Du skal huske at tage din egen iltmaske på først, før du kan hjælpe den ramte
Lea Provstgaard Larsen er cand.mag i audiologopædi, og en meget erfaren hjernerystelsesvejleder hos bl.a. CSV i København. Hun forklarer hvordan du som pårørende bedst kan hjælpe den ramte, samtidig med at du passer på dig selv. Og hun giver gode praktiske råd til hele forløbet.
10 MIN LÆSNING
Hvor er et godt sted at starte hvis man er pårørende til en ramt med følger af hjernerystelse?
Når en person bliver ramt af en ulykke, som en hjernerystelse er, så er det ikke kun den enkelte, der bliver ramt af ulykken, men i høj grad også dennes familie. Hvis man bor sammen, så vil rollerne i familielivet naturligt ændre sig i en periode og den pårørende vil få mere ansvar for det daglige arbejde i hjemmet. Her er det rigtig vigtigt at gøre sig klart, at man har fået en stor ekstra opgave at tage sig af samtidig med, at man skal forholde sig til bekymringer om hjernerystelsen og give omsorg og støtte til den ramte. Det er sådan vilkårene er i øjeblikket, og det er I begge helt uden skyld i.
For at kunne overkomme dette, er det en god idé at gå efter de nemme løsninger mht. den daglige husholdning: købe mere færdiglavet mad, hente børnene lidt senere end normalt og bede om hjælp i sin omgangskreds til at få løst praktiske opgaver i det daglige. Man skal nemlig også passe på sig selv i sådan en proces og spare på sine kræfter, både for sin egen og for den ramtes skyld.
18. april 2023
Hvordan kan man som pårørende bedst støtte op om den ramtes rehabilitering?
Det er en god idé at sætte sig ind i, hvad hjernerystelse er og hvilke former for symptomer, man kan få, så man kan forstå og støtte den person, der er blevet ramt. Her kan man finde information på eksempelvis Hjernerystelsesforeningens hjemmeside. Samtidig skal man huske, at alle bliver ramt forskelligt og at hjernen kan reparere på mange ting selv, hvis blot den får tid og gode rammer. Men der kan også være nogle ting, der kræver behandling eller anden struktureret indsats.
Hvis du er i tvivl om, hvad der er op og ned i symptombilledet, så kan det være en god idé at du selv eller I begge opsøger en fagperson med bred viden om hjernerystelsessymptomer, der kan give en samlet vurdering af, hvad der er på spil. Der er forskellige fagfolk, der kan besidde denne form for viden. I kan i første omgang prøve at kontakte jeres kommune og det lokale kommunikations- eller specialundervisningscenter. Det kan også være, at I må gå til en privatpraktiserende fagperson, som har specialiseret sig i hjernerystelse, da det ikke er alle steder i landet, at der er et offentligt tilbud til hjernerystelsesramte.
Med hensyn til, hvordan I skal gribe rehabiliteringsprocessen an, så er det en god idé at starte med at finde ud af, hvad der er ’hjørnestenene’ i symptombilledet og se om I kan finde frem til, hvilket ét af symptomerne, der skal sættes ind overfor først. Det kan enten være det, I finder er vigtigst, eller det, der er nemmest at gøre noget ved. Hvis der kan rykkes positivt ved ét symptom, vil det formodentlig også få en positiv effekt på de andre symptomer.
Er der noget man som pårørende skal være særligt opmærksom på ift. at støtte og hjælpe den ramte?
De fleste symptomer efter hjernerystelse er usynlige for os, der står på sidelinjen. Det kan hjælpe på forståelsen, hvis man bruger forklaringer som: ”Det er ligesom om at få en anden persons briller på, når øjnene ikke kan samarbejde længere. Man ser sløret eller dobbelt og bliver svimmel.” Eller: ”Det er som om, at der er nogen, der har tændt flere radioer og TV-skærme omkring én og har skruet alt for højt op. Det bliver for intenst og for forvirrende.” Men selv om du prøver at forstå, så kan du sjældent regne ud, hvad der skal til for at hjælpe den ramte. Derfor er det rigtig godt, hvis den ramte kan få hjælp af en fagperson til at lægge strategien for rehabiliteringen og til at lære energiforvaltning.
Du vil som pårørende sikkert gerne løse den ramtes problemer og allerhelst ændre på virkeligheden, hvis det var muligt, men det kan du desværre ikke. Det du til gengæld kan er at være der for den ramte og tilbyde både praktisk hjælp og omsorg i en svær tid. Giv plads til, at han eller hun gerne må have det dårligt. Det er et vilkår i øjeblikket, og I må fokusere på, hvordan I kan indrette jer, så I også har gode stunder sammen og husker at nyde dem.
Hvordan finder man bedst balancen mellem at hjælpe og støtte uden at overtage for meget af styringen fra den ramte?
Når man er ramt af følger efter en hjernerystelse, er der mindre energi på ’hjernebatteriet’ til at udføre alle de mange komplicerede funktioner, som hjernen normalt tager sig af uden at vi lægger mærke til det. Hjernen må derfor prioritere, hvilke funktioner den skal holde kørende og hvilke, der midlertidigt ikke kan blive opretholdt – eller kun kan være ’tændt for’ i kort tid på dagen, når den ramte er mest frisk. Vores mest komplicerede kognitive funktioner så som evne til overblik, planlægning, beslutningstagning, multitasking, kreativitet og veltalenhed vil typisk være dem, som hjernen ikke har energi nok til at opretholde på normal vis. Derfor er det en stor hjælp for den ramte, hvis der er en pårørende eller en fagperson, som hjælper til med koordinering af indsatser i rehabiliteringsforløbet. Det er dog en meget stor opgave, og det kræver meget af den, der påtager sig opgaven. Der vil typisk være modstridende interesser og holdninger fra omgivelsernes side af, og ofte har arbejdsgiver, kommunal sagsbehandler og egen læge – naturligt nok – ikke særlig stor viden om hjernerystelse.
