Verden fortsatte
Da Amanda fik en hjernerystelse som 17-årig, gik hendes liv i stå. Mens ungdomslivet fortsatte omkring hende, kæmpede hun for at komme igennem den næste dag. Hun blev også student og havde en kæreste, men det, der for andre var ungdommens naturlige milepæle, kostede hende langt flere kræfter, end de fleste så.
Sidste sommer stod Amanda på festival med ørepropper i tasken og en plan for, hvornår hun skulle tage hjem.
Hun vidste godt, at oplevelsen ville koste.
At støjen, menneskemængderne og de lange dage sandsynligvis ville blive fulgt af hovedpine og udmattelse. Hun vidste også, at hun ikke kunne gøre som de fleste andre. Hun skulle hjem og sove hver nat. Mærke efter. Tage én dag ad gangen.
Alligevel tog hun afsted.
– Jeg ved godt, at det ofte koster bagefter, og at jeg kan være hårdt ramt i en periode. Men samtidig er det vigtigt at huske på, hvor meget de oplevelser også giver mig. Glæden, fællesskabet og følelsen af stadig at kunne være en del af noget.
– For en kort stund får jeg lov til at føle mig lidt mere som mig selv igen. Eller måske endda lidt “normal”, selvom jeg godt ved, at mit liv ikke er det samme som før.
For næsten ti år siden var Amanda 17 år og lige begyndt i 2.g. Hun spillede håndbold, fodbold og gik til gymnastik. Livet var fyldt med træninger, venner og planer.
Under en håndboldkamp blev Amanda tacklet og slog hovedet i faldet.
Et øjebliks uheld, som skulle komme til at ændre resten af hendes ungdom.
Portræt | Juli 2026
Amanda sammen med sine veninder på festival sidste sommer.
Da ungdommen begyndte
– Når jeg ser tilbage på min gymnasietid, står den i dag som et sløret kapitel. Jeg husker ikke meget andet end smerter, nederlag og en konstant kamp for at komme igennem hverdagen. Hjernerystelsen kom til at præge alt.
Mens vennerne fortsatte fremad, kæmpede Amanda med at komme igennem den næste dag.
Hovedpinen blev fast følgesvend. Det samme gjorde hukommelsesproblemerne og den voldsomme lyd- og lysfølsomhed.
Men når hun ser tilbage i dag, er det ikke kun symptomerne, der fylder.
Det er alt det, der så let ud for andre, men som kostede hende så meget.
Friheden
Når Amanda skal sætte ord på, hvad hun savnede mest, er svaret enkelt.
Friheden.
Friheden til at være spontan.
Friheden til at have energi til en hel dag.
Friheden til at sige ja uden først at skulle regne konsekvenserne ud.
– Jeg savnede den ubekymrethed, der fulgte med, og følelsen af bare at kunne være ung uden hele tiden at skulle mærke efter og sætte grænser.
Fra den ene dag til den anden stoppede sporten.
Mange af de fællesskaber, der havde fyldt hendes liv, forsvandt også.
Ikke fordi nogen traf en bevidst beslutning om at forlade hende.
Men fordi ungdomslivet har fart på.
Og fordi det er svært at forstå noget, man ikke kan se.
– Med tiden oplevede jeg, at flere af mine relationer trak sig. Jeg tror ikke nødvendigvis, det skyldtes manglende omsorg, men måske snarere manglende forståelse og rummelighed.
I dag møder hun minderne med større forståelse.
– Hvordan skulle mine klassekammerater og venner kunne sætte sig ind i noget, de hverken kunne se eller relatere til? Som 17-årig, midt i ungdomslivet, er det svært at sætte sig ind i noget så usynligt som en hjernerystelse.
Alligevel er det relationerne, der fylder, når hun ser tilbage.
– Man har brug for, at nogen bliver ved med at spørge, bliver ved med at række ud og bliver ved med at være der, også når man ikke har overskud til at deltage.
Måske fordi det netop er dér, ungdomslivet udspiller sig.
I fællesskaberne.
I det, man er fælles om.
Og i følelsen af at høre til.
Den person, hun troede, hun skulle være
Mange taler om at komme tilbage til den, de var før.
Det gør Amanda ikke.
– Jeg er en anden version af mig selv end før, jeg slog hovedet. Det kan jeg ikke ændre på. Jeg kan kun arbejde videre med den, jeg er nu.
Måske er det den største sorg ved at blive ramt som ung.
At man ikke kun mister det liv, man havde.
Man mister også det liv, man forestillede sig.
I de år, hvor de fleste unge er ved at finde ud af, hvem de skal være, måtte Amanda lære noget andet:
At give slip.
Ikke på håbet.
Men på forestillingen om, at livet skulle blive, som hun havde forestillet sig.
Med årene har hun lært at indrette sit liv efter den virkelighed, hun lever med.
Nogle aktiviteter er forsvundet.
Nogle relationer er også.
Andre er blevet.
– Jeg har været heldig at have nogle få venner, som har accepteret min situation. Samtidig har jeg også måttet sige farvel til mange mennesker, som ikke kunne acceptere den, jeg er i dag.
I dag er Amanda 26 år og i gang med en længere proces mod fleksjob.
Hun spiller tennis. Styrketræner. Ser sine veninder, når energien rækker.
Ikke fordi alt er blevet nemt.
– Jeg synes faktisk stadig, det er virkelig svært, og jeg er ikke sikker på, at jeg har knækket koden endnu.
Men fordi hun har fundet en måde at fortsætte på.
– I dag står jeg et bedre sted. Ikke fordi alt er perfekt, men fordi jeg har lært at indrette mit liv efter, hvordan jeg har det, og forme mine dage efter mit energiniveau og mine smerter.
Ungdommen blev ikke, som hun havde forestillet sig.
Det gjorde hun heller ikke.
At vælge livet til
Nogle oplevelser er stadig værd at betale prisen for.
Festivalen sidste sommer var en af dem.
Ikke fordi den gjorde Amanda rask.
Men fordi den mindede hende om noget, hun stadig forsøger at holde fast i.
Glæden.
Fællesskabet.
Og følelsen af stadig at være en del af noget.
Verden fortsatte.
Det gør den stadig.
Og det gør Amanda også.
