"Livet kan også være skønt, når det kører langsomt"
Camilla er ikke mindst i gang med en sygeplejerskeuddannelse, på trods af at hun lever med en længerevarende hjernerystelse på syvende år. Helt langsomt kører hendes liv altså ikke, men nu ved hun, hvad der skal til for at finde den rette balance.
Hovedet bliver rystet
Camilla Skou var 22 år gammel og underviste på dyrepasseruddannelsen, dengang hun slog hovedet ind i en stor jernlåge, og hendes liv vendte op og ned. Inden for tre dage fik hun styrtende hovedpine. Der skulle gå tre år, før hun igen mødte op på en arbejdsplads.
Men Camilla, der i dag er 29 år, har på intet tidspunkt mistet modet, selv om hun lige siden har levet med migræneanfald, lys- og lydfølsomhed samt nedsat koncentration, hukommelse og energiniveau.
“Jeg har aldrig nogensinde tænkt: ‘Hvorfor mig?’ Jeg har selvfølgelig taget de nødvendige hensyn, men jeg har altid været meget opmærksom på ikke at lade hovedpinen være en skygge over mit liv,” fortæller Camilla, der fremhæver sin kæreste, Jakob, som en uvurderlig støtte og opmuntring.
13. august 2020
Kommunen var “outstanding”
Da Camilla blev sygemeldt, boede hun i Randers Kommune, hvor hun følte, at der blev taget godt hånd om hende.
“De var fuldstændig outstanding. De var så søde og pressede ikke på. ‘Du skal ikke møde op hver tredje uge,’ sagde de. ‘Vi ringer til dig.’ De var med på, at jeg havde det rigtig dårligt, og jeg følte, at de passede godt på mig,” fortæller Camilla, der i sit eget tempo prøvede forskellige praktikker med mere eller mindre succes.
I 2016 flyttede Camilla sammen med Jakob til Aalborg, og her havde hun en helt anden oplevelse med kommunen.
“Aalborg Kommune var meget mere aggressiv. Jeg besluttede mig derfor for at starte som vikar i hjemmeplejen 20 timer om ugen. Efter halvanden måned meldte jeg mig ud af systemet, for jeg blev bare mere syg af at være i det,” fortæller Camilla, der udstråler en enorm viljestyrke.
Udlever sin drøm
Camilla havde vidst længe, at hun gerne ville være sygeplejerske, så da hun blev tilbudt et job som personlig hjælper, takkede hun naturligvis ja. I et års tid tog hun 2,5 vagter om ugen. Det var 12 timers vagter vel at mærke.
“Lige omkring samme tidspunkt, som jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget på sygeplejerskestudiet, blev jeg vildt dårlig. Det var, som om min krop slet ikke kunne klare mere, så jeg blev sygemeldt,” fortæller Camilla, der, modsat hvad man måske kunne forvente, startede på uddannelsen et halvt år senere.
“Studiet er seriøst hårdt. Herhjemme jubler vi, hver gang en eksamen er overstået og bestået. Nu er det næsten sådan, at jeg sætter et kryds i kalenderen for hver dag, der går,” siger hun og griner.
Hun håber, at det bliver muligt at finde en 21 timers stilling med skånehensyn, når hun bliver færdiguddannet til næste sommer. Gerne i hjemmesygeplejen, hvor hun kan møde borgerne i eget hjem.
“Jeg skal nok ikke være i en afdeling, hvor det kører alt for stærkt,” siger Camilla, der er blevet mødt med rigtig meget forståelse ude på praktikpladserne.
Camilla har haft den ene af sine to islandske heste i 12 år og rider i dag på “forholdsvist højt konkurrenceplan,” som hun selv udtrykker det.
“Det eneste sted, hvor jeg kan være fuldstændig mig selv er ude ved hestene. Selv om jeg er ved at kaste op af smerte, inden jeg tager ud til staldene, forsvinder hovedpinen. Der sker bare et eller andet. Jeg havde ikke klaret det her uden hestene,” siger Camilla med kærlighed og taknemmelighed i stemmen.
Udover heste har parret også to hunde, en labrador og en husky-labrador, som de adopterede fra et internat, så snart de flyttede ind i deres eget hus i Nibe tæt på både fjord og skov.
“De fik en second chance hjemme hos os, og de er blevet nogle sindssygt gode hunde. De startede ellers ud med at være en mega udfordring,” siger hun og griner, som om lige netop dén udfordring var én, hun gladeligt tog imod.
Havde ikke klaret det uden sine heste
“Vores batteri er aldrig fuldt ladet op”
Camilla har været igennem alt fra akupunktur og lydterapi til samsynstræning og betablokkere. Sidstnævnte tager hun stadig på daglig basis, fordi de forebygger de helt slemme migræneanfald.
“Jeg kan virkelig anbefale at snakke med nogen, som ikke er ens venner eller familie. For mig var det en psykolog på hovedpineklinikken. Det var så rart bare at kunne læsse af.” Camilla fortæller også, at psykologen hjalp hende med at acceptere sin situation.
“Jeg er Camilla med hjernerystelse, og jeg prøver ikke at være Camilla uden hjernerystelse. Jeg vil bare gerne være den bedste udgave af mig selv,” siger hun med styrke og afklaring i stemmen.
“Livet kan også være skønt, når det kører langsomt. Man bliver tvunget til at stoppe op og mærke sig selv, og det er måske ikke det værste, der kan ske,“ funderer hun.
Hun anbefaler andre ramte at være åben omkring deres skade og deres behov.
“Jeg fortæller gerne folk, at jeg har en hovedskade. Vores batteri er aldrig fuldt ladet op. Den sammenligning oplever jeg, at folk forstår.”
