"Jeg vil lære min hjernerystelse bedre at kende"

Cristopher er på en mission. Han er nået over halvvejs på en over 7000 kilometer lang cykeltur på tværs gennem Europa med en længerevarende hjernerystelse. Men det er faktisk ikke hans mission at cykle flere tusinde kilometer for at nå frem til Tarifa, som er den sidste nål på kortet. Hans mission er i virkeligheden at lære sin hjernerystelse meget bedre at kende.
Af Marna Frida Olsen
Mand i ført vandretøj i naturen

Et dristigt eksperiment

Christopher er nået frem til Schweiz nu. Det markerer han lige på sin Instagram-profil med et billede af det ikoniske røde flag med det hvide kors. Næste stop er Frankrig. Han fortsætter gennem Pyrenæerne over til Spanien og så ned langs kysten gennem Barcelona og Valencia for til sidst at ende i Tarifa, Spaniens sydligste spids med udkig til Marokko over Gibraltarstrædet.

Der er ingen tvivl om, at han er på en dristig rejse, som ikke alle ville bakke op om, måske især sundhedsprofessionelle. For hvad hvis turen er så hård for hans hjerne, at han vil opleve et kæmpe tilbagefald, når han om et par måneder kan lade kroppen falde til ro igen? Men 31-årige Christopher fra Brønshøj er udmærket klar over alle farerne. Han er i gang med et eksperiment med sig selv som forsøgskanin.

Naturen hjælper mig

Man kan undre sig over, hvorfor han gør noget, der er så hårdt for hans krop og hjerne. Men for Christopher har cyklingen og især naturen været hans redning, efter hans liv tog en uventet drejning efter et fald på cyklen for 4,5 år siden. Ulykken var ganske udramatisk, men han var hårdt ramt.

“I halvandet år var jeg bare hjemme og kunne ingenting. Jeg kunne ikke handle ind, og mit sociale liv var så godt som ikke-eksisterende. Jeg var sur på alt og alle. Men jeg fandt ud af, at motion og natur hjælper på mine symptomer. Derfor holder jeg mig så vidt muligt ude i naturen og væk fra trafikerede veje på min rute,” fortæller Christopher, der er taget afsted med det, man i jargon kalder et “bikepacking setup” på sin højtelskede mountainbike.

“Når jeg har en rigtig hård dag, sætter jeg mig et sted i naturen, kigger indad og tænker på, hvor heldig jeg er, at jeg får lov til at opleve al den skønhed.” Christopher passer på sig selv og tager de nødvendige pauser undervejs. Tid er ikke en presserende faktor, for han tager ruten helt i sit eget tempo.

Udsigt fra person på cykel, kørende på en landevej langs vand med udsigt til bjerge
Telt slået op i naturen med udsigt til sø og bjerge

Fra kulkælderen til de norske fjelde

Det var en nat med koldsved, voldsom hjertebanken og mørke tanker, der var vendepunktet for Christopher.

“Jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg skulle bare væk og ud af det fængsel, der var min lejlighed. Så jeg tog min cykel og cyklede panisk i flere timer, indtil jeg nåede ned til Køge. Her “vågnede” jeg op og vendte hjem,” fortæller han og fortsætter: “Det var et afgørende øjeblik. Jeg fik øjnene op for, at jeg kunne cykle.”

Cykeltræningen tog fart derfra, og Christopher kunne langsomt klare lidt flere af dagligdagens gøremål. Efter et længere forløb med fuldtidssygemelding, fyring fra sit job som fabriksarbejder og kommunal sagsbehandling besluttede han sig for at efterlade sit gamle liv, købe en ny cykel og planlægge sin livs rejse. Med minimal oppakning drog han i august ud på sit livs eventyr – en over 7000 kilometer lang cykelrute fra Nordkap i nord til Tarifa i syd.

“Hvis jeg kan klare Europa på cykel, så kan jeg også klare resten af mit liv,” siger Christopher med en helt særlig styrke i stemmen.

Accept var vejen frem

Christopher har et budskab til andre ramte. Budskabet er ikke, at hvis du er ramt, så kan du klare alt. Nej, det er, at hvis du er ramt, så kan du få rigtig meget ud af at acceptere din situation, selv om det kan være rigtig svært.

“Jeg er holdt op med at søge tilbage til mit gamle liv. Der er mange andre kvaliteter i livet end dem, jeg havde tidligere. Det handler om at lave små ændringer i livet og ikke tro, at ens nye liv bliver dårligere end det, man havde før. Nu har jeg nogle nye mål.”

Blandt de mål, Christopher omtaler, er drømmen om at hjælpe andre, der oplever noget af det, som han selv har været igennem. Endnu ved han ikke hvordan. Men det er hans håb, at hans historie, som han selv udtrykker det, “kan få nogen til at drømme lidt igen.”

“Vil jeg tilbage til mig gamle liv? Næ. På den måde er jeg faktisk glad for min hjernerystelse.” Sagt med ambivalente følelser, naturligvis.