Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

Nedsat hypofysefunktion

Nogle kan udvikle problemer med hypofysens hormonproduktion efter hjernerystelse også kaldet hypofyseinsufficiens. Symptomer ved hypofyseinsufficiens kan være mangeartet og afhænger af hvilke hormoner som er påvirket

  7 MIN LÆSNING

Grafik af hjerne set fra siden

Hvad er hypofysen?

Hypofysen er en vigtig hormonproducerende kirtel, lokaliseret bag øjnene på undersiden af hjernen, hvilket gør den særligt udsat ved slag og stød mod hovedet. Hypofysen udskiller 9 forskellige hormoner og producerer selv 7 af dem. Hormoner er vigtige signalstoffer der får resten af kroppen til at arbejde i koordination, derfor kan frigivelsen af for store eller for små mængder have afgørende betydning for ens fysiske og psykiske velbefindende.

Hvad er nedsat hypofysefunktion?

Ved stød mod hovedet kan hypofysen tage skade. Stræk og stød af hypofysen kan føre til midlertidig eller varig skade, der resulterer i utilstrækkelig produktion af en eller flere hormoner. Den manglende produktion af disse hormoner har fået samlebetegnelsen ”hypofyseinsufficiens”.

Nedsat hypofysefunktion og hjernerystelse

Tidligere mente man nedsat hypofysefunktion kun opstod ved alvorlige hovedtraumer, men nyere viden har konstateret tilstanden hos 16,8% af hjernerystelsesramte.[1] Dette kan være med til at forklare, hvorfor nogen får varige gener af hjernerystelse mens andre slipper. Tallet er præget af usikkerhed, men det vurderes at nedsat hypofysefunktion udgører et reelt problem for personer ramt af én og især flere hjernerystelser.

Ved forstyrrelser af hypofysen efter hjernerystelse, vil der sjældent være tale om en total mangel på et eller flere hormoner, men mere om en nedregulering i forhold til det kroppen skal bruge for at fungere optimalt. Kliniske anbefalinger fra USA anbefaler at teste for nedsat hypofysefunktion, hvis der efter 3 måneder stadigvæk er eftervirkninger af hjernerystelse.[2]

Symptomer på nedsat hypofysefunktion

Nedsat hypofysefunktion kan opstå umiddelbart som følge af, eller op til 36 måneder efter hjernerystelsen.[2] Symptomerne kan være mangfoldige og afhængige af det/de manglende hormoner. Desuden kan problemet efterligne en lang række andre tilstande herunder klinisk depression, angst og PTSD.

De mest almindeligt påvirkede hormoner ved hjernerystelse er Follikelstimulerende hormon, Luteiniserende hormon, vækst hormon samt kortikotropin og Thyreoideastimulerende hormon. Vær opmærksom på, at de hormoner der hedder noget med ”stimulerende” bruges til at stimulere hormonproduktion andre steder i kroppen, så en lang række nødvendige hormoner kan være påvirket.

Almindelige symptomer ved en mangeltilstand inkluderer træthed, søvnløshed, hæmmet kognition, hukommelsesproblemer, koncentrationsproblemer og forstyrrelser i humør og følelsesliv (depression, angst mm.).

Diagnosticering og behandling af nedsat hypofysefunktion

Lægen kan via en blodprøve teste dine hormonniveauer – både de hormoner der produceres af hypofysen, men også de hormoner som produceres andre steder i kroppen og blot stimuleres fra hypofysen. Det er ikke sikkert din læge mener det er relevant at teste for nedsat hypofysefunktion, derfor vil nogle skulle opsøge en privat klinik for at få foretaget denne undersøgelse.

Det kan også være relevant at teste for niveauet af stresshormonet cortisol, samt kønshormonerne testosteron (mænd), progesteron, estradiol (kvinder). Disse hormoner testes typisk via en spytprøve. Finder lægen en mangeltilstand for en eller flere hormoner, vil der blive iværksat hormonerstatningsterapi for at genoprette normaltilstanden.

Kilder

[1] Tanriverdi F, Unluhizarci K, Kelestimur F. Pituitary function in subjects with mild traumatic brain injury: a review of literature and proposal of a screening strategy. Pituitary. 2010;13:146-153.

[2] Defence Center of Excellence; Clinical Recommendation. Indications and Conditions for Neuroendocrine Dysfunction Screening Post Traumatic Brain Injury. August 2012.