Bedre hjælp til hjernerystelse i 2026?
Landsformand for Hjernerystelsesforeningen, Iben Sønderup, fortæller om sin egen langvarige hjernerystelse og om hvorfor der stadig er brug for bedre, koordineret hjælp til patienter i Danmark.
Ulykken
Av! Av! Av! Den 3. januar 2018 gled jeg på det våde, mudrede græs ved parkeringspladsen og slog baghovedet i jorden. Jeg var lige mødt ind på mit arbejde som gymnasielærer og havde sat eleverne i gang med spansk grammatik, og så gik jeg ud for at flytte bilen.
Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at opfatte, hvad der skete, før jeg lå der på jorden og skreg. Fyldt med mudder bag på ryggen og benene fik jeg rejst mig op, og et par elever, der var kommet for sent, hjalp mig op at stå.
Min TR og min AMR sagde: “Du skal på skadestuen.” En god kollega kørte mig derhen. I venteværelset var jeg lige ved at besvime, men holdt mig oprejst.
Januar 2026
Første møde med sundhedsvæsenet
De lyste mig i øjnene – yderst ubehageligt – og tog en blodprøve for at tjekke for hjerneblødning. Det havde jeg ikke. Jeg fik et par Panodiler og blev sendt hjem med en seddel med et par linjer om observation for hjernerystelse.
Det viste sig, at hjernerystelsen ikke bare gik over. Efter to uger, hvor jeg havde ondt i hovedet, var frygtelig lysfølsom og sov det meste af døgnet, sendte lægen mig på skadestuen til en CT-scanning. Den viste ingen skade.
Lægerne kunne ikke rigtig hjælpe med noget. “Du har postcommotio-syndrom,” sagde de, men havde ingen steder at sende mig hen.
Sat ud af spillet
Jeg var lige blevet genvalgt til byrådet i min kommune og glædede mig til at komme videre med de politiske opgaver. Nu blev jeg sat ud af spillet i flere måneder.
Kommunen havde et hjernecenter. Jeg prøvede at ringe dertil for at høre, om de kunne hjælpe. Men de kunne kun hjælpe folk med blodprop i hjernen eller hjerneblødning.
“Nej, desværre, vi har ikke noget til borgere med hjernerystelse. Vi havde engang en ansat, der vidste noget om det, men vedkommende er her ikke længere.”
Tilfældighedernes behandling
Efter en måned fandt jeg ud af, at fysioterapi for nakken kunne hjælpe. Næste dag ringede jeg til det lokale center for fysioterapi og træning og fik en tid. Efter få behandlinger kunne jeg pludselig læse på papir. Altså aviser og bøger. NICE!
Nogle måneder senere mødte jeg en bekendt i køen i supermarkedet, som også havde haft langvarig hjernerystelse.
“Har du været ved optometrist?” spurgte hun.“Næ, skal man det?”
Jeg kom til neurooptometrist og fik tjekket mit samsyn.
“Du har konvergensinsufficiens,” sagde han. Og så kom jeg i gang med synstræning.
Da noget endelig virkede
Synstræningen inkluderede øjenkoordinationsøvelser, øvelser for hele kroppen og for vejrtrækningen. Efter få uger mærkede jeg en væsentlig bedring.
Jeg gik til synstræning cirka hver tredje uge og lavede øvelserne hver dag hjemme. Det viste sig at være helende og nærmest livsforandrende.
Alt dette betalte jeg selv af egen lomme. Heldigvis havde jeg en god forsikring, som også dækkede noget. Andre må kæmpe med deres forsikring i årevis for at få anerkendt deres skade.
Hvor vil jeg hen med denne historie?
Jo, jeg synes, det er utroligt, at man bliver overladt til sig selv med en langvarig hjernerystelse. Det er en alvorlig skade, og nogle kommer sig aldrig.
Psykiatrisk Center København har endda påvist forhøjet selvmordsrisiko for mennesker med langvarig hjernerystelse. Link i kommentarfelt.
Det er tankevækkende, at det var tilfældigheder, der førte mig til de behandlinger, der virkede for mig. Sådan har det også været for mange andre. Der burde være en plan.
Ulighed i behandling
Det er uretfærdigt, at patienter med hjernerystelse selv skal betale for behandling. Og selv finde ud af, hvilken behandling de skal have. Og være afhængige af en privat forsikring.
Det ville vi aldrig acceptere ved kræft eller et brækket ben. Vi betaler alle sammen vores skat til vores solidariske samfundsmodel og bør kunne forvente en ordentlig behandling i det offentlige sundhedsvæsen – uanset hvilken sygdom eller skade vi har fået.
