Thea har lært at arbejde med kroppen - og ikke mod den
Da Thea fik en længerevarende hjernerystelse, havde hun fart på i livet. Den voldsomme livsomvæltning har med tiden ført til erkendelse, selvrespekt og en evne til at lytte til kroppens signaler, når hun føler sig stresset og presset.
En aften tog livet en skillevej
19. marts 2021
Da dengang 19-årige Thea Birch Møller i 2017 var guide på Kos, cyklede hun en aften ned for at hente pizza med nogle venner. Idet hun ville krydse vejen, blev hun påkørt af en bil bagfra og landede først på kølerhjelmen og dernæst hen ad vejen. Med to kraniebrud, en mindre blødning i hjernen, et åbent benbrud og dybe sår på hele kroppen blev hun kørt hen til den nærmeste skadestue. Efter en uge på en klinik for hovedskader på Rhodos blev hun fløjet til Kolding sygehus, hvor de til at starte brugte alle kræfter på at redde foden. Det blev den. Men ingen tog snakken med hende om hendes hovedtraume og hjernerystelse, som i dag stadig hænger ved. Hun fik dog senere bevilliget fysioterapi, genoptræning og kiropraktor for sine senfølger af hjernerystelsen.
“Jeg har siden været en fast genganger hos flere psykologer for at lære mig selv at kende på ny med begrænsninger. Jeg er nu 24 år og godt på vej til at elske “den nye Thea” – nu med hjernerystelse.”
I den proces har Thea også måtte erkende sine fysiske begrænsninger for ikke at blive stresset, da hun har oplevet det som fysisk og mentalt ubærligt at presse sin krop for meget
Erkendelsen af det usynlige handicap
Én af Theas svære erkendelser var behovet for at udskyde studiestart på pædagoguddannelsen, og under studiet har hun også måtte lære at sige fra og bede om hjælp i form af en SPS-vejleder og sygedagpenge under en orlov. Til sommer er hun færdiguddannet.
“Jeg har måtte have mange ”voksen”-samtaler med flere kommuner og organisationer for at få hjælp. Men jeg har mærket en kropslig belønning, når jeg har taget de store og svære erkendelser seriøst, og det har givet mig en selvrespekt, som jeg ikke forestillede mig fandtes i så ung en alder.”
Men det kan være svært at håndtere egne og omverdenens forventninger, når man ikke ligner en med et handicap og bare gerne vil være social og livlig som de andre studerende. Men med tiden har Thea lært at omtale sin hjernerystelse som et usynligt handicap og formidle til sin omgangskreds, hvordan hun rent faktisk har det:
“Det rammer mig stadig en gang imellem, når jeg bliver mødt af et ”hvorfor?” til et valg om at sætte mig selv og mit kropslige velvære først, og det tror jeg kommer til at tage noget tid endnu.”
Frisk luft, stilhed og de små sejre
“Når Thea bliver stresset, har hun fundet ud af, at det hjælper at være udendørs og få frisk luft. Bare det at have en altan hvor hjernerystelsen kan fylde gør en stor forskel. Stilhed og mørke kan også hjælpe, hvis øjne og ører har brug for ro: “Frisk luft og ro kan blive to forstående venner, der vil følge og hjælpe dig på vej.”
Ofte kommer stressen også, hvis hun i en periode ikke har mærket nogen fremgang eller bedring. Så har det hjulpet at skrive selv de små sejre ned og dele med sine nærmeste. Eksempelvis ”jeg kunne i dag læse lektier i 30 min på én gang med minimal hovedpine”, eller ”jeg kunne her til aften bruge mange sammenhængende timer på både at handle, lave og spise god mad med mine veninder uden en nødvendig pause.” På den måde kan hun komme til sine nærmeste, hvis hun trænger til at sammenligne sin tilstand dengang lige efter ulykken med i dag.
Hendes bedste råd til andre ramte, så de undgår stress, er at lytte til sig selv: “Lyt. Ikke til nogen, ikke til noget, men til dig.”
Livet som hjernerystelsesramt kan føles uretfærdigt og fyldt med bump på vejen, og der skal være plads til at blive vred og frustreret, mener Thea. Men kroppen vil belønne dig for at erkende dens begrænsninger og arbejde med den og ikke mod den:
”Du skal ikke tage dig sammen nu – det har du gjort længe nok” er en sætning jeg ynder at sige til mig selv, når jeg føler mig nede. For jeg må gerne være nede. Så længe jeg rejser mig igen på et tidspunkt, og det ved jeg, at jeg gør.”
