“Vi er heldigvis blevet meget klogere på hjernerystelse de seneste 10 år”
Hana Malá Rytter er leder af Dansk Center for Hjernerystelse, som Hjernerystelsesforeningen er medgrundlægger af. Hun giver her en status over feltet for hjernerystelse gennem de sidste 10 år - fra et videnskabeligt og forskningsmæssigt perspektiv. Og så peger hun på de områder hvor vi stadig mangler viden.
Hvad er de vigtigste milepæle på hjernerystelsesområdet set over de seneste 10 år?
De væsentligste milepæle inkluderer en langt bedre forståelse af hjernerystelsens karakteristika, de mekanismer der udløser hjernerystelse, hjernens reaktion under en hjernerystelse, og de mulige konsekvenser efter en hjernerystelse. Den nye viden fokuserer primært på voksne i den tidlige fase efter en hjernerystelse. Desuden har der også været en omfattende tilstrømning af ny viden om risikofaktorer, der kan forudsige længerevarende forløb efter hjernerystelse. Dette refererer til situationer, hvor en person ikke oplever spontan bedring og udvikler længerevarende følger af hjernerystelsen.
5. oktober 2023
Kan du pege på nogle af de væsentligste forskelle fra dengang til nu i vores forståelse af hjernerystelse?
Den væsentligste forskel fra dengang og nu er, at hjernerystelse kan behandles – hvilket er primært relevant for personer, der ikke oplever bedring spontant i løbet af de første få uger. Hvis man oplever længerevarende følger efter hjernerystelse, skal man ikke blot behandles med passiv hvile, men også tilbydes relevante indsatser i tide. Nogle har brug for en indsats i forhold til en energistyring, andre i forhold til syn eller balance, atter andre indsats rettet mod mentalt helbred. Nogle vil også have behov for tværfaglig rehabilitering, for langvarige følger er en form for skjult handicap som også påvirker ens evne til at mestre hverdagen (f.eks. at passe arbejde eller skole). Adgang til relevant indsats i tide kan være med til at forkorte sygdomsforløb hos mange.
Forskning har gjort os meget klogere på, hvilke faktorer der er forbundet med risiko for at udvikle længerevarende følger efter en hjernerystelse. Der kan være tale om biologiske, psykologiske og sociale faktorer, som hver især eller i interaktion kan påvirke sygdomsforløbet og bedringsprocessen. Biologiske faktorer inkluderer fysiologiske ændringer i hjernen, genetiske faktorer, tidligere helbredsproblemer og inflammatoriske processer i hjernen. Psykologiske faktorer omfatter ting som personlighedstræk, mentale sundhedstilstande, og kognitive ressourcer. Sociale faktorer henviser til støtte eller mangel på samme fra familie og sociale netværk, arbejdsrelaterede forhold samt livsstilsfaktorer. Alle disse faktorer kan påvirke, hvordan en person håndterer symptomerne efter en hjernerystelse og hvordan forløbet vil være. Det er vigtigt at forstå disse komplekse sammenhænge, da det kan hjælpe fagpersonerne med at udvikle en mere holistisk og individuel tilgang til vurdering, behandling og rehabilitering af personer med længerevarende følger efter hjernerystelse. Ved at tage hensyn til de bio-psyko-sociale faktorer kan man bedre tilpasse indsatsen til den enkelte patients behov og fremme funktionel bedring og livskvalitet.
Slutteligt skal det også pointeres, at der nu om dage er en bedre anerkendelse af, at et slag mod hovedet eller andet sted på kroppen, der resulterer i en hjernerystelse, også kan påvirke andre dele af kroppen ud over hjernen, f.eks. nakken, øjenbevægelser eller balanceorganet i indre øre.
Hvordan har kriteriet for hvordan vi definerer hvad en hjernerystelse er ændret sig?
Vi har fået afklaret, hvad der kan føre til en hjernerystelse, f.eks. om det kun er hovedet, der skal være ramt, om der skal være en kontakt med en flade og hovedet for at få en hjernerystelse, og om man kan få en hjernerystelse i forbindelse med en eksplosion. De nyeste kriterier anerkender nu fire plausible skadesmekanismer, der kan resultere i hjernerystelse: a) personen oplever direkte stød mod hovedet fra et objekt; b) personens hovedet rammer en hård overflade eller genstand; c) hjernen udsættes for accelererende/decelererende bevægelser uden direkte kontakt mellem hovedet og et objekt eller overflade; d) personen udsættes for kraft og trykbølger genereret ved en eksplosion.
Desuden prøver man også at aflive de myter, der har haft en stort indvirkning på klinisk praksis, f. eks. om man skal have været bevidstløs for at få en hjernerystelse (det behøver man ikke).
Nogle gange taler man om, hvorvidt der er en forskel i hvad man henviser til, når man siger ‘hjernerystelse’ (på engelsk ’concussion’) vs. ‘let hovedtraume’ (på engelsk ’mild traumatic braininjury’). Ifølge den nyeste konsensus blandt internationale eksperter, som er meldt ud her i 2023, kan man bruge betegnelserne ‘let hovedtraume’ (’mild traumatic braininjury’) og ‘hjernerystelse’ som synonymer, selv om der ikke der er en indikation for at få lavet en hjerneskanning, eller hvis hjerneskanningen viser normale forhold. Med andre ord kan man ikke adskille en tilstand, der kun er en hjernerystelse, fra en tilstand, der er et let hovedtraume – de to udtryk betyder det samme.
