Det er en stor hjælp ikke at skulle stå alene med de svære følelser omkring en hjernerystelse
Mette Westh er uddannet psykolog, og har solid erfaring med at hjælpe såvel pårørende såvel som ramte med følger af hjernerystelse. Hun fortæller hvad du som pårørende kan gøre for at være den bedst mulige støtte, og forklarer hvorfor det kan hjælpe at italesætte hjernerystelsen som en tredje part i relationen.
10 MIN LÆSNING
Hvordan støtter man som pårørende bedst en ramt med følger af hjernerystelse?
Noget af det, man som ramt ofte kan have brug for fra sine pårørende kan være mental støtte, praktisk støtte samt fleksibilitet ift. ens svingende behov
Ud over hjernerystelsens typiske fysiske og kognitive mén, kan den mentale belastning ved en hjernerystelse være en af de største udfordringer ved et hjernerystelsesforløb. Man kan opleve humør-dyk, være ked af det, bange, og føle sig ensom. Mange oplever at usikkerheden omkring hvordan forløbet kommer til at gå, fylder rigtig meget. Som pårørende kan man ikke fjerne de svære følelser, selvom man ville ønske det. Den bedste hjælp er at prøve at hjælpe den ramte med at vedkommende ikke er alene med de følelser. Det kan man gøre ved at være sammen, lytte, spørge ind, og forsøge at forstå. På den måde kan man som pårørende blive en fortrolig ”makker” til den ramte i vedkommendes forløb.
Som ramt af hjernerystelse, bliver det ofte en relativt stor belastning at holde overblik, huske og koncentrere sig. Derfor kan det være en stor støtte at have pårørende, der kan hjælpe med at være tovholder på kalender, aktiviteter, behandlingsaftaler, dagligdagsgøremål osv. Man kan sige, at man som pårørende kan hjælpe med at være den ramtes hukommelse for en periode. Som pårørende kan man løbende spørge, hvad der kunne være en hjælp, eller selv foreslå at stå for diverse praktiske ting.
18. april 2023
Hvordan skaber man som pårørende en god og støttende relation til den ramte?
En af de største mentale belastninger ved at være hjernerystelsesramt, er usikkerheden ift. hvordan det kommer til at gå, samt ensomhedsfølelsen i, at være den der er ramt og mærker ménene.
Derfor er en af de bedste måder man som pårørende kan støtte en ramt, at være der, og forsøge at mindske følelsen af at stå alene med det. Man kan som pårørende på flere måder være en ”makker” for den ramte i dennes forløb. Som ”mental-makker” kan man spørge og lytte til den ramtes følelser og frygttanker. Her er det en god ide, at starte med blot at spørge og lytte, måske uden at komme med andre perspektiver, konstruktive løsninger og positive sider af det svære.
Det er trøstende for svære følelser blot at blive lyttet til. Hvis den ramte får lov til bare at have det, som vedkommende har det, vil de svære følelser nemmere lette af sig selv. Så anerkendelse, accept, trøst og forståelse kommer man langt med i første omgang. Herefter kan der måske være mere overskud hos den ramte, til en dialog omkring tankerne, frygten og usikkerheden. Måske synes den ramte, at det er rart at få andre perspektiver og konstruktive vinkler eller hjælp til handling, men spørg den ramte, hvad der hjælper mest, når I taler om det.
Kan du fortælle hvordan man mest konstruktivt håndterer de nye roller og den ubalance der kan opstå?
Når man er ramt af hjernerystelse, og derfor er ramt på ikke at kunne alt det man plejer, kan det føles ekstra hårdt at være nødt til at bede om hjælp og hensyn fra andre. Det kan bidrage til følelsen af, at man ingenting kan. Det kan hjælpe at have en tydelig dialog omkring, at det er en midlertidig situation, at det er hjernerystelsens behov og ikke den ramte som person, og være opmærksom på at lade den ramte gøre alt det han/hun kan selv.
