“Du ved aldrig, hvornår kroppen er klar til at tage næste skridt.”
Maria var 34, da hun besvimede på badeværelset. Det, hun troede ville gå over af sig selv, ændrede hendes liv og tvang hende til at finde nye kræfter.
Den nat, hvor alting ændrede sig
Maria er 34 år, ny i sit første rigtige fuldtidsjob og i starten af et spirende forhold til en fyr, hun havde haft et godt øje til længe. Det hele er lige ved at falde på plads.
Indtil en nat i marts 2018, hvor hun besvimer på badeværelset, efter en fibersprængning gør så ondt, at hun mister bevidstheden. Da hun vågner på gulvet, flimrer synet. Lyset fra loftlampen er for skarpt.
På skadestuen får hun beskeden: “Det er ikke en hjernerystelse. Der er ingen bule.”
Alligevel kan hun ikke høre musik, ikke se på sin telefon og ikke holde fokus. Hun prøver at vende tilbage til jobbet som projektleder, men få dage senere er det umuligt at tænke en sammenhængende tanke. Det bliver begyndelsen på tre års sygemelding og en periode, hvor hun må lære at navigere i et helt nyt liv.
December 2025
Da hverdagen ikke længere hang sammen
I månederne efter følger både angst og depression. Hjernerystelsen gør Maria udmattet, og det nye parforhold bliver presset. Selv at skrive, som tidligere var hendes måde at forstå verden på, er pludselig umuligt. “Jeg kunne ikke tænke en sætning færdig,” siger hun.
Alligevel begynder hun langsomt at gøre små forsøg for at holde sig i gang. Hun får etableret en virksomhedspraktik på fire timer om ugen med planlagte pauser. Det bliver en succes. Senere følger endnu en praktik. Og så en tredje.
Hvem bliver, når tempoet forsvinder
Hjernerystelsen afslører også noget, Maria ikke havde forudset. Ikke bare kroppens grænser, men relationernes. I lang tid deltager hun i alt, hun bliver inviteret til. Hun bruger én dag før på at lade op og én dag efter på at komme sig. Set i bakspejlet ville hun ønske, at hun havde skånet sig selv mere. For selvom hun gerne ville være med, havde det ofte en pris. En pris, der først viste sig bagefter.
Det er en hård erkendelse at mærke, hvor meget det kræver, når hun ikke længere kan være den samme energiske og spontane Maria som før. Men midt i det svære vokser noget andet frem. En taknemmelighed for dem, der bliver, og for de nye relationer, som opstår. Nye, mere bæredygtige venskaber, hvor der er plads til pauser, færre krav og mere omtanke. Relationer, der kan holde, også nu.
Drømmen, der ikke kunne vente
Midt i sygdomsforløbet begynder Maria og hendes partner at tale om børn. Ikke fordi timingen er rigtig, men fordi tiden presser på. Hun vil gerne være mor, men tanken om aldrig at kunne få børn på grund af hjernerystelsen føles ubærlig.
Det bliver et af de mest sårbare kapitler. Kroppen har sit eget tempo, angsten ligger under huden, og fremtiden virker uskarp. At pleje en drøm samtidig med at man kæmper for at holde sig oven vande, kræver en styrke, Maria først for alvor opdager i den periode. “I dag kan jeg se, at jeg pressede mig selv for hårdt,” siger hun. “Jeg ville så gerne videre, men jeg havde brug for at være mere blid ved mig selv.”
Alligevel bliver drømmen en slags kompas. Noget at styre efter. Noget, der minder hende om, at hun stadig er et menneske med ønsker, mål og et liv, der ikke bliver mindre værd af at tage længere tid.
Den dag, hvor hun glemte pausen
Syv år efter hjernerystelsen, i marts 2025, sidder Maria i en ny spændende stilling. Hun er omgivet af kolleger, hun holder af, og mærker for første gang i lang tid en form for normal rytme i kroppen. Det er her, hun opdager noget uventet.
Hun glemmer at holde sin sædvanlige pause. Først en enkelt gang. Så en til. Og en til. Men hendes hoved reagerer ikke, som det plejer. Ingen kvalme. Ingen nedlukning. Ingen mur, der rammer.
En helt almindelig arbejdsdag får hun kritik på arbejdet, og normalt ville det betyde timer på sofaen. I stedet tager hun jakken på og går en tur. Bare sådan. Fordi hun er træt af at skulle lægge sig ned hver gang noget er svært. “Jeg kunne mærke, at noget var anderledes,” siger hun.
Da hun kommer hjem, fortsætter hun sin dag, som om hun var rask. Og det kan hun. Det samme sker dagen efter. Og dagen efter igen. Efter en uge går det op for hende, at noget virkelig har ændret sig. For første gang i syv år er dagene lette. Hverdagen hænger sammen.
Det er her, hun tør sige det højt: “Jeg tror, jeg er rask.”
Små skridt, over lang tid
Maria har prøvet et hav af behandlinger undervejs. Nogle gav små fremskridt, andre gav mest frustration. Men når hun i dag ser tilbage, er det hverken én magisk metode eller ét bestemt forløb, der står tilbage som forklaringen.
Det er summen. Og tiden. Og viljen. “Jeg blev ved med at prøve,” siger hun. “Selv når jeg tog to skridt frem og ét tilbage.”
Hun lærte at udfordre hjernen forsigtigt, men konsekvent. At lytte til de gode fagfolk og sortere i resten. At acceptere pauser og mærke grænser uden at give slip på håbet. Og så lærte hun noget, der næsten var det sværeste: at være blid ved sig selv.
Der var også relationerne. Nogle gled væk, fordi hun ikke længere var den energiske Maria, de kendte. Det gjorde ondt. Men de mennesker, der blev – og dem, der kom til – gjorde forskellen mellem at føle sig alene og at føle sig støttet. “Det var de små succeser og de rigtige mennesker,” siger hun. “Og så det, at jeg nægtede at give op.”
Når hverdagen langsomt falder på plads
I dag fortæller Maria at hun har fået det helt godt igen. Ikke delvist, men helt. Men syv år i sygdom og undtagelsestilstand har sat spor. Derfor er hun stadig i gang med at bygge sig selv op igen. Sin krop, sit sind og sit liv.
Hverdagen styres ikke længere af symptomer. Hun arbejder, bevæger sig frit, drømmer igen og er frivillig i Hjernerystelsesforeningen for at give det videre, hun selv manglede undervejs: håb, fællesskab og troen på, at selv lange forløb kan vende. “Jeg vil gerne vise andre, at det er muligt at komme ud på den anden side,” siger hun. “Giv aldrig op. Du ved aldrig, hvornår kroppen er klar til at tage næste skridt.”
Denne sektion er støttet af Erasmus +
Synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk, er udelukkende forfatterens/forfatternes og er ikke nøvendigvis udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgan for Uddannelse og Kulturs (EACEA) officielle holdning. Hverken den Europæiske Union eller EACEA kan holdes ansvarlig herfor.
