Hjernetræthed efter hjernerystelse
Hjernetræthed eller “mental fatigue” er en af de mest udbredte symptomer efter en hjernerystelse og kan samtidigt være meget indgribende i hverdagen.
Hjernetræthed er ikke almindelig træthed
Hjernetræthed er ikke det samme som almindelig træthed og leder ofte til problemer med at overskue situationer, bearbejde indtryk og/eller at koncentrere sig. Denne form for træthed er anderledes og langt mere indgribende end almindelig træthed og hvis ikke den respekteres, kan det medfører en midlertidig forværring af tilstanden i dagene efter. Man risikere så at sige at skulle “betale renter” for at udføre en aktivitet med hjernetræthed.
Mens nogen hjernerystelseramte kan starte dagen som vanligt, kan hjernetrætheden hurtigt sætte ind efterhånden som hjernen har været aktiveret. Andre kan vågne op om morgenen med et niveau af hjernetræthed, som følger dem resten af dagen og som enten er konstant eller bliver værrer som dagen skrider frem.
Hvilke aktiviteter som udtrætter hjernen er individuelt, men ofte er det aktiviteter med mange indtryk, sociale begivenheder eller koncentrationskrævende opgaver som bevirker hjernetræthed.
Hjernetrætheden kan derfor påvirke en række forskellige helt basale aktiviteter såsom socialt samvær, arbejde og daglige gøremål, som ikke var noget problem før hjernerystelsen, hvilket betyder at man skal planlægge og udvælge de daglige gøremål med trætheden in minde.
Hvorfor opstår hjernetræthed?
Flere forskellige faktorer kan bidrage til eller forværre hjernetrætheden, herunder:
– Hjernen skal bruge mere energi på at hele og/eller oplader langsommere.
– Søvnmangel, for meget søvn eller dårlig søvn.
– Hjernen skal bruge mere energi til krævende aktiviteter.
Når trætheden manifesterer sig, er det sjældent en god idé at presse på med de aktiviteter man nu er i gang med. Nogle oplever endda en træthed som kan forveklses med det at være alkoholpåvirket, hvor balance, tale og tænkning er stærkt påvirket som følge af trætheden.
5 gode råd til at håndtere hjernetræthed
1: Hjernetræthed er helt normalt
Husk på, at det er helt normalt at blive hjernetræt efter en hjernerystelse. Det kan være svært at forklare andre og at forstå selv, men det er et alment anerkendt fænomen efter hovedtraumer/hjernerystelser. Det er altså ikke dig, som er unormal, men din hjernerystelse, som gør, at du fungerer anderledes end før.
2: Nye måder at slappe af
De fleste bruger mobiltelefoner, serier og socialt samvær til at slappe af, men i nogle tilfælde virker disse også udtrættende efter en hjernerystelse. Så måske kan du med fordel finde på andre aktiviteter til at slappe af, som fx høre en rolig podcast/lydbog, lave en åndedrætsøvelse eller måske male lidt i en malebog.
3: Hold hyppige pauser
For nogle kan det hjælpe til at bevare energien længere op ad dagen, hvis man holder hyppige pauser under krævende aktiviteter. Særligt hvis det betyder, at du samlet set kan være mere aktiv i længere tid uden markante og varige symptomforværringer, så overvej at opbygge en vane med pauser.
4: Mindre træthed gennem bedre håndtering
For de fleste bliver hjernetrætheden mindre over tid. Der findes også strategier, der kan hjælpe dig med at håndtere den, og du kan få sundhedsfaglig vejledning, hvis du har brug for støtte.
5: Her kan du blandt andet få hjælp
Hjernerystelsesforeningens telefoniske rådgivning, Hjernerystelseslinjen, kan sparre med dig om din hjernetræthed, om hvilke strategier der kan være bedst for dig, og hvor der er hjælp at få.
Flere kommuner har tilbud om vejledning i “energiforvaltning”, som kan hjælpe ved hjernetræthed på det kommunale kommunikationscenter, hjerneskadeteam eller hos Hjernerystelseskoordinator / hjerneskadekoordinator. Vi har lavet en oversigt om mulighederne nær dig.
På websitet www.brainfatique.se er der et selvvurderingsskema ift. hjernetræthed, som du kan bruge til selv at få et overblik over din træthed, eller i samarbejde med din læge eller andre fagpersoner.