Pressemeddelelse: Vigtig milepæl for ramte af hjernerystelse

Nyt udspil fra regeringen vækker begejstring i Hjernerystelsesforeningen

Regeringen har onsdag morgen lanceret et udspil på 20 mio. i 2026 og 40 mio. om året i 2027 og fremover til indsatser på hjernerystelsesområdet. 

“I Hjernerystelsesforeningen mener vi, at regeringens udspil er en rigtig god nyhed. Det er faktisk den største milepæl nogensinde på hjernerystelsesomådet i Danmark, og noget som vi har kæmpet for i mange år,” siger Iben Sønderup og fortsætter: 

 “Samtidig må vi også sige, at når der nu afsættes så mange penge til hjernerystelse, så er det af største vigtighed, at pengene bruges klogt. Det vil sige, at man bør oprette regionale tværfaglige ambulatorier, hvor udredning og behandling baseres på den Nationale Kliniske Retningslinje, som er udarbejdet af en lang række faglige specialister. Og så bør man tage udgangspunkt i den nyeste viden, tilvejebragt af Dansk Center for Hjernerystelse, som er vores nationale videnscenter på området.”

5 særlige forbedringsmuligheder

I regeringens udspil fremhæves med rette, at det er uholdbart, at så mange danskere rejser til udlandet for at få behandling efter en hjernerystelse. 

“Men man skal huske, at patienterne tager til udlandet, fordi forskning, klinisk praksis og patienterfaringer peger på, at der er noget at komme efter”, mener Iben Sønderup. 

De steder i udlandet som Hjernerystelsesforeningen hører godt om har generelt 5 kendetegn:

a) De anerkender hjernerystelse som en hjerneskade 

b) De har en aktivistisk tilgang med afsæt i patienternes egen motivation  

c)  De har tværfaglige teams, der udarbejder en grundig udredning med patienten i centrum

d) Rehabiliteringsplanerne er differentierede, symptomspecifikke og ikke “one size fits all” 

e) Selve rehabiliteringen er en velorganiseret sammenhængende indsats, hvor patienterne kan koncentrere sig om at engagere sig i rehabiliteringen – i stedet for fx at skulle finde vej i systemet.

“Vi håber, at det med regeringsudspillet bliver muligt at få adgang til lignende behandling i Danmark”, siger Iben Sønderup. “Og så er det også vigtigt, at man ikke lader det blive et kapløb mellem forskellige faglige specialister, som alle mener, at de selv har den bedste behandling, men at man netop sikrer, at det bliver tværfagligt baseret på den nyeste forskning, som i øvrigt skal følges op, ligesom man gør ved behandling af andre sygdomme og lidelser.”

Længe ventet anerkendelse

Regeringens forslag er en anerkendelse af patienterne med hjernerystelse, som falder på et tørt sted. En anerkendelse af, at hjernerystelse er et vigtigt samfundsproblem, at vi har viden nok til at gøre noget ved det, og at patienterne ikke bare skal hive sig selv op ved hårene. 

“Hvis det rette tilbud kan tilvejebringes, vil det være en stor lettelse for mange patienter,” påpeger Iben Sønderup.

Hjernerystelsesforeningen kæmper for at hver en krone vil gøre mest gavn

Hjernerystelsesforeningen ser frem til at forslaget bliver til virkelighed, og at hver en krone, som bruges på dette område, skal gøre mest muligt gavn for alle som kæmper med svære hjernerystelser.

For yderligere kommentar kontakt

Iben Sønderup, Landsformand Nicolai Aaen, Sekretariatschef

Tlf:  30 48 67 63 Tlf: 26 29 79 30 Mail: iben@soenderup.eu Mail: nicolai@hjernerystelsesforeningen.dk