Referat fra Hjernerystelses-foreningens generalforsamling/årsmøde 2024
Velkomst og praktik
Sekretariatschef, Nicolai Aaen, bød velkommen til generalforsamlingen 2024. Nicolai præsenterede de medlemmer af bestyrelsen, som var til stede på dagen. Nicolai bød herefter velkommen til Alberte Tvedegaard.
25. maj 2024
Oplæg ved Alberte Tvedegaard
Alberte Tvedegaard holdt oplæg om sin erfaringer med hjernerystelsesbehandling i det amerikanske sundhedssystem.
Valg af referent og dirigent
Tobias Abell præsenterede sig som dirigent og præsenterede herefter dagens program. Formand, Arne Skadhede, indledte den formelle del af generalforsamlingen. Dirigenten indstillede, at der blev valgt stemmetællere. To stillede op og blev valgt. Malene Stolborg blev valgt som referent.
Formandens beretning og økonomisk beretning
Formand, Arne Skadhede, fremlagde beretningerne. Sekretariatsleder, Nicolai Aaen, fremlagde den økonomiske beretning.
I årets første måneder er der sket en medlemsvækst, således at pr. 1. maj 2024 var medlemstallet på 2550 medlemmer mod 2450 medlemmer ved udgangen af 2023. Nicolai Aaen forklarede, at han forventer, at denne vækst fortsætter resten af 2024.
Formanden fremlagde en beretning om en samlet plan for patienter med hjernerystelse og forklarede, at: “For os er det helt centralt, at alle ramte af hjernerystelse får ret til gratis rådgivning og behandling i det offentlige, og at vi får udformet hjernerystelsespakker, så ramte, der er slået helt ud af kurs, ikke skal være projektledere i deres sygdomsforløb.”
Han fortalte endvidere, at: “Vi har i den forbindelse skitseret nogle punkter, som vi mener er centrale for et tværfagligt og sammenhængende forløb for ramte af hjernerystelse.” De 5 punkter er:
- Bedre og mere ensartet modtagelse hos de praktiserende læger i hele landet
- Bedre rådgivning og relevant behandling ude i kommunerne
- Offentlig henvisning til relevant og specialiseret behandling
- Tværfaglig, specialiseret behandling på særlige ambulatorier i de fem regioner – en opgave, der løses meget forskelligt rundt omkring i øjeblikket
- National opsamling og vidensdeling gennem Center for Hjernerystelse (monitorering).
Aktiviteter i året blev fremlagt af Nicolai Aaen:
- Deltagelse i Folkemøde.
- En lang række samsynsvandringer.
- Hjælp til opstart af “Pas på Hovedet” fysiske hold i Århus.
- Studenterhjælp i Århus.
- Borgerforslag for en koordineret og samlet plan for hjernerystelsesramte. Lige nu er der 9.000, som har skrevet under.
Arne Skadhede takkede de ansatte i sekretariatet, Daniel Lehrer, Troels Faldorf, Caroline Kalkar, Niels Dolmer, Julie Elking, Yasmin Lund Rasmussen og ikke mindst sekretariatschef Nicolai Aaen. Han takkede endvidere landsbestyrelsen og de lokale frivillige.
Arne stopper som landsformand, og Iben Sønderup stiller op til posten som landsformand.
Diskussion og vedtagelse af beretninger
Der var følgende spørgsmål og svar til formandens beretning og den økonomiske beretning:
Spørgsmål: Iben, er du stadig aktiv i lokalpolitik?
Svar: Ikke for tiden, men vi kan alligevel påvirke politikere.
Spørgsmål: Kan borgerforslaget printes og deles ud?
Svar: Ja.
Spørgsmål: Hvor er det vigtigste punkt i 5-punktsplanen?
Svar: Vi må have ambulatorier, hvor en række eksperter står klar til at tage imod den hjernerystelsesramte. Vi har tidligere ikke turdet tro på det, men der er gode perspektiver i det, og vi håber at kunne få det igennem i regionerne.
Spørgsmål: Er der andre i sundhedsudvalget, som er relevante at gribe fat i? Spørgeren mener, at man skal have fat i ministeren.
Svar: Ja, enig.
Spørgsmål: Alberte nævner, at USA siger 5 år. Det bekymrer mig, at der er en begrænset tidshorisont, at man skal hjælpes inden for fem år.
Svar: Ja, vi har altid udtalt, at tidlig indsats er vigtig, men at der skal sættes ind uanset hvor længe en person har haft hjernerystelse.
Kommentar: Der er mange andre steder i USA, hvor der ikke er en maks. 5 år hjernerystelsegaranti. Så man må ikke give op og blive ved med at prøve nye behandlinger.
Cameron Marshall, Concussion Center udgiver timelange interviews på YouTube. Det kunne være, nogen vil lytte til dem.
