Sådan forbereder du dig til et møde med kommunen

At skulle til møde med kommunen kan føles som en stor udfordring, især når du står i en situation med senfølger efter en hjernerystelse. Vores socialrådgiver, Lotte Tobiasen, har mange års erfaring med at hjælpe medlemmer, og her deler hun sine gode råd til, hvordan du kan forberede dig bedst muligt til mødet.

  5 MIN LÆSNING
LotteTobiasen-portr_DSC0090

Lottes råd til, hvordan du forbereder dig til et møde med kommunen

Jeg får en del opkald fra medlemmer, der skal til møde med f.eks. deres nye sagsbehandler på jobcentret eller rehabiliteringsteamet. Det kan være, at de er på sygedagpenge eller i et jobafklaringsforløb, og de skal måske udredes i forhold til fleksjob eller førtidspension.

Deres indledende spørgsmål til mig er ofte: “Hvad skal jeg sige?” Mit korte svar er: “Du skal sige det, som det er.”

For at uddybe, så skal man selvfølgelig ikke forsøge at snyde systemet, så det er vigtigt at være åben og ærlig. Men man må heller ikke snyde sig selv. Jeg har erfaring med, at risikoen for at snyde sig selv er større end at snyde systemet. Det handler om, at man ikke kan være ærlig om noget, man ikke selv er bevidst om eller har erkendt. Hvis du ikke har erkendt dine egne begrænsninger, kan kommunen ikke tage hensyn til dem, og du risikerer at snyde dig selv.

Lottes gode råd

Gode råd til mødet med kommunen eller rehabiliteringsteamet:

  • Forbered dig grundigt inden mødet.
  • Skriv dine spørgsmål og de oplysninger, du skal huske at give, ned, og tag dem med til mødet.
  • Vær konkret. F.eks. skriv eller fortæl, hvor mange pauser du tager i løbet af en dag, i stedet for at bruge ordet “mange”.
  • Husk at forholde dig til, hvordan du havde det før, du fik hjernerystelse – ikke hvordan du har det i øjeblikket.
  • Husk, at du også har ret til et fritids- og familieliv, og at du ikke skal bruge al din energi på arbejdet.
  • Tag altid en bisidder med.
  • Husk, at de mennesker, du skal mødes med, som udgangspunkt er venlige og vil dig det bedste. Jeg hører faktisk oftere om gode møder med rehabiliteringsteamet, end om dårlige.

Har du spørgsmål eller brug for sparring før eller efter et møde med kommunen, er du altid velkommen til at ringe til mig.

Med venlig hilsen

Socialrådgiver Lotte Tobiasen.