Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

"Vejen frem er ikke at køre 100 kilometer i timen"

Sandra er et konkurrencemenneske med “krudt i røven”, så det var noget af en omvæltning pludselig ikke at kunne lave alt det, hun plejede at kunne lave. I dag er hun “nærmest rask”, som hun selv udtrykker det, men det har ikke været en lige vej at nå dertil.
Af Marna Frida Olsen
Kvinde med barn der begge smiler til kameraet

En brat opvågen

Det var en brat opvågning, da det gik op for Sandra, at hun ikke længere kunne alt det, som hun plejede.

“Jeg kunne ikke både have et kørende sælgerjob, et lille barn og en hjernerystelse, og min kæreste ligger ude som montør fire dage om ugen, så jeg blev fuldtidssygemeldt for at komme ned i tempo,” fortæller Sandra, der er 30 år og bor i Give sammen med sin kæreste og lille søn på 2 år.

Sandra fik en hjernerystelse, da hun blev ramt af en håndbold i hovedet under en kamp i oktober 2016. Det var den tredje inden for halvandet år, og også den, der gjorde, at hun måtte stoppe med at spille håndbold. Hendes liv gik dog langt fra i stå.

Manglede respekt for hjernerystelsen

“I de første par år tonsede jeg bare derudaf. Jeg fortsatte mit arbejde som normalt, og så hvilede jeg bare, da jeg kom hjem. Jeg havde ikke den nødvendige respekt og forståelse for hjernerystelsen,” fortæller Sandra, der især led af smerter i nakken samt træthed og koncentrations- og hukommelsesbesvær.

“Barslen gav mig en pause, men nogle måneder efter jeg fik min søn, begyndte jeg at gå lange ture uden at tænke over, hvad min hjerne kunne klare, og det førte til endnu et tilbagefald. Jeg har altid været et konkurrencemenneske,” fortæller Sandra, der var vant til det aktive liv med håndbold og træning flere gange om ugen.

Kvinde i naturen

Jeg lærte at slappe af

Vendepunktet var, da hun besluttede at starte i et forløb hos en psykolog for at arbejde med den indre uro, hun især kunne mærke, da hun prøvede at slappe af.

“Hovedet og kroppen havde brug for at hvile sig, men da jeg så lagde mig, mærkede jeg en indre uro, som gjorde, at jeg ikke kunne slappe af. Derfor startede jeg hos en psykolog, som hjalp mig med at indlægge pauser i hverdagen,” fortæller Sandra med en tydelig taknemmelighed i stemmen.

“Man kan ikke bare lægge sin hjernerystelse på hylden og arbejde sig fra den. Det er faktisk lidt modsat. Det var nok noget af det hårdeste at skulle erkende.”

Alt skal genoptrænes

“Jeg startede i et genoptræningsforløb hos en neurofysioterapeut i efteråret, og der begyndte tingene virkelig at lysne, og jeg fik mere overskud fra dag et. Jeg fulgte et genoptræningsprogram, og jeg fik ligesom “lov” til at træne igen. Det savnede jeg, da jeg lå under dynen. Det er så vigtigt at føle, at man kan gøre noget selv,” fortæller Sandra, der i dag kan glæde sig over, at hun kun har få symptomer tilbage.

“Men man skal selvfølgelig være klar til det,” slår hun fast og fortsætter: “Vejen frem er ikke at køre 100 kilometer i timen, men stadig at presse sig selv. Alt skal jo genoptrænes, om det så er at handle ind, passe sin hobby eller arbejde eller at være social. Det at blive mor er en træningsproces i sig selv.”

Hvad er dine bedste råd til andre ramte?

“Forståelse og opbakning fra familien har nok været det allervigtigste, så tag imod deres hjælp og støtte. Hav respekt for hjernerystelsen. Find dig selv i din nye situation, og træn dig op til at komme tilbage til dit nye liv. Husk, at ingen er den samme, som man var for tre år siden, og det er en god ting.”

Har du brug for støtte of vejledning?

Så kontakt Hjernerystelseslinjen eller find en selvhjælpsgruppe i dit nærområde