Sådan finder I vej tilbage til hverdagen, når dit barn har følger efter hjernerystelse

Siv Johannsen er psykolog ved Hjerneskadecenter Virum, og specialist i psykoterapi for børn og unge. Hun har som ekspert bidraget til den nyeste vejledning om børn og unge og hjernerystelse. Siv fortæller, hvorfor det er vigtigt, at man som forælder hjælper sit barn med at finde den rette balance mellem aktivitet og hvile, og forklarer, hvordan man bedst taler med sit barn om hjernerystelsen.

  10 MIN LÆSNING

Hvordan hjælper man som pårørende bedst et barn der har følger af en hjernerystelse?

Når et barn rammes af en hjernerystelse, er der i langt de fleste tilfælde tale om et kortvarigt forløb med forbigående gener som fx hovedpine, svimmelhed, lysfølsomhed osv. Nogle familier oplever, at barnets symptomer bliver langvarige (over 4 uger) og indgribende for barnet og familiens liv.

Hvilke opmærksomhedspunkter er særligt vigtige når man er pårørende til et barn med hjernerystelse?

Overordnet handler det om at barnet skal bevare en så normal tilværelse som muligt, mens barnet gradvist vender tilbage til normale hverdagsaktiviteter. Det vil eksempelvis sige, at man skal sørge for at barnets basale behov bliver opfyldt på vanlig vis – at barnet får spist og drukket normalt, at man holder en almindelig søvnrytme, hvor man ikke kommer til at vende op og ned på nat og dag, og så vidt muligt opretholder almindelige hverdagsrutiner.

Efter de første 48 timer efter hjernerystelsen er det er vigtigt, at barnet stille og roligt bliver udsat for flere eller mere krævende situationer – fx i skolen eller fritiden, også selvom det oplever symptomer. Hvis symptomerne opstår, er det vigtigt, at man ikke afholder sig fra en bestemt aktivitet, men at man snarere justerer op og ned i varigheden og intensiteten i aktiviteten.

Hvordan finder man den bedste vej tilbage til hverdagen for et barn med følger af hjernerystelse?

Det at få en hjernerystelse er ubehageligt, da hjernen, når den er blevet rystet, typisk reagerer med gener som kvalme, hovedpine, svimmelhed og lys- og lydfølsomhed, gener som ofte forværres ved aktivitet.

Det er derfor vigtigt, at forældre omsorgsfuldt formår at rumme barnet i de perioder, hvor barnet har det skidt, men samtidig at de støtter op om, at det på trods af ubehag er nødvendigt at komme langsomt i gang i igen og udfordrer ubehaget, da en hjernerystelse er noget man kommer sig over i balancen mellem optrapning af aktiviteter og pauser/hvil.

For at finde en vej tilbage til hverdagen er det derfor vigtigt at man som forældre udviser tro på, at barnet skal og kan komme tilbage til hverdagen. Man skal også være forberedt og i ro med, at bedringen måske ikke kommer fra den ene dag til den anden, men kan være uger undervejs og være en proces hvor der både kan være fremskridt og tilbagegang i symptomer, men at det også er en helt normal og velkendt udvikling.

Hvordan finder man den rette balance ift. at skærme og afskærme barnet?

Balancen og behovet for afskærmning vil altid være individuelt fra barn til barn og graden af hjernerystelse. Det er en misforstået antagelse, som desværre stadig hersker mange steder, at en hjernerystelse er ensbetydende med behov for fuldstændig afskærmning.

I stedet er det en god idé at være meget konkret i rammesætningen af barnets dag i den første tid og hjælpe barnet til at forstå hvad en god pause kan være. En pause behøver ikke at være at ligge med lukkede øjne, men skal blot være mindre krævende end den aktivitet man holder pause fra. Det kan fx være lytte til lydbøger, farvelægge i en malebog, gå en tur, bygge lego, læse tegneserier eller se et afsnit af en yndlingsserie.

Det kan være svært at tale med barnet om hjernerystelsen. Hvordan tilgår man problemstillingen bedst?

I tilgangen til barnet er det vigtigt, at du er opmærksom på dine egne reaktioner og er nysgerrig på, hvad dit barn er optaget af. Det er ikke altid, at børn bekymrer sig om de samme ting som voksne. Så en god tommelfingerregel er at fortælle lidt ad gangen og at tilpasse informationen i forhold til barnets alder og situation.

Du kan fx fortælle dit barn, at hjernen er blevet rystet, og derfor virker lidt anderledes, end den plejer, men at hjernen vil få det godt igen med den rette hjælp. Du kan også fortælle dit barn, at det ikke er farligt at føle sig utilpas, når man har lavet en aktivitet.

Sørg for at bevare din egen ro og signalér tryghed i dialogen med dit barn. Hvis I som forældre er uenige i håndteringen af situationen, skal I være opmærksomme på ikke at overføre uenigheden og usikkerheden til barnet. Det fungerer bedst, hvis I møder barnet med en samlet tilgang i både ord og handlinger, hvor I sammen er med til at sætte scenen for bedring.

Det er helt naturligt og almindeligt, at man som forældre bliver bekymret for sit barn. Del gerne dine tanker og bekymringer med andre voksne, som du føler dig tryg ved og husk dig selv på, at den bedste vej til bedring er at opretholde en så normal livsførelse som muligt – for barnet, dig selv og hele jeres familie.

Hvis du kan mærke at dine bekymringer kommer til at påvirke din, barnets eller familiens trivsel og hverdagsfunktion kan du søge mere professionel (psykologisk) støtte.

Hvordan håndterer man bedst dialogen med daginstitutionen og kommunen?

I langt de fleste tilfælde er der kun behov for at gå i dialog med barnets nærmeste netværk af fagprofessionelle på skolen eller institutionen. Her er det selvfølgelig en god idé at informere pædagoger og lærere på skole/dagtilbud og fritidstilbud om barnets aktuelle symptomer og behov. Og I bør sammen lægge en plan for, hvordan dit barn bedst vender fuld ud tilbage. Det kan være at barnet til en begyndelse har godt af at sidde et sted med reduceret støj og færre forstyrrelser, og har brug for støtte til at holde pauser i løbet af dagen. Der kan være behov for en tæt dialog i starten, så I løbende har mulighed for i fællesskab at evaluere og justere planen. Henvis gerne lærere og pædagoger til den vejledende pjece fra Dansk Center For Hjernerystelse, så I støtter op om barnet ud fra samme forståelse – igen fungerer det bedst med en samlet tilgang til barnet, hvor alle er med til at sætte scenen for bedring.

Hvis barnets symptomer bliver længerevarende, det kan både være de fysiske eller mere kognitive og/eller følelsesmæssige, kan I søge hjælp ved egen læge eller kommunen. Det er forskelligt fra kommune til kommune hvilke tilbud de benytter, men kommunen eller egen læge kan hjælpe jer videre, hvis I ikke oplever fremgang i barnets bedringsproces.