Spørgsmål: Kunne man påvirke politikere, når man kommer ind på hospitalet, at der er nogen i det kommunale system, som tager fat i en, uden at man skal bede om det. At det sker automatisk.
Iben: Vi har et land, som har svigtet folk i forhold til hjernerystelse, og der skal ikke være nogen, som skal svigtes, ligegyldigt hvor mange år de har været ramt. Vi skal kæmpe for ambulatorier.
Spørgsmål: Er der gode erfaringer med piskesmæld, og findes der behandlinger, som både hjælper for hjernerystelse og piskesmæld?
Svar: Kig på Hjernerystelses hjemmeside omkring samsynstræning.
Kommentar: Der udsendes video fra Hjernerystelseskonferencen i næste medlemsmail.
Beslutning
Formandens beretning blev enstemmigt godkendt.
Nicolai Aaen berettede:
Det, der særligt er at berette om regnskabet for 2023, er at det er lykkedes at fundraise en million kr., hvoraf nogle udbetales i 2023, 2024 og resten i 2025.
Vi har ansat en administrativ medarbejder 30 timer om ugen. Hun starter mandag den 3. juni.
Andre organisationer får flere donationer i form af arv og testamente, og de får mere end os, men det er noget, vi arbejder på.
Kommentar: Man kan se af budgettet, at vi er medlem af Isobro. De kunne evt. hjælpe.
Kommentar: Forslag, at man via Hjernerystelseslinjen sender en SMS ud til folk og spørger, om de vil blive medlem.
Kommentar: At give tilbud om differentieret medlemskab. Nicolai svarer, og det skal i referatet: Hvis vi skal ændre i vores kontingent, så skal det op på mødet her.
Sidst nævnte Nicolai Aaen, at foreningen muligvis skal finde en ny revisor.
Beslutning
Regnskab og økonomisk beretning blev enstemmigt godkendt.
Nicolai takkede Arne for sin kæmpe indsats som formand i foreningen. En stor tak lød til Arne, som fik en kasket med logo på og teksten “Pas på varerne, Arne”.
Indkomne forslag
Intet at berette under dette punkt.
Valg af intern revisor
Edith Marie Rosenmeier blev enstemmigt valgt som intern revisor.
Præsentationer af kandidater og suppleanter til landsbestyrelsen
På sidste generalforsamling fik vi valgt seks nye ind i bestyrelsen, 3 kvinder og 3 mænd. Folk med bred erfaring og med fine kompetencer på en lang række områder. De har alle indvilliget i at fortsætte i bestyrelsen.
Arne Skadhede stopper som landsformand efter denne generalforsamling, og næstformand Iben Sønderup stiller op til posten som landsformand, og Arne Skadhede bliver næstformand.
Tine Albjerg Liingaard præsenterede sig selv som kandidat til bestyrelsen. Hun vil gerne arbejde for, at hjernerystelse tages mere alvorligt alle steder i samfundet, og at diagnosekrav til hjernerystelse følger de internationale kriterier, så flere får mulighed for at få den hjælp, de har behov for, og deres skadessager anerkendes som hjernerystelser hele vejen rundt.
Der er plads til flere medlemmer i bestyrelsen. Dirigenten spurgte, om der er andre, som vil stille op til bestyrelsen.
Det ville Fararak Sangargir, som meldte sig som kandidat. Hun har arbejdet inden for kommuner og siddet i administration. Hun bliver motiveret af at gøre noget for tabt arbejdsidentitet.
Kommentar: Der blev nævnt, at studiekontorer på videregående uddannelser faktisk yder god vejledning til hjernerystelsesramte. Det var bl.a. på ITU, at der er en god SPS-vejledning.
Afstemning og optælling
De opstillede kandidater til landsbestyrelsen blev enstemmig valgt, og to nye kandidater blev valgt ind. Det er Fararak Sangargir og Tine Albjerg Liingaard.
Efter denne generalforsamling vil der være ni medlemmer af bestyrelsen, og ved afstemning og optælling blev det enstemmigt vedtaget af de fremmødte.
Debat og ønsker fra generalforsamlingens deltagere
Før Generalforsamlingen afsluttede, præsenterede Iben Sønderup sit formandskandidatur. Hun fortalte kort om sin hjernerystelse, hvordan hun kom tilbage til arbejde og sit vedholdende arbejde for at få etableret en hjernerystelsekoordinator i Randers Kommune. Det er lykkedes og har været en stor succes. I forlængelse heraf er der siden kommet hjernerystelseskoordinatorer i Aalborg og i Aarhus. Hun nævnte borgerforslaget og støtter fuldt op om forslaget. Iben nævnte endvidere, at hun har mange forskellige politiske kontakter, som der gøres brug af i foreningen.
Dirigenten takkede for spørgsmål og kommentarer og erklærede generalforsamlingen for lukket.