Pårørende til en hjernerystelsesramt

At være pårørende til en hjernerystelsesramt kan medføre ændringer i relationen til den ramte og tilvejebringe spørgsmål om fremtiden og hvornår tilstanden bliver bedre. Her tilvejebringes råd og vejledning til pårørende for hjernerystelsesramte 

  15 MIN LÆSNING

Mennesker der holder spørgsmålstegn

En hjernerystelse kan også ramme de nære relationer

Hjernerystelsesforeningen har en tryg og lukket Facebookgruppe for pårørende til hjernerystelseramte, hvor der foregår erfaringsudveksling og sparring.

Facebookgruppe for pårørende:
https://www.facebook.com/groups/paaroerendehrwpl

Obs! Vær opmærksom på at du vil modtage en henvendelse fra vores community manager, når du tilmelder dig en gruppe. Så husk at tjekke dine Facebook indbakker, også den der hedder “Other”.

Facebookgruppe for pårørende

10 Gode råd - Hvis din pårørende har fået hjernerystelse

(kilde: www.Stressforeningen.dk)

1.
 Søg viden om emnet: Det er først og fremmest vigtigt, at søge information om hjernerystelse, og prøve at forstå den ramte bedst muligt, da uvidenhed er en stor hindring for at kunne hjælpe.

2. Tal med vedkommende: Fortæl om dine observationer og om din bekymring.

3. Tag symptomerne alvorligt – og hjælp den ramte til dette. Ros den ramte for at passe på sig selv.

4. Vær ærlig: Hvis du bemærker ting, der bekymrer dig, så vær ærlig. Skjul ikke dine følelser, fordi du skal være den stærke. Det er ok at vise, at du er berørt af situationen.

5. Hjælp med det praktiske og med til at huske vigtige beskeder/informationer

6. Vær tålmodig: Også selv om det kan være svært og noget af en prøvelse. Det kan tage lang tid at komme sig ovenpå en hjernerystelse, hvis man ikke tager den med ro fra starten. Det er ’de små skridts lov’, og i perioder kan det være svært at se forandringerne.

7. Brug dit netværk: Tal med andre fx familiemedlemmer, gode venner, lægen eller lign. Det er vigtigt, at du har et sted, hvor du kan læsse af.

8. Bed andre om hjælp: Du kan have behov for at blive aflastet, så du kan bevare overskuddet

9. Pas på dig selv: Husk også at passe på dig selv og sæt grænser for, hvor meget du kan holde til. Husk dig selv og dine egne behov.

10. Sidst men ikke mindst: Giv ikke op, forandring tager tid. Det vigtigste er, at du er der, lytter og viser omsorg og din gode vilje.

Hvordan har den ramte det (fysisk/psykisk)?

Hjernerystelse er en af de såkaldte usynlige lidelser. Det gør det ekstra svært for den ramte og de pårørende, da det ikke umiddelbart kan ses udefra at personen er syg.

Netop derfor er det mere vigtigt at være overbærende, forstående og omsorgsfuld, da det er en byrde i sig selv konstant at skulle legitimere og påminde andre om at man har det skidt.

Samtidig er det svært at forklare og beskrive hvordan det føles og hvordan man har det, fordi det ofte tager tid selv at blive klog på hvordan man egentlig har det, hvilket gør det endnu sværere for den udenforstående, at sætte sig ind i hvordan den ramte har det.

Generelt set er der meget forskel på sygeforløbene og man kan være ramt i forskellig grad og have meget varierende symptomer. Nogen er lænket til sengen med voldsom hovedpine og svimmelhed, og reagerer stærkt på både lys og lyde, mens andre kan klare moderat aktivitet, med mange indlagte pauser. Men gældende for alle er dog, at det er en drastisk omvæltning af ens liv, som ikke alene medfører en række fysiske vanskeligheder, men som også er psykisk belastende for den ramte, på grund af uvished om fremtiden, øget social isolation, begrænsning i aktivitetsniveau, tab af meningsfuldhed, identitetsforandring og besvær med at forklare sig til andre.

Mange beskriver tilstanden som kraftige tømmermænd. Det er en tilstand, man kan holde ud i en dag eller to, men som i længden er voldsomt udmattende og fysisk og psykisk nedslidende. Hyppigt er hjernen så overbelastet, at det er ubehageligt at lave noget, og man magter ikke andet end at ligge i sengen hele dagen, uden at forholde sig til noget som helst.

Manglende overskud – hvad der for andre virker som en bagatel, kan være en fuldstændig uoverkommelig opgave for den ramte. At ringe til lægen, tjekke noget på nettet, skrive en e-mail, betale en regning, gå ned med skraldet mv. er ikke længere en selvfølge at få gjort, men noget der kræver ubeskriveligt meget energi og måske først bliver gjort efter flere dages tilløb.

Man går nemt ‘død’ i det, man er i gang med, og må hvile meget. Det kan sammenlignes med en mobiltelefon med dårligt batteri: når den fungerer, kan den næsten alt det, den plejer – men den kan ikke fungere særlig længe og må ofte ligge til opladning. Det betyder en væsentlig reduktion i ens daglige aktivitetsniveau, og man må indstille sig på, at man kan nå mindre end man før kunne.

Desværre er det sådan, at man ofte først opdager, at man har overanstrengt hjernen, når det er for sent. Reaktionen er typisk forsinket, hvilket gør det svært at stoppe en belastende aktivitet i tide. Det er derfor rigtigt vigtigt man bliver god til at lytte til kroppens træthedssignaler, hvilket er noget der kræver træning, og desværre også mange fejlslåede forsøg, inden man lærer mønsteret at kende. Tilmed er der ikke altid en logik i det mønster, så hvor det den ene dag var muligt at klare en hel masse ting, kan det den næste dag være noget nær en umulig opgave at nå det samme.

Sorg, frustration og psykisk stress er ikke unaturligt. Den ramte kæmper med chokket over at være blevet frarøvet sin normale tilværelse og funktionsniveau samt angsten for, at tilstanden er varig. Især uvisheden omkring hvornår man bliver rask igen, fremkalder meget angst og nervøsitet, som kan forværre tilstanden yderligere. Reaktioner som irritation, stress og overfølsomhed/pirrelighed er derfor ikke ualmindeligt. I værste fald kan personen udvikle depressions- eller stresslignende symptomer som følge af sine bekymringer og vanskeligheder med at håndtere og acceptere situationen.

Det er skræmmende og forvirrende pludselig at opleve sig selv som glemsom, distræt og ufokuseret. Ting som før blev gjort pr. automatik er nu nærmest umulige. Det kan være alt fra at læse og forstå en avisartikel, følge med i en samtale eller diskussion, bidrage med viden som før lå ligefor, forstå komplekse problemstillinger, lave et regnestykke. Alt hvad der kræver bare et minimum af koncentration og hjerneaktivitet er så krævende og udmattende, at man efterhånden lærer bare at lukke helt ned, frem for at bruge kræfter på at forstå eller huske noget.

Typiske symptomer og reaktion