Fra hjernerystelse til at hjælpe andre
Efter fire hjernerystelser på seks måneder måtte Vibeke stoppe. I dag sidder hun i den anden ende af telefonen og taler med andre, der står midt i det samme.
“Det giver så meget mening at kunne give håb og viden til andre”
En sommerdag i 2019 falder Vibeke på sin terrasse, mens hun forsøger at redde sit vasketøj fra et skybrud.
“Jeg reddede mit vasketøj, men fik også den første af i alt fire hjernerystelser på seks måneder,” fortæller hun.
April 2026
Det begynder at gentage sig
Den første hjernerystelse kommer hun sig hurtigt over. Efter to uger er hun tilbage på arbejde som anæstesisygeplejerske og genoptager sin hverdag.
Men i månederne efter bliver hun ramt igen og igen.
I oktober slår hun hovedet på en skærm under sit arbejde. Hun bliver svimmel, men fortsætter. Kort tid efter støder hun hovedet sammen med en kollega.
“Det hele sejlede rundt,” fortæller hun.
Hun bliver sygemeldt og trapper langsomt op igen. Hen over julen er hun oppe på 20 timer om ugen og tænker, at det nok skal gå.
Men i januar 2020 sker det igen. Under en operation får hun en operationslampe i baghovedet.
“Så var jeg helt og aldeles færdig.”
Da det hele stoppede
Det lykkes hende aldrig at vende tilbage til arbejdet. I maj 2020 bliver hun opsagt.
“Det var det bedste for mig, fordi jeg ikke selv kunne finde ud af at give mig selv lov til at være syg. Det var først der, min egentlige heling kunne starte.”
På det tidspunkt har hun mange symptomer, og forløbet er svært.
Langsomt fremad
Vibeke prøver forskellige behandlingsformer undervejs. Noget har ingen effekt. Andet hjælper.
Det er først, da hun begynder hos en akupunktør, at hun mærker en forandring.
Ikke fra den ene dag til den anden. Men lidt efter lidt.
“Ganske langsomt blev det bedre,” fortæller hun.
Hun begynder at kunne se en vej frem igen.
Et nyt liv
I dag ser Vibekes liv anderledes ud end før.
Hun holder fast i det, der stadig er muligt, og i det, der har ændret sig.
“Pointen er, at det nok langsomt skal blive bedre.”
At lytte, fordi man selv har været der
Hun er i dag frivillig på Hjernerystelseslinjen, hvor hun taler med mennesker, der står midt i et forløb med hjernerystelse.
Her trækker hun både på sin faglige baggrund som sygeplejerske og sine egne erfaringer.
Hun ved, hvordan det er at stå i det, de ringer med.
Ting tager tid
Når Vibeke ser tilbage, er der én erkendelse, der står klart:
“Ting tager tid. Nogle gange rigtig lang tid.”
Men det betyder ikke, at det ikke bliver bedre.
Vil du også være der for andre?
På Hjernerystelseslinjen taler frivillige med mennesker, der står midt i et forløb med hjernerystelse. Samtalerne kan gøre en stor forskel.
Har du selv erfaring med hjernerystelse og lyst til at lytte og dele ud af dine erfaringer, er du meget velkommen som frivillig.
