“Vi tror på, at Mille nok skal få et godt liv”
Efter en alvorlig hjernerystelse har Mille og hendes familie måttet skabe en ny hverdag — og finde håbet midt i usikkerheden.
5 minutters læsning
Da hverdagen forandrede sig
En novemberdag i 2022 leger Mille i gymnastiksalen i SFO’en, da ulykken sker. Hun bliver ramt i hovedet af en træbom, falder ned og bliver klemt og vredet mellem to bomme.
Men de voksne overså ulykken.
Mille reagerer ikke med skrig, men bliver konfus, og familien bliver først senere klar over, hvor voldsom hændelsen egentlig var. For Anne og resten af familien blev det begyndelsen på et helt andet liv.
– Før ulykken levede vi et liv med fuld fart på. Vi rejste meget med arbejde, var sociale og spontane. I dag skal næsten hvert minut planlægges, fortæller Anne.
Hvor familien tidligere kunne tage tingene, som de kom, handler hverdagen nu om hele tiden at mærke efter og tage hensyn til, hvordan Mille har det.
Familien ved sjældent, hvordan dagen udvikler sig.
For selvom Mille ofte forsøger at holde sammen på sig selv i skolen og blandt venner, kommer reaktionerne ofte senere. Nogle gange går der flere dage, før alle følgerne har vist sig.
– Mille prøver virkelig at ligne sine kammerater og være som de andre. Men når hun kommer hjem, kan hun være helt færdig, fordi hun har brugt så mange kræfter på at holde sammen på sig selv hele dagen.
Nogle dage bliver hun overvældet af lyd, lys og larm. Andre dage er det hovedpine, svimmelhed, tinnitus og problemer med sprogforståelsen, der fylder.
På de svære dage må hun trække sig fra fællesskabet og finde ro væk fra støj og skærme.
Familien oplever også, at Mille ofte bliver mere påvirket af skoledage med mange indtryk end af aktiviteter, hun selv glæder sig til, som musik, kreative projekter eller ture med familien.
Hun elsker musik, sang og kreative projekter. Det giver hende et sted at være, også på de dage hvor energien er lav.
Det sidste halvandet år har Mille og hendes far gået ture sammen hver morgen klokken seks.
Uden telefoner. Uden forstyrrelser. Bare stilheden og samværet.
– Det blev et lille frirum for dem begge to. En måde at være sammen på uden krav eller forventninger, fortæller Anne.
Maj 2026
Natur og bevægelse er blevet et vigtigt frirum for Mille og familien.
Kampen for at blive forstået
For Anne har noget af det sværeste været følelsen af ikke rigtigt at blive mødt og forstået.
– Vi havde simpelthen ikke forestillet os, hvor svært det ville være at finde hjælp, når ens barn ser helt almindeligt ud udefra, men har det så dårligt indeni.
Særligt skolen har været en udfordring. Mille har svært ved støj, uro og mange visuelle indtryk, men har samtidig forsøgt at passe ind i en almindelig hverdag.
Familien oplevede længe, at fokus især lå på mistrivsel og psykiske forklaringer, mens de selv oplevede, at Mille også havde tydelige fysiske symptomer efter ulykken.
– Det sværeste har nok været følelsen af ikke at blive troet på. Både som forælder og som barn.
Samtidig har hjernerystelsen påvirket hele familien. Anne arbejder i dag på halvtid, og hverdagen er blevet lagt om for at få plads til træning, pauser og støtte omkring Mille.
Store dele af familielivet bliver planlagt efter, hvordan Mille har det den enkelte dag. Nogle gange må aftaler ændres i sidste øjeblik, fordi kroppen siger fra.
I dag går Mille i et hybridforløb, hvor hun både kan møde fysisk op og deltage online. Hun er i skole omkring tre timer om dagen, og familien oplever, at løsningen passer langt bedre til hendes behov.
– Det tog tre et halvt år, før vi nåede hertil, fortæller Anne.
Anne og Mille.
Et vendepunkt
Undervejs mødte familien heldigvis også fagpersoner, som lyttede til Mille og tog hendes symptomer alvorligt. Senere rejste de til USA for at få yderligere udredning og træning.
For Anne blev opholdet et vigtigt vendepunkt.
Mille var nervøs inden turen til USA. Både for den intensive træning og for ikke at kunne forstå sproget og de mange nye mennesker omkring hende.
Men oplevelsen blev noget helt andet, end hun havde frygtet.
Senere beskrev Mille selv oplevelsen sådan:
– I USA oplevede vi, at de behandlede den fysiske hjerneskade, som havde det været et brækket ben, fortæller Anne. Efter bare to uger kunne Mille læse igen – noget familien i Danmark havde kæmpet med i flere år.
Det blev vigtigt for dem at opleve, at der fandtes konkrete ting, de kunne arbejde med i hverdagen frem for blot at vente på, at symptomerne forsvandt af sig selv.
Samtidig gjorde mødet med andre i lignende situationer en stor forskel.
– Det betød enormt meget for Mille at møde et andet barn, som havde det ligesom hende. Den spejling kunne ingen voksne give hende.
Efter opholdet begyndte familien gradvist at arbejde mere struktureret med træning, pauser og aktiviteter i hverdagen.
De oplevede, at der igen kom mere retning og håb.
Små lyspunkter i en svær hverdag
Selvom hverdagen stadig kræver mange hensyn, forsøger familien at holde fast i det, der giver glæde og energi.
Mille har blandt andet fundet ro i kreative projekter, musik, sang og teater. Familien prioriterer oplevelser og aktiviteter, hvor hun kan være med.
– Vi kan ikke fjerne alle senfølgerne, men vi har fundet et niveau, hvor der stadig er plads til livsglæde og fællesskab.
Rejser og små oplevelser er også blevet vigtigere end tidligere. Familien oplever, at Mille ofte trives bedre, når tempoet er roligere, og der er plads til bevægelse, pauser og nærvær.
Mille er fortsat i genoptræning, og hybridforløbet giver familien en hverdag, der passer bedre til hendes behov. Der er stadig udfordringer, men de oplever samtidig, at der er mere retning og håb end tidligere.
