"Jeg havde udtømt de behandlings-muligheder, som fandtes i Norden."
Efter flere års kamp med hjernerystelsessenfølger besluttede Alexander Lomholt at søge behandling i udlandet. Valget faldt på USA, hvor han fandt en tværfaglig klinik med en unik tilgang til rehabilitering. Her deler han sine oplevelser og refleksioner om forskellene mellem behandlingen i USA og Danmark.
Hvad fik dig til at overveje behandling i udlandet, og hvorfor faldt valget på USA?
Fordi jeg efter flere år med senfølger ikke følte, at jeg havde rykket mig nok, og at jeg havde udtømt de muligheder, som fandtes i Norden. Jeg valgte USA, fordi det meste af den evidensbaserede forskning i hjernerystelser kommer fra Nordamerika, og der findes flere tværfaglige klinikker, som er specialiserede i behandling af hjernerystelser og senfølger heraf.
Specifikt valgte jeg CognitiveFX på grund af deres unikke tilgang til udredning med en internt udviklet funktionel MR-skanning kaldet fNCI, eller funktionel neuro cognitive imaging. Udover at se efter strukturelle skader, kortlægger den også hjernens funktionsniveau, så behandlerne ved præcis, hvad de skal fokusere på under rehabiliteringen.
Oktober 2024
Hvor længe tog behandlingen, og hvor ofte skulle du møde op?
For mig tog behandlingen fem dage, men man kan vælge ti dage, hvis det vurderes, at dette er gavnligt, og hvis man har råd til det. Jeg havde midler til at betale for en uge og vurderede, at det var bedre end slet ikke at tage afsted.
Den første dag blev jeg skannet og udredt af flere forskellige teams med hver deres ekspertise. Derefter blev der lagt en detaljeret rehabiliteringsplan for resten af ugen. Tirsdag, onsdag og torsdag blev jeg sendt rundt mellem forskellige teams af eksperter, hvor jeg trænede alle de områder af hjernen, som havde vist abnormal funktion under skanningen. Dagene er lange og varer typisk fra klokken 08.00 til 17.00, men der bliver taget højde for den enkelte patients funktionsniveau, og der bliver lagt rigeligt med pauser ind i løbet af dagen.
Fredag havde jeg fortsat lidt træning og mødtes med flere teams, som evaluerede mig. Jeg blev også skannet igen, og resultaterne skulle sammenlignes med den første skanning tidligere på ugen, og resultaterne blev så gennemgået med mig. Herefter fik jeg en “post care plan”, der inkluderede øvelser og tiltag, som jeg skulle fortsætte med hjemme de næste 3-12 måneder for at cementere de nye forbindelser, som min hjerne havde formet i løbet af ugen.
Kan du fortælle lidt om, hvordan behandlingen foregik – hvor mange faggrupper var involveret, og hvordan samarbejdede de?
Behandlingen startede hver dag med, at vi var en gruppe på ca. fem, som skulle lave intervalbaseret kredsløbstræning med pauser mellem intervallerne, hvor der skulle fokuseres på vejrtrækningen for at sænke pulsen igen. Dette ilter hjernen, øger produktionen af proteinet BDNF, der fungerer som gødning til hjernecellerne, og hjælper det autonome nervesystem til bedre at regulere sig selv. Formålet er at give hjernen de bedste betingelser for at danne nye forbindelser under rehabiliteringen i løbet af dagen.
Jeg er usikker på, hvor mange faggrupper som var involveret, men behandlingen var delt op i teams, der fokuserede på henholdsvis neuromuskulær træning, kognitiv hjernetræning, ergoterapi, neurointegration, psykologi og sensorisk træning. Det var tydeligt for mig, at de forskellige faggrupper snakkede sammen og tilpassede træningen undervejs, i det mit skema ændrede sig løbende.
Oplevede du behandlinger eller teknikker, som du ikke har prøvet i Danmark?
Hovedsageligt var behandlingerne lignende dem, jeg har oplevet tidligere, men de var mere dybdegående. En af de store forskelle var fNCI-skanningen, som giver et meget præcist billede af patientens udfordringer og derfor er et meget bedre udgangspunkt for at lave en individuel og effektiv behandling. En anden stor forskel var, at alt var samlet under ét tag, og behandlerne snakkede sammen og koordinerede træningen tværfagligt.
Hvordan adskilte oplevelsen sig fra den behandling, du har modtaget i Danmark?
Guldkornene her er højteknologisk udredning og multidisciplinær behandling. Det var en helt anden tilgang, da det mindede om et ambulatorium for hjernerystelse. Der var nok ca. 30 ansatte i klinikken, som arbejdede sammen for at hjælpe patienterne gennem deres forløb. Det tåler ingen sammenligning med de tilbud, som findes i Norden.
Hvad ville du ønske, at vi i Danmark kunne lære af din oplevelse med den tværfaglige behandling i USA?
Mit håb er, at de dygtige behandlere, vi har herhjemme, begynder at se potentialet i at slå sig sammen og lave et eller flere lignende tilbud, enten i privat regi, som kan benyttes af kommunerne, eller som en del af det offentlige sundhedsvæsen. Der er masser af kompetence, men mangel på samarbejde, samt udvikling, og brug af ny teknologi.
Jeg håber også, at ramte og deres pårørende vil fortsætte kampen med at forlange et højere niveau af tværfaglig udredning og behandling af hjernerystelser fremadrettet. Læg pres på jeres politikere, behandlere og sundhedsvæsenet. Giv dem input og inspiration. Bliv en del af løsningen, hvis I har kapaciteten. Der er brug for ildsjæle.
Hvordan har behandlingen påvirket din situation i dag?
I det store hele har jeg fået viden og værktøjer, som jeg bruger til at håndtere mine senfølger langt bedre end før. Hverdagsaktiviteter er også meget mere overskuelige efter behandlingen i USA, og selvom jeg ikke er rask og fortsat kæmper, hovedsageligt med mit syn, så er min livskvalitet i dag, langt bedre end tidligere i mit forløb.
