Fra hjernerystelse til beats – Kåres pause blev til musik
“Mine sange handler om at have ondt i hovedet,” siger Kåre. Men bag ordene gemmer sig en fortælling om at finde et beat i stilheden – og om at skabe musik ud af det sværeste. Med debut-EP’en Efterslæb, der udkommer 7. november, inviterer han lytteren ind i de dybeste afkroge af sin hjernerystelse – og viser samtidig, hvordan sårbarhed kan blive til fællesskab.
5 MIN LÆSNING
Foto: Lucas Oliver Manthos
Fra ramt og alene
Historien begynder i Ghana. Som 22-årig slog Kåre hovedet på en sabbatårsrejse og måtte tage hjem før tid. Tilværelsen blev reduceret til mørke dage hos forældrene, præget af hovedpine, tvivl og følelsen af at være hægtet af.
“Jeg stod for det meste op lidt sent ud på formiddagene med skarp hovedpine,” fortæller han. “Det gav en fornemmelse af et manglende formål, manglende mening med livet og en del eksistentiel tvivl. Stopper det nogensinde?”
Dagene gik med korte gåture, podcasts og korte besøg af venner. Musikken, som tidligere fyldte meget, var pludselig uoverkommelig. “Det fyldte meget for mig, at jeg ikke var i stand til at spille musik på samme måde, som før jeg slog hovedet,” siger han.
Oktober 2025
At finde en stemme
Alligevel blev musikken redskabet til at bearbejde oplevelserne. Først i dagbogsnotater og digte, siden i konkrete tekster, der blev kernen i hans kommende EP.
“Jeg kunne ikke skrive disse sange, mens jeg befandt mig i mørket,” fortæller han. “Flere af dem er skrevet efterfølgende ud fra dagbogsminder. Forudsætningen for at jeg overhovedet kunne skrive dem, var netop, at jeg var kommet op af det mørke hul. I dag er det blevet meget bedre.”
Projektet begyndte med tvivl. Han hadede at høre sin egen stemme og troede længe ikke, at andre ville finde teksterne interessante. Men med hjælp fra en ven og en sangskriver begyndte musikken at tage form – og efterhånden blev den et sprog, hvor han kunne sige det, han ellers ikke kunne rumme.
Når Kåre i dag står på en scene, oplever han noget nyt: “Når jeg rapper mine sange live, har jeg det, som om jeg giver mit eget lille uppercut til de herskende idealer om at skulle være stærk, optimistisk og glad. Det giver en stærk følelse af empowerment og selvstændighed at stå ved det sindsmørke hjernerystelsen bragte med sig, og sige: Det var hårdt at leve med. Punktum.”
At give noget videre
Et afgørende vendepunkt kom, da Kåre deltog i et oplæg i Hjernerystelsesforeningen med neuropsykolog Simon Heydorn.
“Han sagde ting á la: ‘Når du holder en pause, så hold en pause – du behøver ikke tænke dig ud af din hjernerystelse, for det kan man ikke.’ Pludselig handlede det ikke om instruktioner i kedelige øvelser, men om at acceptere, at det indimellem bare er hårdt i sig selv.”
For Kåre blev det et vendepunkt. Han tog rådene til sig og fik senere hjælp gennem metakognitiv terapi. Erfaringen blev også et afsæt til at kunne give noget videre til andre.
“Såfremt min musik inspirerer andre unge, føles det godt at give noget videre,” siger han. “Sandheden er frisættende.”
Fællesskab og fremtid
I dag er det fællesskabet, der betyder mest. For Kåre er det afgørende at dele erfaringer – både gennem musik og direkte med andre ramte.
“Det er lettende at føle, at man ikke er alene med sin hjernerystelse,” siger han. “Jeg har selv haft lange snakke med andre ramte for at tilegne mig ny viden, og jeg har selv tilbudt snakke til nyligt ramte i mit netværk.”
Med Efterslæb håber Kåre at åbne døre – musikalsk og menneskeligt. “Alt i alt håber jeg, at udgivelsen af Efterslæb kan være med til at skabe mere opmærksomhed omkring hjernerystelse, og inspirerer folk til at vende lidelsen om til et kreativt projekt.” siger han.
Og selvom sangene udspringer af mørket, er pointen, at tingene ændrer sig. “Jeg er et sted i dag, hvor jeg er bedre i stand til at se tilbage på, hvor mørkt det var dengang – og det har jeg haft et behov for at udtrykke. Det blev via musikken, og formatet blev en EP.”
Kåres vigtigste råd til andre unge er derfor klart: “Vær ikke bange. Du får det bedre. Hvis du synes, det er et hårdt sted at være, så er det ok. Vær der, skriv ned hvad du oplever, og giv slip igen. Det hjalp for mig.”
Et blik fremad
Sammen med Hjernerystelsesforeningen planlægger KÅRE at give en hjernerystelsesvenlig koncert. Datoen er endnu ikke fastlagt – men hold øje med vores sociale medier og kommende udgaver af MedlemsNYT.
Indtil da kan du følge KÅREs musikalske rejse: Hans debut-EP Efterslæb udkommer d. 7. november 2025, og du kan allerede nu lytte til ham på Spotify og få de seneste opdateringer på Kåres Instagram