Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

“Det er OK, mor, du er jo bare træt!”

Gertrud Grabbert er 36 år, gift og bor i København. Du kan her læse hendes hudløst ærlige og personlige beretning om det at være forælder og samtidig kæmpe med senfølger efter hjernerystelse. Gertrud har en datter på 6 år og en søn på 4 år.
Gertrud Grabbert

En hverdag med træthed og hovedpine

Det er OK, mor, du er jo bare træt! Det sagde min seksårige til mig en dag, efter jeg undskyldte for hårdt at bede hende og hendes lillebror på fire år om at skrue ned for lyden. Lyden var deres glade stemmer, som fortalte om deres dag og var glade for at se mig. Jeg var træt, havde hovedpine og mit batteri var helt tomt. Jeg krammede hende med et ’nej, det er ikke okay’, mens jeg græd stille tårer ned i hendes hår.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var et tænkt eksempel. Eller at det kun var sket en gang. Men det er en del af vores hverdag. Heldigvis ikke hver dag. Antallet af vrede udbrud afhænger af min energi, men de er der. Jeg har senfølger efter en hjernerystelse for 2½ år siden. Jeg har det godt med en hverdag med familie, arbejde, fritidsaktiviteter og venner. Men nogle dage har jeg det ikke så godt. Så er jeg overstimuleret, har sovet dårligt eller er alt for træt. Og så går det ud over mine nærmeste, dem jeg elsker højest. Dem som det er min vigtigste opgave at passe på og give det bedste, der findes. Mine børn. Helt små fine mennesker, der er ved at udvikle sig. Og det plager mig.

Det er svært at blive konfronteret med afmagten

Der har været mange svære ting ved at have hjernerystelse. Den evige ensomme jagt på behandling og heling har været lang og hård. Og jeg er ikke lykkedes med at hele helt. Hverken fysisk eller psykisk. Accepten af mit nye liv har været utrolig svær at finde frem til. Og selvom jeg øver mig og arbejder på det, er jeg ikke i mål endnu. Men uden tvivl er smerten ved at se, hvad det gør ved mine børn, det værste.

Mine børn er opmærksomme på, hvordan jeg har det. Den ældste kan tysse på den mindste, hvis han leger for højlydt. Jeg ser min ældste hjælpe sin lillebror i en udstrækning, hvor jeg overvejer, om hun prøver at gøre op for min manglende formåen. Det gør ondt, fordi det er mine opgaver, og jeg oplever ikke at kunne være den forælder, jeg troede jeg ville være. Jeg bekymrer mig og græder ofte i kulissen. Samtidig er jeg vred. Vred over at den ulykke skulle ramme mig. Vred over at det tager så lang tid. Vred over at det går ud over mine børn. De har jo ikke bedt om det her. Jeg bebrejder mig selv for at ødelægge den gode stemning og ikke kunne rumme de børn, jeg selv har valgt at få. Jeg føler igen og igen, at jeg gør mit bedste, og alligevel har jeg den urimelige opførsel, som skriger manglende overskud. Det gør ondt, fordi det er svært at blive konfronteret med afmagten.

Et god og tryg opvækst

Jeg har hørt det fra andre forældre med hjernerystelse. Nu deler jeg mine tanker og følelser ved at rette blikket ud og dele, for måske er der ikke mere at finde i min egen bebrejdende navle. Jeg synes, det er vigtigt at tale om vores smerte og sorg. For at fortælle at vi er ikke alene, for at bryde et tabu, for at få hjælp og for at give vores lidelse og sorg plads. Jeg tror på, at erkendelsen af sorgen er en del af at rejse sig. Jeg har erkendt mine udfordringer og ofte udtrykt min bekymring til min mand, familie og venner. De beroliger mig og fortæller, at mine børn trives som hele, glade og helt almindelige børn med op- og nedture.

Jeg talte med en familieterapeut, der forsikrede mig om, at mine børn har det godt, og at jeg, sammen med deres far, giver dem et godt og trygt miljø at vokse op i. Det gør mig lettet og samtidig lidt trist, fordi jeg ved, at det meste bor i mig og min egen tvivl på mig selv. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have været som forælder, hvis ikke jeg havde haft hjernerystelse. Men jeg føler, noget er taget fra mig. Og den følelse af tab tror jeg altid vil følge mig. Jeg mistede noget den dag, jeg slog mit hoved, og det er en del af min historie, som jeg må tage med mig.

Ærlighed og rummelighed

I min proces med at acceptere mit nye liv er jeg blevet ekspert i at se noget godt i det dårlige. Jeg har lært at være nærværende. Jeg har lært at sætte pris på små fremskridt. Med det blik kan jeg se, at jeg lærer mine børn at sige uforbeholdent undskyld. Et rent og ærligt undskyld. Og det er vigtigt. Jeg bliver på min egen banehalvdel og forklarer ikke. Der er ingen ‘men’ eller ‘du’. Mine børn får et ‘Undskyld, det skulle jeg ikke have gjort. Det vil jeg prøve at være bedre til’. Og så et kram. Og jeg mener det. Samtidig lærer mine børn, at det er okay ikke at være okay. At alle følelser er velkomne. De ser mig være ked af det og græde, de ser mig være rasende og rød i hovedet, de ser mig komme tilbage og undskylde, de ser mig være flov over mig selv, de ser mig være dansende lykkelig, og de ser mig være stolt over mig selv. De lærer, at det, de føler, er okay, for det er det, de føler, og det kan ingen tage fra dem.

Jeg ved fra andre forældre, også uden hjernerystelse, at følelsen af at være utilstrækkelig nærmest følger med det at blive forælder. Så måske er det de høje krav, vi sætter til os selv som forældre, vi også skal tale om. Måske skal vi, med og uden hjernerystelse, sætte ord på vores utilstrækkelighed, sorg og lidelse og støtte hinanden i at se på vores børn, og hvordan de har det, fremfor at slå os selv i hovedet med, hvad vi burde have gjort?