Hej,
Jeg hedder Sisse Marie Jebe. Jeg er 46 år og bor i Nordsjælland med min mand, Michael, min søn, Anton, på 18 år og min datter, Lotte, på 8 år .
For ca. 2 1/2 år siden var jeg i et trafikuheld, hvor en af mine skader var hjernerystelse. Udfordringerne er “tungt” hoved, meget træt, lyd og-lys følsom, hovedepine, hukommelsesbesvær og høj tinitus på begge ører. Jeg støder hurtigt på udtrætning, som giver mig kvalme og øget svimmelhed. Og til sidst, men ikke mindst, min pludselige evne til at “lukke ned”, hvilket tit sker uden varsel.
Jeg er pt. stadig sygemeldt .
Før min ulykke arbejdede jeg på deltid som pædagogmedhjælper i en børnehave, og var derud over deltid hjemme med min datter, som har et lille handicap. Ved siden af dette, læste jeg til familieterapeut.
Mit liv har taget en voldsom drejning siden min ulykke og jeg tænker, at hvis jeg var på 100% før, så er jeg nok på ca. 20% idag.
De 20% er jeg blevet rigtig god til at passe på….. På gode dage laver jeg lidt mindre og på dårlige dage laver jeg lidt mere .
Jeg er kommet langt i mit forløb mht. accept, tålmodighed og dagligdags struktur, men kan tit stadig “snuble rundt” i det.
Dog er jeg blevet hurtigere til at “rejse” mig igen.
Jeg glæder mig til at dele mine tanker i hverdagen med jer, i de næste 48 timer
#minhjernerystelse #hjernerystelsesforeningen #hjernerystelse 🤗
I medgang og modgang 👩❤️👨 Efter ulykken er det blevet endnu mere tydeligt for mig, hvor vild en mand jeg har🤩
Han har en fantastisk evne til at være i nuet, hvilket jeg ofte må læne mig op af. Han er naturligt til stede og nærværende som far og uden hans støtte, og ikke mindst hans accept af min situation, ville jeg ikke kunne være så rolig i min situation, som jeg rent faktisk er.
Der er mange hensyn at tage og nu hvor jeg sidder og skal skrive lidt om det, kan jeg tydeligt se, at det faktisk er godt integreret i vores forhold efterhånden.
Jeg skal stadig øve mig i at sige højt hvordan jeg har det lige her og nu, og hvad jeg evt har brug for…. For jeg vil jo allerhelst ikke være til besvær 😅
Men det bliver også mere og mere tydeligt for mig, at hvis jeg er lidt “til besvær” med mine pauser, med mit “nej det bliver for højt for mig”, mine små lure hist og pist osv…. Så er jeg meget mere til stede bagefter og føler at jeg har noget at give af. Så for det meste betaler det sig alligevel at “være til besvær” 😀
Michael og jeg har altid prioriteret vores tosomhed og vi gør det stadig.
Kærlighed er en vidunderlig ting og jeg ELSKER at se og opleve alle dens afskygninger, som Michael og jeg i den grad kommer ud i med min hjernerystelse.
#minhjernerystelse #hjernerystelsesforeningen #hjernerystelse
Mine veninder er stadig hos mig og med mig i alt.
Og jeg er så taknemmelig for at de bliver ved.
⠀
Det første år til halvandet, kom jeg sjældent ud. Men så kom de hjem til mig og enten hyggede i den anden sofa eller kørte mig en tur “ud i den virkelige verden” og kørte mig tilbage, når jeg ikke kunne mere.
⠀
Min største frygt, efter jeg fik hjernerystelse, er at være hende den kedelige.
Og med alle mine behov lige nu, får jeg ofte følelsen af at være det.
⠀
Men også når jeg er sammen med dem, giver de mig så meget energi og modbevis på den følelse.
⠀
Og selvom prisen kan være lidt høj dagene efter, så kan jeg med, min stramme badehætte på, mine muldvarpe øjne, ømme nakke og voldsomme hovedepine, tage mig selv i at små klukke lidt over noget, som vi har grint af eller blive rørt af, noget vi har talt om, og kan mærke en varme i hele min krop, som gir mig følelsen af stadig være noget og nogens bedste veninde . 🙏
#minhjernerystelse #hjernerystelse #hjernerystelsesforeningen ⠀
Jeg har taget en beslutning om, at min hjernerystelse på ingen måde skal ødelægge mit positive livs syn…. Det livssyn som jeg altid har haft.
⠀
Da mine børn blev født, gav jeg dem lovning på, at livet er værd at leve og at jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at vise dem at det også er sandt.
⠀
Så hvis jeg lægger mig fladt ned nu (hvilket jeg har lyst til rigtig mange dage), så giver jeg jo slip på det, som jeg er og står for. Jeg giver slip på mit løfte, og mine livs kræfter vil visne.
⠀
Mine børn er mine største testpersoner. De “tager” stadig bare hvad de nu kan bruge fra mig. Uden at se sig tilbage.
Så de har lært mig at sige højt; Hvad jeg kan, hvornår jeg kan, hvor meget jeg kan, og om det er det jeg vil prioritere.
⠀
Den ubetingede kærlighed de giver mig, er min kilde til at “kæmpe”, når det er mega hårdt at være mor med hjernerystelse.
⠀
Børn har en evne til at være i nuet og acceptere situationen (hvis jeg selvfølgelig tager mig selv alvorligt)
Når jeg F.eks ligger og holder en pause og Lotte kommer forbi, og som det mest naturlige ser på mig og siger “er du gået kold mor”? – Og jeg svarer med lukkede øjne “ja, ligger
lige lidt”, imens hun danser videre ind i stuen og fortsætter sit liv…. Som om alt er lige præcis som det skal være. Der tænker jeg, at det er jo vildt at hun slet ikke mærker, at jeg ikke er som jeg var før. At hun slet ikke savner mig som den jeg var før. Og er hun slet ikke bekymret for, om jeg nogensinde kommer 100% på banen igen osv.
Ind imellem kan hun sige: “øv mor, jeg ville ønske du ikke havde været i ulykken”, og når vi så taler om det siger hun , “mor, jeg er bare så glad for at du er kommet hjem fra hospitalet og er hos os”.
⠀
Og Anton, som jo er det ældre, sender mig kærligheds erklæringer og fortæller mig hvor betydningsfuld jeg er for ham, og stadig er overfor mig som han altid har været, bare nu med de hensyn der skal tages feks., “mor, har du lige overskud til lige at høre et nummer” (han spiller guitar), så er det, at mine tanker om, hvorvidt jeg gør det godt nok, om jeg er tilstrækkelig nok og tilstede nok osv., forsvinder for en stund, og jeg kan være i nuet ligesom dem.
⠀
De 2, de er sgu mine største læremestre🙏
Tusind tak, fordi du fulgte med i Sisses hverdag med hjernerystelse!