Som pårørende kan man hjælpe ved at have en dialog med den ramte om, at det er en midlertidig situation. At den rollefordeling der er nødt til at være pga. hjernerystelsen, og den skævhed man derfor kan opleve i relationen, kun er midlertidig. Man kan som pårørende, også hjælpe med at være tydelig omkring hvordan man har det med at hjælpe. Som regel, føles det rart at der er noget, man kan gøre som pårørende. Det er svært at se ens nærmeste kæmpe med en hjernerystelse. Derfor synes mange pårørende, at det er enormt rart, når der er noget konkret de kan hjælpe den ramte med. Når den ramte ved, at den pårørende finder det rart at kunne hjælpe, kan det afhjælpe på den følelse af dårlig samvittighed over at skulle have hjælp, som den ramte ellers kan føle
Det kan ligeledes være en hjælp, at tale om at det er hjernerystelsen der har skånebehov, og at det ikke som sådan er den person der er ramt. Vedkommende ville jo meget hellere ikke have brug for hjælpen. Man kan tænke på det som at hjernerystelsen bare tilfældigvis lige har ramt vedkommende, men lige så godt kunne have ramt den pårørende, og så ville det være den pårørende, der havde brug for hjælpen. Det er bare den ramtes krop, der tilfældigvis er ramt af hjernerystelsen. Men det er ikke den ramte som person, der har de behov, eller ønsker at det skal være sådan. Det kan hjælpe at italesætte hjernerystelse som en tredje part i relationen, som man begge samarbejder om at passe. Lidt som hvis man havde fået en lille hundehvalp sammen, der skulle passes og indrettes efter.
Er der noget man som pårørende skal være særligt opmærksom på i hele forløbet med at hjælpe den ramte?
Ud over de allerede omtalte fokusområder, som at være den mentale og kognitive ”makker” (være der, lytte og hjælpe med at huske), så er det en god ide at være obs på den ramtes generelle mentale tilstand. Alle hjernerystelsesforløb er forskellige, og derfor kan vi også opleve den mentale belastning ved et hjernerystelsesforløb forskelligt. Det er dog helt normalt at reagere stærkt, særligt i starten/midten af forløbet, hvor det hele er nyt, usikkert og vi måske er hårdt ramt af mén. Når vi oplever en svær situation som det, er det helt almindeligt at blive nedtrykt, få meget triste tanker, blive opgivende, meget kede af det osv. Nogle kan opleve at få symptomer på depression, angst eller stress. Det betyder ikke nødvendigvis at man har en depression, angst eller stress.
Når vi rammes af en slags krise eller sorg, kan vi sagtens få nogle af depressions-, angst- eller stress-symptomerne, uden at det bliver til en reel depression, angst eller stress. Som pårørende er det dog en god ide, at vær obs på om det bliver meget gråt, og om det stagnerer i det dårlige. Det kan fx være hvis den ramte forbliver i stabilt meget nedtrykt humør uden svingninger (uden at kunne mærke lidt glæde ind imellem), og bliver ved med at have meget triste tanker over tid. Hvis det er tilfældet, kan det være en god ide at undersøge om der skal lidt hjælp til. Et første skridt kan være at tale med egen læge om det, og herefter vurdere om psykologsamtaler kan være gavnlige.
Som pårørende er man berørt selvom man ikke er ramt. Hvordan håndterer man de følelser af usikkerhed og bekymring, der naturligt opstår?
Det vil være næsten uundgåeligt at man oplever en del følelser af usikkerhed og nervøsitet ift. hvordan det skal gå. En måde at tage sig af sig selv i den usikkerhed, er at prøve at øve selvomsorg ift. usikkerheden, fremfor at køre i bekymringstænkning omkring den. Selvomsorg ift. de usikkerhedsfølelser (fx bange/nervøs, ked af det, frustreret) kan være at øve at give sig selv lov til at have følelsen, uden at ville fjerne den, eller kritisere sig selv for at have den. I stedet kan man øve at sige til sig selv, at det jo giver mening at man har de følelser, og at de ikke sådan lige går væk (fordi forløbet varer ved). Hvis man oplever at blive lidt ramt af følelserne ind imellem, kan man tage en lille pause når det sker. Lige trække stikket lidt, sænke kravene til sig selv, og fx tage en lille pause med noget der føles lidt som en trøst. Det kan være 20 min. under et varmt tæppe med en bog, en gåtur, eller anden rar tid. Det kan også hjælpe at huske på, at de svære følelser og usikkerheden er et vilkår i situationen. Vi kan ikke fjerne følelsen, lige meget hvor meget vi gerne vil, så vi kan lige så godt lade den være der, trøste den lidt, men så også gå videre med det vi var i gang med at gøre.