Egenbetalingen resulterer i, at en del patienter aldrig får behandling, fordi de simpelthen ikke har råd. Og så ender de på førtidspension med forringet livskvalitet til følge, i stedet for at blive hjulpet tilbage på uddannelse eller i arbejde.
Ensomhed og manglende anerkendelse
Nogle er så ramt, at de ikke kan holde til at føre en helt almindelig samtale. Det bliver man utrolig ensom af.
I Hjernerystelsesforeningen møder vi stadig medlemmer, der ikke bliver taget alvorligt af lægerne i vores skattebetalte sundhedsvæsen. Mennesker, der fejlagtigt får diagnosen “funktionel lidelse” af deres praktiserende læge, selv om de har en hjernerystelse. Patienter, der får deres henvisning om hjernerystelse afvist af neurologen.
En langvarig hjernerystelse er en skade på hjernen. I udlandet kalder man det mTBI – minor traumatic brain injury – på dansk oversat til let hovedtraume. Selv om der absolut ikke er noget let ved det.
Et system, der stadig halter
Nogle kommuner har stadig intet tilbud om hjælp til deres borgere med hjernerystelse. Kort sagt: Der er lang vej endnu, før der er et ordentligt tilbud til patienterne.
I løbet af de otte år, der er gået siden jeg fik min skade, er der heldigvis sket meget positivt.
Positive skridt fremad
Dansk Center for Hjernerystelse er blevet etableret. De tilvejebringer vigtig viden og formidler den nyeste forskning. De har koordineret arbejdet med nationale kliniske retningslinjer for god behandling af hjernerystelse.
Regionshospitalet Hammel Neurocenter har iværksat ny forskning og samarbejde om genoptræning med en lang række kommuner.
En del kommuner har fået en hjernerystelseskoordinator, der hjælper de ramte borgere rundt i det kommunale system – hvilket er en JUNGLE. Især når man har hjernerystelse og ikke kan holde til at fremsøge hjælp, fordi man ikke kan klare skærme og hurtigt bliver overbelastet.
Nogle kommuner er rigtig dygtige til at hjælpe borgerne. En af dem er den kommune, hvor jeg som byrådsmedlem rejste sagen, da jeg var blevet rask igen, og fik gennemført, at vi fik en hjernerystelseskoordinator.
Flere kommuner har siden ladet sig inspirere af dette. Hos andre kommuner tager hjerneskadekoordinatoren sig også af borgere med hjernerystelse.
Et nationalt gennembrud
I 2025 kom der endelig et gennembrud på nationalt niveau. Sundhedsminister Sophie Løhde har afsat 20 mio. kroner til hjernerystelse i 2026 og 40 mio. kroner om året fremover. Nu er det bare supervigtigt, at de penge bruges klogt.
Jeg vil meget stærkt anbefale, at Sophie Løhde og Indenrigs- og Sundhedsministeriet holder sig de nationale kliniske retningslinjer og den nyeste viden og forskning for øje, når man beslutter udmøntningen af pengene.
Det betyder, at man skal inddrage flere forskellige fagligheder. For hjernerystelse er en kompleks lidelse, der oftest kræver en kombination af flere behandlingstyper.
Behovet for koordineret behandling
Der er mange velmenende aktører i det danske behandlingslandskab, der gerne vil være den, der er mest ekspert på hjernerystelsesområdet.
I dag findes der stadig ingen koordineret behandling for hjernerystelse i det offentlige, skattebetalte sundhedsvæsen. Det har fået flere hundrede danskere med hjernerystelse til at rejse til UPMC i USA, hvor man har et privat tilbud. Men det koster penge – så det er kun de velstillede og ressourcestærke, der kan gøre dette.
Min holdning er, at der skal etableres klinikker i hver region i Danske Regioner (Danish Regions), hvortil lægerne kan henvise patienter med langvarig hjernerystelse. Her skal de have tværfaglig, koordineret udredning, behandling og genoptræning. Det burde være en selvfølge og ikke noget, vi skulle diskutere.
Otte år senere
I dag fylder min hjernerystelse otte år. Selv om jeg er rask, har jeg stadig senfølger indimellem i form af lysfølsomhed, hovedpine og nakkespændinger. Og det er min egen erfaring, der har fået mig til at arbejde for bedre hjælp til os hjernerystede.
Måske bliver 2026 året med bedre hjælp til patienter med hjernerystelse?
