Kommunen hjalp Lotte med at finde sin grænse
Når man tænker samarbejde med kommunen, kan man nemt blive nervøs for, hvad det kan indebære. Men som Lotte Bering erfarede, så kan en tæt dialog og en god sagsbehandler betyde meget for, at du får det bedre igen.
Af Magnus Bekholm
En redning med konsekvenser
Lotte Bering blev ramt af hjernerystelse første gang, da hun, som så mange andre gange, stod i håndboldmålet i januar 2018. Træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær og lysfølsomhed blev kendetegnende for en ny hverdag, der nu bød på hvile og sygemelding.
Det var et hårdt slag for Lotte, som ellers levede et aktivt liv med sport og rejser i kalenderen.
I løbet af foråret og sommeren begyndte hun langsomt at føle sig klar til at vende tilbage, på trods af at hun stadig udviste symptomer.
”Jeg var blevet raskmeldt på arbejdet inden sommerferien, og da jeg begyndte at arbejde igen, så fik jeg hovedpine. Så ringede jeg til min læge, som sagde at jeg nok bare lige skulle vænne mig til at komme i gang igen.”
Kort tid efter, i efteråret 2018, gentog ulykken sig, da hun igen blev ramt af en bold og pådrog sig en hjernerystelse.
”Jeg blev deltidssygemeldt med det samme. Jeg havde fundet ud af at, hvis jeg slappede 100 procent af, så blev det værre, når jeg så lavede noget. Så jeg ville gerne have noget til at holde mig i gang.”
7. september 2021
"Tror du ikke at du skal arbejde færre timer?"
På trods af den anden hjernerystelse på under et år, og symptomer der var vendt tilbage, droslede hun kun ned til 30 timer om ugen. Lotte havde dårlig samvittighed over at være sygemeldt igen og ville ikke være til besvær.
Det var først til et møde hos Aalborg kommune i forbindelse med sin sygemelding, at nogle spurgte om det ikke stadig var for meget.
For efter et forløb hos kommunen ved den første hjernerystelse, hvor Lotte bare følte sig som et tal i rækken, blev hun nu mødt af en sagsbehandler, der havde erfaring med at vejlede ramte med senfølger efter hjernerystelse.
”Første sygemelding var meget upersonlig, men anden gang var det faktisk kommunen, der sagde til mig ”Tror du ikke, at du skal arbejde færre timer?”
Min sagsbehandler fortalte, at hun havde arbejdet med flere ramte, og hendes erfaring var, at man var nødt til at tage den med ro og finde ud af, hvad man kunne holde til. Jeg skulle jo ikke arbejde så meget, at jeg ikke kunne lave noget – jeg skulle arbejde så tilpas meget, at jeg også havde et liv når jeg havde fri”
At lære at sige stop
Hun fik hjælp til at finde sin grænse og sige stop. Hun lærte at være ”egoistisk” og tage de beslutninger som var vigtige, for at hun kunne få det bedre. I stedet for at arbejde 30 timer gik hun ned på 25 og derefter 18 timer.
”De sagde prøv lige at trappe lidt ned for arbejdet og gå til lægen igen. Få en henvisning til en neurolog. Det var lidt som om, at jeg fik øjnene op for alle de muligheder, som kan lade sig gøre.”
Via kommunen fik hun også adgang til en psykolog, der hjalp hende med sin energiforvaltning, og var med inde over samtaler med hendes arbejdsgiver, så de også kunne få en forståelse for, hvilke behov Lotte havde og de udfordringer hun sad med.
Lottes samarbejde med kommunen varede i halvandet år, hvor hun lige så stille arbejdede sig op fra de 18 timer til fuldtid. Hun startede op under corona, som gjorde det nemmere at arbejde. Der var færre forstyrrelser, og det var lettere at koncentrere sig om arbejdet. Nu har hun en aftale med sin arbejdsplads om, at hun kan arbejde hjemmefra to dage om ugen, og så kan hun varetage sit job.
Forståelsen betød alt
Selvom hun ikke er symptomfri i dag, har Lotte rykket sig langt i forhold til, hvordan hun havde det tidligere.
”Jeg har haft noget genoptræning med en fysioterapeut der betyder, at jeg kan mange flere ting. Jeg har lært, at jeg må sortere nogle ting fra, og prioritere, hvad det er jeg vil. Jeg har lært, at jeg skal have en sengedag engang i mellem.”
Og når hun kigger tilbage på hele forløbet med kommunen, er hun også glad for den åbenhed og forståelse, som hun blev mødt med af sagsbehandleren i anden omgang.
”Hvis jeg ikke var blevet mødt på den måde, så tror jeg, at jeg havde stået et andet sted. Jeg havde nok kørt mig selv ud. Jeg er glad for al den støtte, som jeg fik. Jeg følte ikke, at de bare prøvede på at få mig tilbage på arbejde uden, at jeg var klar til det. Der var flere, som kunne sige til mig ”Det kan du ikke holde til” så jeg aldrig kom derud, hvor jeg blev presset og fik et tilbagefald. Den grænse er jeg også blevet meget bevidst om i dag.”
