Kære medlemmer,
Som vi ved, er hjernerystelse en alvorlig og kompleks skade, der desværre ikke får den nødvendige opmærksomhed. Alle hjernerystelsesramte bør tilbydes et relevant pakkeforløb med tilpasset, tværfaglig, specialiseret og individuel udredning og behandling via det offentlige sundhedssystem.
I dag er virkeligheden desværre en helt anden. Det danske sundhedsvæsen har ikke en standardiseret tilgang til behandling af hjernerystelse, og mange ramte står alene med at finde og betale for deres behandling. Det efterlader hjernerystelsesramte i en sårbar situation, hvor de ofte skal navigere i et uigennemsigtigt marked for at finde den rette hjælp – noget, der kan være overvældende, når man i forvejen kæmper med en rystet hjerne.
Oktober 2024
Tværfaglig behandling er vejen frem
En hjernerystelse er en fysisk skade på hjernen, og med den rette indsats kan mange ramte genoptrænes og få det bedre. Men det kræver en tværfaglig tilgang, hvor specialister fra forskellige fagområder arbejder sammen om at hjælpe den enkelte. Dansk Center for Hjernerystelse og flere faglige organisationer har udarbejdet nationale kliniske retningslinjer og vidensrapporter, der viser vejen for, hvordan hjernerystelse bør behandles. Alligevel har vi endnu ikke set en samlet indsats i det offentlige sundhedsvæsen, der sikrer, at denne viden omsættes til konkret hjælp for ramte.
Ramte skal ikke stå alene
Det er urimeligt, at hjernerystelsesramte og pårørende skal være projektledere i sit eget sygdomsforløb. Mange oplever, at deres praktiserende læge ikke har tilstrækkelig viden til at vejlede dem, og det skaber en stor ulighed i sundhed, når adgang til behandling afhænger af ens økonomi og ressourcer.
Derfor arbejder Hjernerystelsesforeningen aktivt for at sikre, at der etableres tværfaglige ambulatorier for hjernerystelse i hver region. Disse ambulatorier skal kunne tilbyde den specialiserede og individuelle behandling, som de hjernerystelsesramte har brug for. Vi ved, at flere sundhedsordførere i Folketinget støtter denne tilgang, og vi vil fortsætte vores dialog for at sikre, at der bliver handlet på det.
Vores håb for fremtiden
Vi ønsker en fremtid, hvor ingen hjernerystelsesramte står alene eller skal kæmpe for at få den rette behandling. Med en rettidig tværfaglig indsats kan vi sikre, at alle får den hjælp og støtte, de har brug for i deres rehabiliteringsforløb.
Iben Sønderup, Landsformand for Hjernerystelsesforeningen.