Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

Frivilligjob i Hjernerystelsesforeningen hjalp Aslaug tilbage til en normal hverdag

At være frivillig er i sig selv en gave til andre mennesker, men for Aslaug Kleve Kiertzner blev det også en gave til hende selv. Midt i en slem hjernerystelse besluttede hun sig for at blive rådgiver i Hjernerystelsesforeningen, og selvom det var hårdt i starten, fortryder hun det ikke et sekund den dag i dag. Arbejdet forberedte hende nemlig på at komme tilbage til hverdagen med et fast job

  5 MIN LÆSNING

Kvinde der sidder på bænk og smiler

Frivilligportræt

15. oktober 2022

Aslaugs historie - en næsten normal hverdag

Haven dufter af sommerregn og en grå kat smyger sig op af havestolene. På terrassen
hjemme hos Aslaug serverer hun te og vandmelon, mens hun starter med at fortælle, hvorfor hun valgte at blive frivillig i Hjernerystelsesforeningen.

“Jeg så et opslag på nettet i starten af året om, at Hjernerystelsesforeningen søgte frivillige, men jeg vidste ikke, om jeg skulle søge jobbet. Jeg var i tvivl, om jeg kunne klare det, for jeg havde svært ved at se på skærm, og svært ved at formulere mig på skrift på grund af min hjernerystelse.”

Hun trækker tebrevet op af sit krus og fortsætter:

“Men omvendt tænkte jeg også, at det kunne være en god træning og første skridt til at komme tilbage på arbejde igen. Så jeg søgte det, og fik det heldigvis også. Og hurtigt vænnede jeg mig til det. Og nu er jeg faktisk kommet dertil, hvor jeg kan arbejde igen.”

Det lyder næsten for godt til at være sandt; at man kan få det så meget bedre af at arbejde som frivillig. Men det skyldes måske, at det var det helt rette sted, hun valgte at lægge sine kræfter – og hvis man spørger hende, har det også noget at skulle have sagt.

“Der bliver taget godt hånd om en, når man er frivillig i Hjernerystelsesforeningen. Jeg fik en god indførelse og en mentor, som var god, og som jeg talte med om, hvilke udfordringer, der kunne komme. Og da jeg var startet op, talte vi om, hvad der gik godt, og hvad jeg kunne lære af. Så jeg følte mig virkelig taget i hånden,” forklarer hun.