"Jeg kom stærkere ud af det"

Stines liv ændrede sig med et efter en pludselig besvimelse, hvor hun faldt og slog hovedet. Der skulle gå to og et halvt år, før hun kom sig helt efter sin hjernerystelse, men i dag står hun stærkere i livet og har lært at sige pyt lidt oftere end tidligere. Hun giver her nogle råd til andre ramte.
Af Marna Frida Olsen
Kvinde og to børn i naturen

En uventet drejning

Det er nu snart fire år siden, at Stine Hagelskjær Jensen fik hjernerystelse. Hun var på sommerferie i England sammen med sin mand og to børn, der dengang var fire og syv år gamle. Efter middag en aften tog de forbi en legeplads på vej hjem. Det var her, hendes liv tog en uventet drejning.

– Mens jeg stod og skubbede min søn på gyngen, mærkede jeg pludselig et jag i maven. Jeg besvimede og vågnede først op igen 20 minutter senere, fortalte min mand mig.

Stine landede med ansigtet lige ned i asfalten. Hun blev kørt med ambulancen på hospitalet, hvor hun blev undersøgt, og hovedet blev scannet. Årsagen til besvimelsen var ukendt, og tre timer senere, blev hun sendt hjem med et: “Du skal bare tage den med ro.”

– Jeg havde det mærkeligt, som om jeg havde både tømmermænd og influenza, men vi rejste alligevel hjem fem dage senere. Jeg fik ødelagt tre tænder, men de er nu ordnet og er pænere end før, og jeg har mistet en stor del af lugtesansen, men det er en lav pris at betale, synes jeg.

En større pyt-knap

Efter faldet skulle Stine igennem et langt og svært forløb med hovedpine, udtrætning, koncentrationsbesvær, lysfølsomhed og tinnitus. Hun var sygemeldt i et halvt år og kunne knap nok passe sine børn.

– Uden min mand ved jeg ikke, hvordan det var gået. Han ordnede alt simpelthen. Jeg er kommet stærkere ud af det her, men vi er også blevet meget stærkere sammen.

Ulykken og hjernerystelsen satte tingene i perspektiv for Stine, der i dag er taknemmelig for de positive ting, der kom ud af den meget svære situation.

– Der kan ske ulykker, og man ved simpelthen ikke, hvad der sker i morgen. Jeg har fået større fokus på, hvad der er vigtigt i livet og går mindre op i petitesser. Jeg siger ikke, at jeg går og er glad i låget hele tiden, men jeg har fået en større pyt-knap.

Ræk ud og tal med andre

Det var en stor hjælp for Stine at tale med en rådgiver i Hjernerystelseslinjen. Her fik hun hjælp til at acceptere sin situation og vende tankerne i retning af noget mere positivt.

– Det er en livsforandrende begivenhed, sagde rådgiveren til mig. Det var virkelig svært for mig at se i øjnene. Men hun hjalp mig med at indse, at der er andet i livet end det, jeg havde kendt indtil videre. Jeg begyndte at visualisere et nyt liv og kom frem til en plan B, fortæller Stine, der dog endte med at fortsætte med sin plan A, nemlig som programleder i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Stine deltog også i en selvhjælpsgruppe, igennem Hjernerystelsesforeningen, for ramte af hjernerystelse, og hun råder alle ramte til at række ud og tale med andre om sin situation.

– At møde andre, der havde det på samme måde, var en utrolig stor hjælp. Det var svært ikke at være på toppen, når andre synes, man så ud til at have det fint. I gruppen følte jeg mig mindre alene.

Vær egoistisk, og tag én dag ad gangen

Efter at være fuldt sygemeldt i et halvt år begyndte Stine at arbejde igen. Det var en langsom optrapning, hvor hun gik fra 4 til 30 timer om ugen over en periode på ni måneder. I dag er hun tilbage på fuld tid og mærker ikke længere begrænsninger, som hun selv udtrykker det. Det tog hende omkring to og et halvt år at komme sig helt efter hjernerystelsen.

– Det, der virkede for mig, var blandt andet masser af ro, samsynstræning, meditation og kilometervis af lange gåture med eller uden lydbog. Min hjerne var så træt, men det var min krop ikke. Efter gåturene kunne min krop bedre slappe af, og jeg kunne tage en lur. Jeg prøvede også at indrette en hverdag med rutiner. Og så bliver man altså nødt til at være egoistisk.

Hvad mener du med, at man skal være egoistisk?

– Mange har det rigtig svært ved at skuffe folk og sige nej til arrangementer, men du bliver nødt til at passe på dig selv. Det kan godt være, at du ikke kommer med til din mosters fødselsdag i år, men så kan du være med næste år.

Hvad er dit vigtigste råd til andre ramte?

– Tag én dag ad gangen, og tro på, at det nok skal gå – også selvom det nogle gange går to skridt frem og et tilbage.

Har du brug for støtte of vejledning?

Så kontakt Hjernerystelseslinjen eller find en selvhjælpsgruppe i dit nærområde