Fysioterapeut og projektleder Peter Martin B. Sørensen om hvordan du får mest ud af dit forløb hos kommunen

Peter Martin B. Sørensen er uddannet fysioterapeut og projektleder på Brøndby Kommunes projekt "Når hjernen gør ondt", som arbejder med at hjælpe ramte med at få tilknytning til arbejdsmarkedet igen Vi har stillet Peter Martin en række spørgsmål, så du kan blive klogere på hvordan du bedst forbereder dig på dit samarbejde med kommunen
Peter Martin B. Sørensen

Hvad gør I særligt i Brøndby kommune for folk ramt af senfølger efter en hjernerystelse?

Tilbuddet til personer med senfølger efter hjernerystelse er i Brøndby kommune forankret i Jobcenteret. Når de i Jobcenteret får kendskab til problematikken, henviser de til et forløb ved genoptræningsenheden – Træningscenter Brøndby. På Træningscenter Brøndby bliver borgeren mødt af en hjerneskadekoordinator, hvis rolle er at holde en rød tråd i forløbet, en ergoterapeut og en fysioterapeut. Efter opstarten bliver der lagt en plan for hvilke indsatser der er behov for, og hvilke indsatser, som skal prioriteres først.

Vi er fuldt ud klar over, at det er meget individuelt hvad folk kan og hvilke udfordringer de har, så derfor skræddersyer vi forløbene i samarbejde med den enkelte borger. Vi har også mulighed for at opstarte forløb hos vores eksterne samarbejdspartnere – neuropsykolog og neurooptometrist. Der bliver selvfølgelig løbene koordineret med Jobcenteret, så sagsbehandler er orienteret om processen. Fra Jobcenterets side har de mulighed for at tilknytte en mentor og/eller en virksomhedskonsulent.

Overordnet er målet fra Jobcenterets og Træningscenterets side at afklare den enkeltes arbejdsmæssige formåen. Om borgeren kommer tilbage til fuldtidsbeskæftigelse, deltidsbeskæftigelse, fleksjob eller andet er ikke afgørende for os.

1. september 2021

Hvad er det vigtigt at overveje inden man tager del i jeres commotio forløb?

Det er en hjælp for os, hvis borgeren har nogle klare mål for forløbet, som vi kan arbejde hen i mod. Også gerne delmål.

Derudover er det en god idé at gøre sig tanker om, at forløbet godt kan havde en indflydelse på din hverdag i flere måneder. Der er ikke et quick fix, når det kommer til senfølger efter hjernerystelse. Det er et langt sejt træk. Nogle interventioner kan være ressourcekrævende, som f.eks. synstræning ved neurooptometristerne. Det er derfor en god idé at være afklaret med, at du skal arbejde med øvelser, struktur og egne vaner i løbet af forløbet.

Det er også vigtigt at overveje, om dine pårørende skal være en aktiv del af forløbet. Ikke fordi de skal med til interventioner, men vi oplever, at det er en klar fordel, når familie og venner har forståelse for de udfordringer, som den enkelte har. Dine nære venner kan f.eks. træne sociale sammenkomster med dig, hvis de har en forståelse for, at du trækker dig efter f.eks. 25 minutters samvær.

Ydermere er det en fordel for os, hvis du selv ved hvilken personlighedstype du er. Er du god til frie rammer, eller har du behov for en klar stringent plan? Har du behov for meget eller lidt feedback? Er du god til at kaste dig ud i ting på egen hånd, eller foretrækker du at afprøve nye ting i trygge rammer? Det gør det nemmere for os at hjælpe dig bedst muligt fra starten af forløbet, hvis du selv er klar over hvilken tilgang, der er optimal for dig.

Hvordan skal man forberede sig, når man skal indgå i et samarbejde med kommunen?

Man skal sætte sig ind i, hvad det præcist er din kommune kan tilbyde. Der er forskelle fra kommune til kommune. Derudover er det en god idé at forventningsafstemme med din sagsbehandler og/eller terapeut. Vi vil rigtig gerne gøre alt hvad vi kan for jer, men der er desværre grænser for hvad kommunen kan tilbyde. Personligt synes jeg, at Brøndby kommune strækker sig meget langt for borgerne, men alligevel oplever vi nogle gange, at der er urealistiske forventninger til, hvad kommunen skal levere. Dette gælder ikke specifikt borgere med senfølger efter hjernerystelse. Det er mere en generel opfordring til forventningsafstemning.

Hvad kendetegner forskellene på et godt og et dårligt forløb for borgeren?

Det er faktisk lidt svært at svare på, fordi alle kommer med forskellige udfordringer, forskellig baggrund, økonomisk situation osv. Generelt ser vi, at jo før personer med senfølger efter hjernerystelse kommer i forløb hos os, jo større er chancen for, at de kommer tilbage til det de kunne før. Og jo kortere er forløbet.

Men indstillingen hos den enkelte har en stor betydning. De personer, som ikke vil indse, at de ikke bliver ”100 procent sig selv igen”, de er sværere at hjælpe videre, end dem som ”acceptere” det nye udgangspunkt. Men det svære er også, at ikke alle skal nå den accept, fordi de godt kan komme tilbage til deres gamle funktionsniveau.

Min personlige oplevelse er, at de personer, som er bedst til at være egoistiske, også er dem, som kommer længst. Her skal egoistisk forstås på en positiv måde. En som tør gå pludseligt fra en social sammenhæng, fordi personen har behov for en pause. En som tør gå fra en halvfærdig opgave i hjemmet eller på arbejdet, fordi personen har behov for en pause. Nogle personer tør ikke gøre dette, fordi det kan opfattes som uhøfligt, sløset eller uprofessionelt. Normalt er pligtopfyldenhed en god egenskab ved personer, men når man skal retur fra en hjernerystelse, oplever jeg at det kan være en hæmsko.

Hvad er dit bedste råd til en borger der gerne vil have det meste ud af sin kommunes tilbud?

Mit råd er, at du skal være dig selv. Fortæl os præcis hvem du er, og hvilke udfordringer du har. Lad være med at pynte på noget, for det gør det kun sværere for os at hjælpe dig. Jeg er klar over, at det kan være grænseoverskridende at åbne sig helt op over for personer, som ikke deler noget af sig selv. Men det er den bedste måde at hjælpe dig selv på – og vi har tavshedspligt. Derudover er der én ting, som jeg siger til alle jeg ser. Det er okay at være egoistisk, når man har senfølger efter en hjernerystelse.