Hvis du som pårørende tager dig af at prøve at navigere i dette samt tage hensyn til forskellige behandleres træningsprogrammer, den ramtes behov, hensyn til familien og til dig selv, skal du vide at der ikke findes nogen ’rigtige løsninger’. Der er forskellige veje at gå, og vi kan alligevel ikke overskue konsekvenserne af vores valg på forhånd, da der er så mange ubekendte i sådan et rehabiliteringsforløb. Det handler om at forholde sig til, hvad man har af muligheder, og så gå på en masse kompromisser, der sjældent føles særligt tilfredsstillende. Fokuser på, hvad der er den vigtigste koordinerings-opgave at få løst pt. og hjælp den ramte med det. Resten må vente til senere, eller du kan prøve at uddelegere opgaver til andre i omgangskredsen, hvis det giver mening. Du skal passe på med at påtage dig mere, end du kan magte. Hellere sige, at der er én eller to ting, du gerne vil hjælpe til med, end at love for meget og komme til at måtte trække dig midt i processen eller selv gå ned med stress.
Hvordan kan man som pårørende bedst forholde sig til den påvirkning situationen har på parforholdet eller familielivet?
Parforhold og familier er jo meget forskellige alt afhængige af, hvem man er, men der er nogle generelle ting, man med fordel kan være opmærksom på. I de fleste familier rykker en hjernerystelse på rollefordelingen. Udfordringerne kan gøre jer begge tyndslidte, og hvis I har børn, reagerer de måske også på de ændrede forhold. Alle kan let komme til at føle sig utilstrækkelige og samtidig blive meget irriterede på hinanden, når man er uenige, eller når tingene spidser til.
Menneskers hjerner reagerer på konflikter ved at sætte vores nervesystem i højt alarmberedskab. Det er egentlig en sund forsvarsmekanisme, men i vores moderne verden er det ofte nødvendigt at hjælpe hjernen med at skrue ned for alarmberedskabet igen. Hjernen er nemlig bygget til at beskytte os imod fysiske farer, fx vilde dyr eller bjerge der skal bestiges, og aktiverer en indre ’kriger’ når den vurderer, at noget truer dig. Men den indre kriger er ikke god til at håndtere børn, der ikke vil have flyverdragter på, lange to-do lister, en partner der har hovedpine eller bekymringer om fremtiden. Hvis I som par sætter jer sammen og taler om dette, så er det ofte meget lettere at bære over med sig selv og med hinanden. Når man har øvet sig lidt, så kan man ofte også dæmpe sine indre reaktioner, sige ”pyt” og reagere mere hensigtsmæssigt overfor sin partner eller sine børn, selv om man er frustreret. Sæt jer sammen på et tidspunkt, hvor I begge har det godt, og tal åbent om, hvordan I har det, og hvilken form for hjælp I gerne vil have af hinanden, når I bliver pressede.
Hvordan sørger man for at passe på sig selv som pårørende så ens egne behov også bliver mødt?
Sørg for at bede om hjælp fra din omgangskreds og sig det højt, hvis du også oplever, at det er svært, og du ikke kan overkomme det hele. Du føler måske, at det er dig, der skal være den stærke i øjeblikket, men det kan man ikke være hele tiden. Alt efter jeres relation, kan du måske også tale med den ramte om dette. Den ramte er sikkert heller ikke begejstret for at være i denne uvante sårbare rolle, og kan måske være glad for at kunne give omsorg tilbage til dig ind imellem. Det er også en god idé at indrette det sådan, at du prioriterer tid til dig selv og mødes med nogen, der er god at tale med og giver dig god energi. Det kan være en god ven eller måske en psykolog. Du skal ud at lade dig selv op en gang imellem.
Der hjemme kan I med fordel lave aftaler om, hvem der tager sig af hvilke ansvarsområder, og hvad jeres forventninger er til hinanden. Sig højt til hinanden, hvad der vil gøre jer glade at den anden tager sig af. Og prioriter kun jeres energi på det, der er allervigtigst. Forventninger skal afstemmes løbende – for nogle fungerer det godt at holde et kort statusmøde i løbet af weekenden og planlægge, hvad der skal ske i ugen der kommer og hvem, der tager sig af hvad.
Kan du give nogle helt konkrete råd og tips man som pårørende kan have gavn af?
- Læg en ugeplan for jeres fælles liv med mange pauser (hvis I bor sammen).
- Læg også madplan og gør det så nemt som muligt. Rugbrød og færdigretter er helt ok.
- Hold statusmøder og aftal, hvad I fokuserer på lige nu, og hvad der må vente.
- Søg hjælp i din omgangskreds.
- Planlæg hyggelige ting for dig selv.
- Tal om andet end hjernerystelse. Nyd de gode ting, I kan lave sammen.
- Husk at du ikke kan løse den ramtes problemer, men du kan støtte og skabe gode rammer.
- Pas godt på dig selv. Det er ligesom i flyet: man skal tage sin egen iltmaske på først, før man kan hjælpe andre.
