Kiropraktor Johs N. Højberg om udredning af nakkeproblematikker i forbindelse med hjernerystelse
Johs N. Højberg er kiropraktor, og har en kiropraktisk specialuddannelse i neurologi. Han har stor erfaring med hjernerystelse og piskesmæld, og forklarer her i interviewet hvordan en udredning af nakken foregår.
6. september 2022
Hvorfor er det vigtigt at lave en udredning af nakkeproblematikker i forbindelse med hjernerystelse?
Det er der mange årsager til. Gennem de senere år er det blevet tydeligt, at der er et stort overlap i traumemekanismerne og symptomerne mellem fx piskesmæld og hjernerystelse. I 2017 kom der en artikel, som beskriver syv fænotyper/undergrupper af hjernerystelse, hvoraf en er den cervikale problematik. Idet traumemekanismen, på engelsk concussive event, kan minde meget om den, man udsættes for, hvis man bliver påkørt, så kan de traumemekanismer, man bliver udsat for ved andre fald, slag, eksplosioner, cykel- og sportsuheld alle sammen påvirke hjernen via de kraftoverførsler, der er. Men de kraftoverførsler til hjernen kan også være kraftoverførsler på væv i omkringliggende områder og dermed også nakken. Så det giver god mening at lave en udredning af nakke i forbindelse med hjernerystelse.
Hvordan foregår en udredning af nakkeproblematikker?
Helt standard skal der være fokus på, hvilke symptomer patienten har. Der skal være fokus på, hvilke akutte symptomer der har været, og hvad der har været af udvikling af symptomer, og hvad symptomerne er på nuværende tidspunkt. Man kigger efter, hvad der har været af klassiske nakkesymptomer – fx nakkestivhed, nakkesmerter og hovedpine som nogle af de mest kendte nakkeproblematikker. Men så er der nogle mindre kendte nakkesymptomer som svimmelhed, balance, sløret syn og træthed og udmattelse. Næsten alle der har haft symptomer i længere tid vil også have det. Og så er det vigtigt at gå tilbage til traumemekanismen, og overveje om den giver anledning til at mistænke, at der er tale om en traumatisk nakkeskade - altså ikke en konkurrerende diagnose, men en ekstra diagnose.
Grundlæggende skal der være fokus på, hvilke symptomer patienter har, hvilke akutte symptomer der var, og hvordan udviklingen i symptomerne har været, og selvfølgelig hvad de aktuelle symptomer er. Klassiske nakkesymptomer som nakkestivhed, nakkesmerter og hovedpine, men også andre symptomer såsom svimmelhed, balance, sløret syn, træthed og at være udmattet kan være relateret til nakken. Det er også vigtigt at se på, om selve traumemekanismen/concussive event giver anledning til at mistænke, at der er en traumatisk nakkeskade udover hjernerystelsen.
Hvad skal man som ramt selv være opmærksom på, når man opsøger hjælp i forbindelse med ens nakkeproblematikker?
Det er svært at svare på. Man behøver ikke have ondt i nakken, for at nakken er involveret. Ved langvarige symptomer er det ikke entydigt, hvad der forårsager symptomerne, og de kan godt stamme fra andre områder. For eksempel kan en problematik med proprioceptiv feedback fra nakken vise sig som et balanceproblem og uregelmæssige øjenbevægelser. Man undersøger ikke kun én af de syv undertyper, man undersøger sammenhængene, så man får en god fornemmelse af, om de symptomer patienten døjer med stammer fra nakken i det her tilfælde.
Kan der være risici forbundet med manipulationer af nakken?
Da behandlingsformen er fysisk, kan der komme en reaktion/bivirkning. Fra den videnskabelige litteratur kender vi den ”typiske” reaktion. Den sker oftest i form af kortvarig forværring af smerten i nakken, lettere hovedpine samt træthed - som er de tre hyppigste symptomer der kan optræde inden for det første døgn efter en behandling. Andre sjældnere symptomer kan være udstrålende smerter til armene eller hovedpine. Alvorlige bivirkninger er ekstremt sjældne.
Hvad ramte selv kan gøre ift nakken? Har du nogle gode tips, tricks, øvelser eller gode råd, som ramte kan gøre brug af, hvis de har nakkeproblematikker?
Det er svært at give konkrete øvelser, når man ikke kender sygehistorien og undersøgelsesfund. Men det er grundlæggende meget vigtigt at holde sig i gang. Man skal ikke være bange for symptomerne, men man skal have respekt for dem. Det at udføre en aktivitet hvor man mærker et symptom eller symptomforværring er ikke farligt, men man skal naturligvis holde sig fra aktiviteter, der stærkt forværrer symptomerne. Så vidt muligt skal man holde sig aktiv. Hvilke aktiviteter og hvilken træning der virker bedst, er meget individuelt. .
