Pårørende til en hjernerystelsesramt

Mange beskriver tilstanden som kraftige tømmermænd. Det er en tilstand, man kan holde ud i en dag eller to, men som i længden er voldsomt udmattende og fysisk og psykisk nedslidende. Hyppigt er hjernen så overbelastet, at det er ubehageligt at lave noget, og man magter ikke andet end at ligge i sengen hele dagen, uden at forholde sig til noget som helst.

Manglende overskud – hvad der for andre virker som en bagatel, kan være en fuldstændig uoverkommelig opgave for den ramte. At ringe til lægen, tjekke noget på nettet, skrive en e-mail, betale en regning, gå ned med skraldet mv. er ikke længere en selvfølge at få gjort, men noget der kræver ubeskriveligt meget energi og måske først bliver gjort efter flere dages tilløb.

Man går nemt ‘død’ i det, man er i gang med, og må hvile meget. Det kan sammenlignes med en mobiltelefon med dårligt batteri: når den fungerer, kan den næsten alt det, den plejer – men den kan ikke fungere særlig længe og må ofte ligge til opladning. Det betyder en væsentlig reduktion i ens daglige aktivitetsniveau, og man må indstille sig på, at man kan nå mindre end man før kunne.

Desværre er det sådan, at man ofte først opdager, at man har overanstrengt hjernen, når det er for sent. Reaktionen er typisk forsinket, hvilket gør det svært at stoppe en belastende aktivitet i tide. Det er derfor rigtigt vigtigt man bliver god til at lytte til kroppens træthedssignaler, hvilket er noget der kræver træning, og desværre også mange fejlslåede forsøg, inden man lærer mønsteret at kende. Tilmed er der ikke altid en logik i det mønster, så hvor det den ene dag var muligt at klare en hel masse ting, kan det den næste dag være noget nær en umulig opgave at nå det samme.

Sorg, frustration og psykisk stress er ikke unaturligt. Den ramte kæmper med chokket over at være blevet frarøvet sin normale tilværelse og funktionsniveau samt angsten for, at tilstanden er varig. Især uvisheden omkring hvornår man bliver rask igen, fremkalder meget angst og nervøsitet, som kan forværre tilstanden yderligere. Reaktioner som irritation, stress og overfølsomhed/pirrelighed er derfor ikke ualmindeligt. I værste fald kan personen udvikle depressions- eller stresslignende symptomer som følge af sine bekymringer og vanskeligheder med at håndtere og acceptere situationen.

Det er skræmmende og forvirrende pludselig at opleve sig selv som glemsom, distræt og ufokuseret. Ting som før blev gjort pr. automatik er nu nærmest umulige. Det kan være alt fra at læse og forstå en avisartikel, følge med i en samtale eller diskussion, bidrage med viden som før lå ligefor, forstå komplekse problemstillinger, lave et regnestykke. Alt hvad der kræver bare et minimum af koncentration og hjerneaktivitet er så krævende og udmattende, at man efterhånden lærer bare at lukke helt ned, frem for at bruge kræfter på at forstå eller huske noget.