Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

En hjernerystelse er en fysisk hjerneskade

En hjernerystelse opstår som følge af et fysisk hjernetraume, og konsekvensen heraf betragtes som en mild traumatisk hjerneskade. Det er derfor afgørende, at behandlingen afspejler dette og tager udgangspunkt i allerede eksisterende retningslinjer samt vidensrapporter inden for hjernerystelseområdet. At betragte senfølger efter en hjernerystelse som en funktionel lidelse er ikke blot i strid med gældende viden – det forsinker også rettidige og effektive interventioner, der kunne hjælpe den ramte tilbage til en normal hverdag.

hjernerystelse-er-en-hjerneskade

Hjernerystelse må ikke opfattes som en funktionel lidelse

Hjernerystelse er en fysisk skade på hjernen som følge af et hovedtraume.
En hjernerystelse kan medføre en række forskellige symptomer, som kan variere fra person til person i art og omfang. Ingen hjernerystelser er ens.

Funktionelle lidelser er en samlebetegnelse for en række sygdomme, hvor man har nogle fysiske symptomer, der ikke kan tilskrives en anden kendt og veldefineret diagnose.

Symptomerne på funktionel lidelse kan ligne symptomer på hjernerystelse. Men ved hjernerystelse er der tale om en skade forårsaget af en fysisk påvirkning af hjernen. Anvendelsen af betegnelsen funktionel lidelse risikerer at skygge over andre tilstande, der kan og bør diagnosticeres korrekt.

Det gælder blandt andet for patienter med hjernerystelse eller følger efter hovedtraume, og hvor patienterne opfylder kriterierne herfor.

Hjernerystelsesforeningen advarer derfor på det skarpeste mod anvendelsen af begrebet funktionel lidelse, når der i realiteten er tale om symptomer efter en kendt diagnose og med en kendt skadesårsag i form af et hovedtraume.

Hvis patienter med hjernerystelse fejlagtigt diagnosticeres med en funktionel lidelse, får de ikke den behandling, de har behov for. Behandlingen af denne type hovedtraume er velbeskrevet, og forudsætter en tværfaglig og specialiseret rehabiliteringsindsats der følger interventionerne defineret i Den Nationale Kliniske Retningslinje for behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse. Derfor mener Hjernerystelsesforeningen, at det er af største vigtighed, at man ikke diagnosticerer patienter med hjernerystelse, som om de havde en funktionel lidelse.