Hjernerystelses-foreningens strategi og værdier

Hjerne set fra siden

Vision

Ingen skal være alene med en hjernerystelse. Alle skal have adgang til rettidig, sammenhængende og fagligt bedst mulige behandling og støtte gennem hele forløbet.

Mission

Vi samler mennesker ramt af hjernerystelse og deres pårørende, yder rådgivning, fungerer som talerør, opbygger og formidler viden samt driver politiske og faglige forandringer – så ingen står alene med ansvaret for deres sygdomsforløb.

Værdier

Tryghed
Et sygdomsforløb med hjernerystelse kan være præget af usikkerhed og manglende forståelse. Vi arbejder for, at den enkelte mødes med anerkendelse, bliver taget alvorligt og føler sig tryg i mødet med både systemet og foreningen.


Overblik
Forløbet kan være komplekst og uoverskueligt. Vi bidrager til at skabe klarhed, retning og sammenhæng – både gennem rådgivning, viden og ved at arbejde for bedre strukturer i
indsatsen.


Håb
Når symptomer trækker ud, kan håbet svinde. Vi arbejder for at give realistisk håb – gennem
viden, fællesskab og ved at synliggøre muligheder for bedring og støtte.


Fællesskab
Hjernerystelse kan være en ensom oplevelse, hvor man føler sig misforstået eller isoleret. Vi
skaber rum for fællesskab, hvor ramte og pårørende kan spejle sig i hinanden, dele
erfaringer og finde støtte. Fællesskabet styrker den enkelte og bidrager til, at ingen står
alene.

Vores 6 strategiske mål

1. Sammenhængende patientforløb
Vi arbejder for nationale, klare behandlingsforløb for hjernerystelse – på linje med andre sygdomsområder – så ramte hurtigt får adgang til den rette udredning, behandling og genoptræning.

 

2. Koordineret og sammenhængende hjælp til de ramte
Vi arbejder for bedre koordinering og sammenhæng i indsatsen, herunder adgang til
hjernerystelseskoordinatorer eller tilsvarende funktioner. Målet er, at ramte får den
nødvendige støtte til at navigere i behandling, genoptræning, arbejdsplads, uddannelse,
forsikringsforhold og mødet med myndigheder.

 

3. Anerkendelse og viden om hjernerystelse
Vi arbejder for større forståelse af hjernerystelse som en reel hjerneskade gennem oplysning,
fagligt samarbejde og politisk påvirkning, så ramte mødes med respekt, viden og den rette
hjælp.

 

4. Et stærkt fællesskab for ramte og pårørende
Vi vil styrke Hjernerystelsesforeningen som et aktivt og tilgængeligt fællesskab for mennesker ramt af hjernerystelse og deres pårørende. Det gør vi ved at nå bredere ud, udvikle relevante tilbud og styrke engagementet gennem netværk, aktiviteter og lokale fællesskaber, hvor
ramte kan spejle sig i hinanden og finde støtte.

 

5. Synlighed, gennemslagskraft og bæredygtig udvikling
Vi vil styrke Hjernerystelsesforeningens synlighed og rolle i samfundet og arbejde målrettet mod at være den førende og samlende organisation på hjernerystelsesområdet i Danmark. Det gør vi gennem målrettet kommunikation, samarbejder og videndeling. Samtidig arbejder vi for at opbygge en stærk medlemsbase og et bæredygtigt fundament gennem medlemsvækst, fundraising og strategiske partnerskaber. Målet er større offentlig og politisk opmærksomhed, flere medlemmer og en robust organisation, der kan drive udviklingen på området.

 

6. Økonomisk bæreevne
Vi sikrer en robust og bæredygtig økonomi gennem stabile indtægtskilder, effektiv drift og opbygning af en driftsreserve. Det giver et solidt fundament for foreningens arbejde og
langsigtede udvikling.