Nanna fik et nyt syn på fremtiden
Efter en hjernerystelse måtte Nanna gentænke både hverdag og drømme. Alt blev målt i energi, pauser og hensyn, som ikke altid kunne forklares. Og langsomt fik hun øje på en vej videre.
Bilen uden fører
Sommeren 2018 er Nanna netop færdig med 1.g og står foran 2.g efter ferien. Skole har aldrig været let. Hun er ordblind, døv på det ene øre og har altid skullet bruge ekstra energi på at følge med. Alligevel er hun vant til at kæmpe videre.
Ulykken sker under et ophold på hendes gamle efterskole. Sammen med veninder hjælper hun med at gøre klar til de nye elever og tager en eftermiddag på ridetur til vandet for at bade med hestene. Da de kommer op på græsset igen, sker det uventede.
En bil begynder at trille baglæns ned ad en bakke. Først tror de, at føreren er på vej hjem. Men bilen stopper ikke. Den tager fart. Folk råber. Og så rammer den Nanna, mens hun sidder på hesten med ryggen til.
Bilen viser sig senere at være tom. Den automatiske håndbremse er gået løs.
Kort tid efter sidder Nanna på skadestuen. Diagnosen er en hjernerystelse. Hun får besked på at tage det med ro og en forventning om, at det hurtigt vil blive bedre.
Januar 2026
Billedet er taget cirka 10 minutter før ulykken, mens Nanna er ude at bade med hestene.
Skærme bag lås
Nanna låser sin mobil og computer inde i et skab, fordi hun slet ikke kan holde ud at bruge dem.
“Det var en voldsom omvæltning at gå fra at kunne det hele til pludselig at være tvunget til at hvile det meste af tiden.”
En måned senere starter hun i 2.g på fuld tid, selvom hun ikke er klar. Efter endnu en måned må hun erkende, at det ikke fungerer. Hun kan ikke klare både fuldt skema og lektier.
Heldigvis får hun kontakt til VISP i Næstved, en rådgivning, der hjælper unge og deres skoler med at tilpasse hverdagen efter sygdom. Lektier og opgaver fjernes, hun går tidligere hjem flere dage om ugen, og et energiforvaltningsskema giver struktur i hverdagen.
Alligevel forbliver symptomerne de samme. Der kommer ingen tydelig bedring.
En kalender med hensyn
Hverdagen bliver langsomt mindre. Alt måles i energi. Hvad hun kan i dag, og hvad der må vente til i morgen.
Hun vil gerne det samme som sine jævnaldrende. Være social. Være ung. Kunne det hele. Men hun er nødt til at prioritere sit skema og passe på sig selv. Det slider, ikke mindst fordi det er svært at forklare, hvorfor hun ikke bare kan tage sig sammen.
“Det ligner dovenskab”
Det sværeste er følelsen af at stå alene. Nanna kender ingen andre på sin alder med hjernerystelse og oplever, at omgivelserne ikke forstår, hvad hun går igennem.
Forældrene står ved hendes side, men må også tage imod beskyldninger udefra. For nogle ligner det dovenskab. En teenager med curlingforældre.
“Det gjorde ondt at blive misforstået på den måde,” fortæller Nanna.
Samtidig fylder spørgsmålene om fremtiden. Hvad nu hvis det aldrig bliver bedre. Om hun vil kunne få et arbejde. Og om hun vil få et socialt liv igen.
Midt i den svære tid holder hun fast i én ting. Hun vil ikke lade vrede og negativitet tage over. I stedet forsøger hun bevidst at fokusere på små glæder. En cola. En ispind. Små øjeblikke, der gør dagene lidt lettere.
Øjnene i centrum
Hos neurooptometristen Regitze får Nanna undersøgt sit syn. Samtalen kommer også til at handle om fremtiden. Om uddannelse. Om at finde en vej, der tager hensyn til kroppen.
Det er her, noget begynder at flytte sig. Samtalen bliver et vendepunkt og giver hende nye perspektiver på, hvad der kan lade sig gøre. Ikke kun her og nu, men på længere sigt.
Undersøgelsen viser, at Nannas øjne ikke arbejder ordentligt sammen, og at hendes evne til at afslappe akkommodationen er nedsat. Kort tid efter starter hun på synstræning.
“Efter besøget gik jeg derfra med en ny følelse,” siger Nanna.
“For første gang i lang tid kunne jeg se, at fremtiden måske var lysere, end jeg troede.”
Et maraton i slowmotion
Få måneder senere starter Nanna på samsynstræning. Hun er træt og udkørt, men håbet holder hende oppe.
“Jeg har aldrig prøvet noget så hårdt,” siger hun.
Træningen føles som at løbe et maraton uden forberedelse. Øvelser på 10 til 20 sekunder kan give så kraftige reaktioner, at hun må lukke øjnene og slappe af for ikke at kaste op.
Forløbet varer otte måneder. Nogle af de hårdeste i hendes liv. Men langsomt sker der noget. Øvelserne bliver lettere, og hun begynder at kunne læse i længere tid ad gangen.
Og håbet vokser.
Kørekortet som prøve
Efter endt synstræning giver Nanna sig selv en test. Hun vil tage kørekort. Ikke fordi hun elsker at køre bil, men fordi det skal vise, om hendes krop og nervesystem er klar.
Det er svært. Panikken ligger tæt på overfladen, og frygten for at blive skadet igen følger med. Men hun klarer det.
“Kørekortet var et øjeblik, hvor jeg mærkede, at noget begyndte at ændre sig,” siger hun.
“Ikke fordi jeg blev rask, men fordi jeg kunne tage et stort skridt uden, at panikken overtog.”
Efter det føler hun sig klar til at starte på studie.
Læring uden kamp
Synstræningsforløbet sætter spor. Langsomt begynder Nanna at kunne mere, end hun havde turdet håbe på. Og med det vokser en ny tanke frem.
Hun bliver inspireret til at læse til optiker.
I dag læser hun netop til optiker, og for første gang i lang tid føles læring ikke som en kamp.
“Jeg mærkede lyst og energi til at lære,” fortæller hun.
“Det var en stor følelse efter så mange år med senfølger og usikkerhed.”
Håb med begge øjne åbne
Set i bakspejlet har hjernerystelsen lært Nanna at lytte til sig selv. At kende sin krops grænser og fokusere på det positive, også når det er svært.
Vejen tilbage til hverdagen var lang og til tider uoverskuelig. Men den førte hende et andet sted hen, end hun havde forestillet sig. Hun havde aldrig troet, at hun skulle læse til optiker. Alligevel blev det netop her, hun fandt en ny retning.
I dag bruger hun naturen aktivt og har fundet en ro, hun ikke havde før. Derfor deler hun sin historie nu. For at vise, at selvom vejen tilbage kan føles umulig, kan den også bringe nye muligheder med sig.
“Hvis min historie kan give bare én ung person mere håb omkring fremtiden,” siger hun,
“så har det været det hele værd.”
Er du ung med hjernerystelse?
På Hjernerystelsesforeningens side Ung med hjernerystelse kan du læse om udfordringer, særlige forhold for unge og få konkrete råd til uddannelse, hverdag og de ting, der fylder, når man er ung og ramt af hjernerystelse.
Denne sektion er støttet af Erasmus +
Synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk, er udelukkende forfatterens/forfatternes og er ikke nøvendigvis udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgan for Uddannelse og Kulturs (EACEA) officielle holdning. Hverken den Europæiske Union eller EACEA kan holdes ansvarlig herfor.
