptræner, for sådan udvikler man sig”.

Med ergoterapeutens ord i baghovedet begynder Heidi at vende gradvist tilbage til livet og de ting, der betyder noget for hende. At lytte lidt til musik, være lidt social, arbejde lidt, dyrke lidt sport. En fysioterapeut lærer hende, hvordan hun skal vænne sit hoved til at blive ramt af en bold igen, og et forløb i funktionel hjernetræning træner hende kognitivt, og samtaler hos en psykolog hjælper hende med at acceptere livet med senfølger:

“Det hjalp på alle mine negative tanker at blive hjulpet gradvist i gang med mit liv i stedet for at være bange”.

I dag arbejder Heidi igen 34 timer om ugen, hun dyrker fodbold, og hendes veninde sagde forleden, at hun kunne kende den “gamle Heidi” igen.

Men Heidi har stadig hovedpine hver dag, hun kan ikke drikke alkohol, hun føler sig glemsom og mere dvask, og bliver hun presset og stresset, så eksploderer hendes hoved. Men symptomerne er til at håndtere, og kolde bade og gåture hjælper hende med at finde ro, fortæller hun.

“Jeg kommer aldrig til at vende tilbage til et liv med 120 km/t, men til gengæld har jeg fået mere ro og styrke”.