Når vi bekymrer os, kan vi have en tanke om at det hjælper; vi tænker det hele igennem, forholder os til situation, hvilket vi tænker gør os klogere på situationen, eller bearbejder den. Reelt set er det dog sjældent hjælpsomt. I praksis ender vi ofte med at køre rundt i en masse ”hvad nu hvis”-tanker, som der ikke findes svar på endnu. Vi vil også ofte kunne se at det er variationer af de samme bekymringstanker der kører igen og igen, og at vi kun bliver mere kede af det eller fortvivlede. Konstruktiv tænkning kan i stedet fx være at kigge på hvad der reelt kan gøres ift. hjernerystelsesforløbet der hvor I er nu. Prøv også at øve at at lægge bekymringstankerne lidt, eller nøjes med at tænke dem igennem én gang, når de kommer, fremfor at lade dem køre en hel eftermiddag
Ud over selv at øve at begrænse tiden hvor bekymringerne kører rundt, kan det være en rigtig god ide, selv at have nogle man taler med, og som man kan ventilere overfor. Det kan give perspektiv og andre vinkler på det man står i, som kan være med til at lette lidt på bekymringerne.
Kan du fortælle hvordan man som pårørende bedst bevarer følelsen af sig selv midt i det hele?
Man kan føle et stort ansvar som pårørende, fx for altid at være tilgængelig. Som pårørende kan man bruge meget tid på at stå for alt praktisk, og også være den mentale støtte. Det er ikke sikkert at det kan være anderledes. Men hvert menneske har brug for andre input for at kunne holde dampen oppe. Overordnet set, kan man sige at vi alle til en vis grad har brug for at kunne navigere efter vores egne behov, grænser, følelser og lyst/interesser. Vi kan sagtens køre efter andres behov og interesser en god del af tiden, men det er en balancegang, der er god at være opmærksom på som pårørende. Vi har alle brug for tid, hvor det er vores egne behov der styres efter.
Forsøg at have tidspunkter, hvor fokus er på dig selv. Prøv at vær opmærksom på hvad der lader dig op, og forsøg at have lidt tid til det jævnligt. Det kan fx være social tid med mennesker tæt på dig, alenetid med en hyggeaktivitet som læsning, eller en tur ud og bevæge kroppen. Det kan være en løbetur, tid med et stort puslespil, rengøring eller strikketøj. Det vil være individuelt alt efter interesser. Men vi har alle nogle yndlingsaktiviteter, som er ”mig-tid”, hvor vi slapper af. Det er ofte her, at vi virkelig slapper af, og kan føle at alt andet kommer lidt på afstand. Den lille pause, har vi brug for at få jævnligt.
Hvordan sikrer man at ens egne behov som pårørende også bliver mødt?
Som pårørende, kan det være svært at tage pladsen til at egne behov bliver opfyldt. Ofte udsætter vi egne behov. Vi tænker at det kan vi gøre senere, når den ramte hviler, har fået sine behov dækket eller når vedkommende får det bedre. Men som pårørende er vi en markant bedre støtte, når vi selv er nogenlunde tanket op, end vi er, når vi kører på reserverne. Vi mærker ikke altid at vores overskud langsomt forsvinder, før det virkelig brænder på. Derfor er det en god ide, at lave nogle faste rutiner omkring egne behov, som i udgangspunktet ikke er til diskussion. Så skal du ikke hver dag vurdere, om der nu er tid til at du tager dig af dig selv, om du virkelig har nok brug for det, eller om ikke der var andre opgaver der var vigtigere. I den diskussion vil vi nemlig ofte sætte os selv bagerst i køen. Men hvis vi brænder helt ud koster det dyrt, både for os og den ramte. Så for alles skyld, er det bedre at tanke lidt op jævnligt, end at skulle trække stikket helt til sidst.
Vælg små perioder eller aktiviteter, hvor du gør noget af det, der tanker dig op. Hvis der ikke er tid til en hel aktivitet, kan du øve dig i at mindre kan gøre det. Du kan korte løbeturen ned, læse et halvt kapitel i yndlingsbogen, tage 15 min. med en kop kaffe og lidt af yndlingsserien eller lign. Når vi prioriterer os selv, kan vi i starten godt få følelser af dårlig samvittighed. De vil mindskes, efterhånden som selvomsorgen bliver mere rutine. Start derfor med lidt, om byg evt. mere på, hvis det er relevant. Og husk på at meningen med pausen er at du skal tankes op, så forsøg at have opmærksomheden der hvor du er, og nyd din tanke-op-tid.
