Speciallæge Cecilie Thorning Jacobsen om udredning af hjernerystelse, og det gode samarbejde mellem læge og patient

Cecilie Thorning Jacobsen er speciallæge i almen medicin, og har stor erfaring med patienter med hjernerystelse. Hun giver en række helt konkrete råd til hvordan du, som ramt, bedst samarbejder med din praktiserende læge ift. din hjernerystelse.
Cecilie Thorning Jacobsen

Hvad er de primære udfordringer ved udredningen af hjernerystelse i almen lægepraksis i dag?

6. september 2022

De primære udfordringer, jeg selv oplever, er for det første 25 års tiltagende mangel på speciallæger i almen medicin og i øvrigt neurologer og reumatologer. For det andet, at sygesikringens rammer for behandling af alle typer af komplekse og tidskrævende problemstillinger i almen praksis kunne være bedre. For det tredje er det krævende, også for yngre patienter og patienter med tidligere højt aktivitets- og funktionsniveau, at arbejde med symptom-observation og energiforvaltning, samt at sætte tid af til vejledning og nødvendig opfølgning, samtidig med at tilværelsen jo også skal passes. For det fjerde er det svært at få kendskab til, hvilke lokale fysioterapeuter, der har meget erfaring med vestibulær træning og nakker og finde muligheder for neurooptometrist vurdering og samsynstræning. Speciallæger i almen medicin har generelt stor interesse for efteruddannelse inden for patienter med komplekse problemstillinger, der kræver en tværfaglig tilgang og bred viden. Det kunne være fint om vi på sigt udvikler et mere løbende efteruddannelsestilbud om senfølger efter hjernerystelse.

Hvilken form for samarbejde finder sted i dag i sundhedsvæsenet ift behandling af ramte med hjernerystelse? Og hvilke former for samarbejde mangler der?

I almen praksis modtager vi udskrivningsmeddelelser fra skadestuerne og de speciallæger, vi selv henviser til, men savner tilbud at henvise til, når patienterne har behov for mere, andet eller mere specialiseret, end det vi kan tilbyde. Vi modtager anmodninger om lægelige udtalelser fra kommuner og arbejdsgivere, hvis patienterne er sygemeldt længe nok, men jeg savner ofte reelle muligheder for at tilbyde patienterne den nødvendige gradvise og langsomme genoptræning og tilbagevenden til arbejde eller uddannelse. Jeg kunne ønske mere løbende tværfagligt samarbejde med fysioterapeuterne om denne patientgruppe, som jeg kender det fra tidligere hospitalsarbejde med neurologiske, reumatologisk og geriatriske patienter.

Hvordan samarbejder man som ramt med hjernerystelse bedst med sin egen praktiserende læge i forhold til ens hjernerystelse? Hvad er vigtigt at huske og fortælle og dokumentere?

  1. Husk at spørge om, hvornår du skal booke tid til næste opfølgning og få det gjort. Lad ikke bare tiden gå uden at gøre fælles status over behandlingsforløbet, der plejer at være nok at snakke om.
  2. Medbring gerne udfyldt ‘Rivermead Post Concussion Symptoms’ skema som status ift sidste gang.
  3. Tag arbejdet med energiforvaltning alvorligt, og medbring ugeskemaer, som du har tænkt over på forhånd. Så har I en reel mulighed for at vurdere og aftale mere detaljerede justeringer.
  4. Undersøg gerne selv om dit lokale kommunikationscenter eller CSV har relevante genoptræningstilbud, men led efter andre veje med din læge, hvis der ikke er kapacitet.
  5. Tag selv og hold selv kontakt med din arbejdsplads eller studievejledning, og drøft muligheder og begrænsninger undervejs. Din læge kan hjælpe med den lægelige vurdering og udtalelser på baggrund af jeres konsultationer, men ikke erstatte dialogen mellem dig og arbejdet/uddannelsen.
  6. Husk at fortælle, hvor du er henne i forhold til håb og humør.