Seminar: Fordybelses-eksperiment for hjernerystelsesramte

Eksperimentet ”FORDYBELSESTID FOR HJERNERYSTELSESRAMTE” er ved at være godt i mål, og nu deler vi erfaringerne på et seminar

Tid til fordybelse som del af arbejdsrutinen

Eksperimentet ”FORDYBELSESTID FOR HJERNERYSTELSESRAMTE” er ved at være godt i mål, og nu deler vi erfaringerne på et seminar

I løbet af årets første måneder har 16 hjernerystelsesramte eksperimenteret med dagligt at afsætte en time af deres arbejdstid til FORDYBELSE. De har lukket al støj ude og skabt tid, rum og ro til at fokusere på én arbejdsopgave ad gangen – med det formål at øge arbejdsglæden, trivsel og den kognitive præstation og samtidig give hjernen de bedste betingelser for at genoptræne.

Vi har involveret deres nærmeste leder med håbet om, at eksperimentet med de nye hjernevenlige arbejdsrutiner kan inspirere hele arbejdspladsen.

Det er der kommet en masse gode erfaringer ud af, som vi glæder os til at dele.

Tid og sted

Onsdag den 17. maj, kl. 14.00 – 16.00 i Foredragsalen på 15. etage i Mærsk Tårnet på Panum Instituttet (Københavns Universitet, Blegdamsvej 3, Foredragssal 7.15.92).

Program

– Håb, hjernerystelse og neuroplasticitet

– Fordybelse som superkraft

– Erfaringer fra eksperimentet

– Konkrete redskaber

– Debat og videndeling

Seminaret afvikles hjernevenligt med pause. Der vil være kaffe, te og chokolade.

Målgruppe

Seminaret er for dig, der er vidensarbejder og har længerevarende følger fra en hjernerystelse, og dig der er leder for medarbejdere med følger fra en hjernerystelse. Du er også velkommen, hvis du arbejder inden for pension, forsikring, fagforening eller HR og har interesse for emnet.

Bag eksperimentet står

Projektet er et samarbejde mellem neurobiolog, ph.d. Trine Nygaard, forfatter og ledelsesrådgiver Pia Hauge samt Hjernerystelsesforeningen. Projektet er støttet af Velliv Foreningen.

Tilmelding

Seminaret er gratis, men kræver tilmelding. Der er begrænset antal pladser, og vi kører efter først-til- mølle-princippet. For tilmelding skriv til: trine@trinenygaard.dk Du er ligeledes velkommen til at tage kontakt, hvis du har spørgsmål.

Baggrund

Ca. 25.000 danskere rammes hvert år af en hjernerystelse og for en stigende andel varer symptomerne i måneder og endda år. Vi ved endnu ikke, hvorfor nogle mennesker rammes af længerevarende følger, men et bud kunne være, at måden hvorpå vi lever og arbejder ikke er så hjernevenlig endda. Det er ofte vanskeligt for hjernerystelsesramte at vende tilbage til arbejdet, fordi det moderne arbejdsliv hurtigt overstimulerer hjernen med bl.a. skærmarbejde, støjende omgivelser og kompleks opgaveløsning. Projektets overordnede formål er at undersøge og skabe opmærksomhed omkring, hvordan hjernevenlige rammer i arbejdslivet kan bidrage til, at mennesker, der er ramt af senfølger fra en hjernerystelse, får bedre mulighed for at fastholde deres arbejdsevne. Erfaringer fra projektet formidles via podcast, et gratis seminar og på sociale medier

Bag projektet står

Trine Nygaard (cand.scient., ph.d.) har i +15 år arbejdet som hjerneforsker i både universitetsverdenen og medicinalindustrien. I dag har Trine fokus på hjernerystelse og det hjernevenlige arbejdsliv som selvstændig rådgiver. Trine er desuden frivillig rådgiver i Hjernerystelsesforeningen.

Pia Hauge (cand.mag.) er selvstændig ledelsesrådgiver bl.a. med erfaring fra talentudvikling i DR. Pia er forfatter til bogen ”Kontorkoma – fra støj til fordybelse i dit arbejde”, der er et bud på, hvordan fremtidens arbejdspladser kan designes mere hjernevenligt, så trivsel, kreativitet og produktivitet løftes.

Hjernerystelsesforeningen er en landsdækkende patientforening, der arbejder på at gøre en positiv forskel for de mange danskere, der oplever akutte eller længerevarende følger af hjernerystelse. Projektet er gjort muligt på baggrund af en bevilling fra Velliv Foreningen.