“Vi har viden nok – men systemet halter”
Reportage fra Hana Malá Rytters oplæg ved Hjernerystelsesforeningens generalforsamling 2025
“Vi har ikke brug for medlidenhed – vi har brug for handling.”
Sådan kunne man opsummere budskabet fra Hana Malá Rytter, der ved årets generalforsamling holdt et stærkt og tankevækkende oplæg om status og udfordringer på hjernerystelsesområdet.
Hana er cand.psych., Ph.d. i neuropsykologi, og leder af Dansk Center for Hjernerystelse. Hun er desuden lektor ved Københavns Universitet og tilknyttet neurologisk afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Med sin kombination af forskningsindsigt og klinisk erfaring leverede hun et oplæg med både faglig tyngde og personlig kraft.
Juni 2025
Et felt i bevægelse – men stadig fyldt med huller
Siden 2019 er der sket markante fremskridt i forståelsen og håndteringen af hjernerystelser, forklarede Hana. Ikke mindst på det akutte område og i tiden lige efter skaden. Alligevel er der stadig store problemer med at sikre en ordentlig indsats – især for dem, der får længerevarende følger:
“Vi har stadig ikke den optimale måde at håndtere patienter med hjernerystelse på. Hverken akut eller når det trækker ud. Og det er netop dem med langvarige følger, der har mest brug for hjælp.”
Hun understregede, at der allerede findes viden nok til at handle mere effektivt, selvom evidensgrundlaget stadig er ufuldstændigt. Der bliver publiceret flere og flere studier, især fra sportsverdenen, men der mangler stadig forskning i de længerevarende forløb og i, hvad der egentlig virker i praksis.
Praksisbaseret evidens og individuel tilgang
Hana gjorde op med forestillingen om, at man skal vente på “den perfekte forskning” før man handler:
“Vi skal ikke alene hvile på randomiserede kontrollerede forsøg. Der er også viden på lavere niveauer, som vi allerede i dag kan omsætte til praksis.”
Samtidig slog hun fast, at one size does not fit all. Det er nødvendigt at tilpasse behandlingsforløb individuelt:
“Hos én handler det om synet. Hos en anden om balancen. Hos en tredje om det mentale. Vi skal blive bedre til at finde ud af, hvad netop denne patient har brug for – og give behandling hurtigt.”
Hun kaldte det en sejr, at mange fagpersoner – både i det private og i flere kommuner – har fået øje på dette. Men der er desværre stadig ikke ensartet adgangen til behandling:
“Hvis man bor det “forkerte” sted, kan man ende med stort set intet tilbud. Sådan må det ikke være.”
Det akutte område halter bagefter
Mens kommuner og private aktører har vist vilje og engagement, halter det akutte område stadig. Hana pegede især på skadestuerne og den første kontakt med sundhedssystemet:
“Der er fortsat alt for lidt systematik, og alt for meget afhænger af den enkelte læge. Det er afgørende, hvad der sker tidligt – men lige nu mangler vi både struktur og opfølgning.”
Hun drømmer om, at patienterne får adgang til opfølgende behandling, bedre vejledning og strukturerede forløb, allerede kort efter skaden – gerne understøttet af faglige visitationsretningslinjer og genoptræningsplaner, som det kendes fra andre dele af hjerneskadeområdet.
Barrierer og bias: “Feltet er sårbart”
En af de mest tankevækkende dele af oplægget handlede om det faglige miljø omkring hjernerystelser. Ifølge Hana præges feltet af stærke holdninger og “biases”, som spænder ben for konsensus og tværfagligt samarbejde:
“Vi skal ikke dyrke konflikter. Det er patienterne, der betaler prisen, når vi ikke taler samme sprog.”
Hun efterlyste mere ydmyghed – og mindre faglig skyttegravskrig. Og hun advarede mod, at patienternes oplevelser alt for ofte bliver underkendt, fordi der mangler objektive fund. Hun kaldte det for “faglig gaslighting”.
Drømmene for fremtiden
I slutningen af oplægget delte Hana sine håb for fremtiden:
• Nem og retfærdig adgang til hjælp – uanset postnummer
• Visitationsretningslinjer og systematik i opfølgning
• Individuelle forløb med tværfaglig støtte
• Flere genoptræningsplaner og bedre udredning
Hun rundede af med en stille, men insisterende pointe:
“Vi har rykket os. Men vi har stadig lang vej igen. Og vi har faktisk nok viden til at tage næste skridt – allerede nu.”
Tak fra Hjernerystelsesforeningen
Hjernerystelsesforeningen vil gerne takke Hana Malá Rytter for at dele sin viden og sine perspektiver ved generalforsamlingen. Hendes oplæg gav ikke blot nye indsigter, men satte også gang i vigtige overvejelser: Hvordan sikrer vi, at den viden, vi allerede har, omsættes til konkret handling? Og hvordan styrker vi indsatsen – både som forening og som samfund – så ingen patienter lades i stikken?
