“Jeg fandt tilbage til min krop – ét åndedrag ad gangen”
I efteråret 2020 står Laura midt i en kreativ storm på sin skuespilleruddannelse i Norge, da et slag mod hovedet ændrer alt. Det, der starter som “det går nok”, bliver til måneder med grænser, tvivl og nye opdagelser om kroppen.
Da signalerne blev umulige at ignorere
På skolen i Norge er undervisningen igen i fuld gang efter lockdown. Klassen arbejder tæt, tempoet er højt, og Laura kaster sig ind i øvelserne, som hun plejer. Men i løbet af ugen rammer et par uheldige slag mod hovedet og noget begynder at føles forkert. Svimmelheden melder sig i pauserne, trætheden ligger som et slør over kroppen, og selv de velkendte bevægelser kræver pludselig mere, end de plejer. “Jeg tænkte: det går nok. Jeg har slået hovedet før. Men denne gang føltes det forkert. Trætheden, svimmelheden… noget var anderledes.”
Alligevel forsøger Laura at fortsætte. Hun tager solbriller på i øvelokalet, skruer ned for lyset og prøver at være med – prøver at være “sig selv” og leve op til det, der før var let. Men signalerne fra kroppen bliver tydeligere dag for dag, og til sidst når hun et punkt, hvor hun må sætte en grænse. “Det var ekstremt hårdt at stoppe produktionen. Men det var nødvendigt. Jeg nåede virkelig til et punkt, hvor jeg måtte vælge mig selv.”
November 2025
Et liv vendt om – og genopbygget
Hjernerystelsen trækker dybe spor ind i Lauras hverdag. Pludselig skal hun leve i et helt andet tempo, i en krop der ikke reagerer, som den plejer. En krop, hun ellers havde kendt hele sit arbejdsliv. “I starten var det virkelig svært. Det vendte min verden på hovedet. Men det indadvendte rum gjorde også noget ved mig. Jeg fandt nysgerrighed og sider af mig selv, jeg ikke havde set før.” Der hvor hun før gik frem med hovedet først, måtte hun nu lære at gå frem med kroppen.
Et værelse i Danmark og en ny begyndelse
Et halvt år senere tager Laura en beslutning: Hun tager hjem til Danmark for at færdiggøre uddannelsens andet år i roligere omgivelser. Hos sin mor, i et lille værelse med et vindue mod et træ, begynder hun en praksis, der skulle ændre alt. “Jeg fik til opgave at lave min egen daglige rutine. Jeg startede med en øvelse og sluttede altid med at danse ud fra det, kroppen mærkede lige dér.” Der, midt i afstand til klassekammerater, krav og rytmer, opstår noget nyt: en intuitiv, sanselig måde at bevæge sig på. Uden præstation. Uden korrekthed. Uden dom. Kun kroppen og et lille øjeblik af frihed. “Det blev dagens bedste stund. For en stund kunne jeg være fri, og ikke tænke på mine symptomer.”
At lytte, når hovedet siger stop
Selv om Laura i dag har det bedre, arbejder hun stadig med lytten. Bare på en anden måde. “Mine symptomer var engang så tydelige, at jeg ikke kunne ignorere dem. Nu prøver jeg at lytte på en anden måde.” I prøverummet, på scenen, i nervøsitetens spidse øjeblikke, er den intuitive bevægelse blevet et redskab, både fagligt og personligt. “Når jeg bliver nervøs, bruger jeg sanserne og intuitionen. Det hjælper mig til ikke at overtænke.”
Et rum hvor kroppen får lov
Når Laura taler om sit kommende hold hos Aftenskolen Pas På Hovedet i intuitiv dans for hjernerystelsesramte, falder ordene med en særlig ro og overbevisning. “Jeg håber, de finder glæden ved alt det, deres krop kan – lige dér hvor den er.” Hun håber, deltagerne får små glimt af frihed, af lyst, af bevægelse der føles rigtigt. Og måske noget endnu vigtigere: “At sætte grænser. At lytte til kroppen. At mærke deres intuition, ikke kun i dans, men i relationer og i hverdagen.”
En veninde og en fælles rejse
Under sin egen hjernerystelse bliver Laura også støtte for en veninde, der bliver ramt hårdt og langvarigt. “Jeg lærte, hvor vigtigt fællesskab er. At vi nogle gange skal give løsninger og andre gange bare lytte.” De danser sammen, går ture, mediterer. De holder små “introverte fester”. Og Laura lærer noget om styrke: “Folk med usynlige skader møder så intense erfaringer. Det giver en særlig styrke, som er utrolig inspirerende.”
At give sin erfaring videre
Derfor er Laura klar til at undervise. Til at dele sin praksis. Til at skabe et rum for andre, som står det sted, hun selv stod. “For mig var det banebrydende at finde en måde at bevæge mig på, der føltes frit. Det gav mig glæde – og hjalp mig med at holde fast i disciplinen i min heling.” Nu vil hun give den oplevelse videre.
Ét råd at give videre
Når Laura skal give ét råd til nogen, der forsøger at finde tilbage til kroppen efter en hjernerystelse, er det dette: “Læg mærke til de små ting, du allerede gør. Drikke et glas vand. Gå en tur. Strække dig. De små handlinger er begyndelsen til at mærke kroppen igen.”
Lauras kursus i intuitiv dans og bevægelse
Og netop den tilgang, at lade kroppen vise vejen uden pres og uden præstation, er kernen i Lauras nye kursus Hjernevenlig Dans hos Aftenskolen Pas På Hovedet. Et rum, hvor bevægelse ikke skal se ud på en bestemt måde, men føles rigtigt. Og hvor deltagerne kan undersøge det, Laura selv genopdagede: at kroppen nogle gange ved vejen, længe før hovedet gør.
Lauras kursus begynder i det nye år, og du kan allerede nu skrive dig op til en plads på holdet ved at sende en mail til julie@hjernerystelsesforeningen.dk
Denne sektion er støttet af Erasmus +
Synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk, er udelukkende forfatterens/forfatternes og er ikke nøvendigvis udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgan for Uddannelse og Kulturs (EACEA) officielle holdning. Hverken den Europæiske Union eller EACEA kan holdes ansvarlig herfor.