Er der nogle afgørende pejlemærker ift vores evne til at diagnosticere hjernerystelse du kan fremhæve?
Diagnosen af hjernerystelse er stadig primært baseret på en grundig vurdering af symptomer, klinisk undersøgelse og evt. andre relevante kliniske tests. Der er endnu ikke nogle afgørende pejlemærker, men forskning har nu dokumenteret, at inden for de første 72 timer kan man se effekten af hjernerystelse på kognitive prøver eller test af balance og syn.
I fremtiden vil biomarkører sandsynligvis i højere grad blive anvendt som supplerende værktøjer for at øge nøjagtigheden af diagnosticeringen og prognosticeringen. Biomarkører (f.eks. proteiner eller genetiske materialer i kropsvæsker som blod og spyt), kan give indikationer om hjernens tilstand og skade. Under alle omstændigheder skal der altid omhyggelig klinisk evaluering af skadesmekanismen, samt akutte tegn på påvirket hjernefunktion og efterfølgende symptomer, såsom hovedpine, svimmelhed, kvalme, nedsat koncentrationsevne og andre kognitive og sensoriske problemer. Kombinationen af disse faktorer er med til at danne et mere præcist billede af hjernerystelsen og hjælper sundhedspersonale med at stille en nøjagtig diagnose.
Hvordan har vejledningen til ramte med hjernerystelse ændret sig det seneste årti? Hvad er de største forskelle fra dengang til nu?
Vejledning til personer med hjernerystelse har ændret sig markant det seneste årti. Den største ændring vedrører, at man er gået væk fra at anbefale total hvile i længere perioder, f.eks. i flere uger. Man anerkender fortsat behov for hvile efter hjernerystelse, men efter de første par døgn, anbefales det, at hvilen er relativ. Dvs. at der er tale om en blanding af hvile (i form af f.eks. pauser) og aktivitet. Personen skal tage hensyn til sine symptomer samtidig med, at han/hun anbefales gradvist at genotage hverdagsaktiviteter – først i hjemmet, og derefter uden for hjemmet. Alle aktiviteter er tilladt, men man skal gerne undgå aktiviteter, der markant forværrer symptomerne. Og man skal naturligvis undgå aktiviteter, hvor der er risiko for at få en ny hjernerystelse. Man skal ikke være bange for at være fysisk aktiv allerede i de første uger efter hjernerystelse, men det er igen under hensynstagen til symptomerne, ens fysiske form forud for hjernerystelse, og den samlede situation efter hjernerystelse. De fleste vil have godt af kortere gåture, afspændingsøvelser og lign.
Hvis man oplever længerevarende følger efter hjernerystelse, skal man fortsat prøve at være aktiv i den grad hvor det nu er muligt, også selv om man nogle gange oplever en forbigående symptomforværring – denne skulle så gerne forsvinde efter hvile. Det kan være svært at finde energi til alt det man skal og derfor skal man lære at forvalte sin energi. Selv om det lyder enkelt, kan det være svært at finde ud af, hvad der gør sig gældende i lige præcis ens situation og derfor skal vejledningen være individuelt tilpasset. Altså er der ingen one-size-fits-all.
Hvad er de vigtigste områder som ny forskning om hjernerystelse skal gøre os klogere på de næste 10 år?
De vigtigste områder af forskning inden for de næste 10 år omfatter:
- Brugen af biomarkører i forbindelse med diagnosticering af hjernerystelse samt prognosticering af sygdomsforløbet.
- Forskning, der fokuserer på de såkaldte ‘subtyper’ i forhold til længerevarende følger. Dette omfatter følger, der vedrører øjnene og balanceorganet, nakken (inklusive relationen mellem hoved-nakke traumer), det autonome system samt mentalt helbred.
- Forskning, der afprøver behandlingsstrategier i relation til langvarige følger efter hjernerystelse.
Brugen af biomarkører som en objektiv metode til diagnosticering og prognosticering har stor betydning i klinisk praksis. Biomarkører udgør målbare indikatorer, der findes i forskellige kropsvæsker, væv eller celler og anvendes til at identificere specifikke tilstande samt forudsige fremtidig udvikling.
Forskningen inden for biomarkører til hjernerystelse er stadig i udvikling, og der er endnu ikke fastlagt standardiserede biomarkører, der rutinemæssigt bruges i klinisk praksis. Anvendelsen af biomarkører kan bidrage til en mere præcis vurdering af skadens omfang, overvågning af genopretningen og beslutningstagningomkring tilbagevenden til dagligdags aktiviteter.
Ud over biomarkører kommer vi i fremtiden til at høre mere til forskellige subtyper af følger ved hjernerystelse. Man taler ikke længere om et samlet syndrom (postcommotionelt syndrom), idet de symptomer personer med hjernerystelse oplever, er uspecifikke, forskelligartede og forekommer også ved andre lidelser. Men det lader til, at vi kan skelne mellem flere forskellige subtyper. En subtype kan være, at de primære problemer er f.eks. relateret til øjenbevægelse eller balanceorganet i indre øre. En anden er, at problemer relateres til nakken, grunden at nakken også har fået et traume. En tredje kategori kan være relation til mentalt helbred. En fjerde til autonom dysfunktion. Det skal understreges, at der som oftest er tale om en blanding, og at rene subtyper kun findes meget sjældent. Men når man analyserer ens symptomprofil, kan der være en overvægt af den ene eller den anden type problematik. Der er brug for mere viden om, hvad der karakteriserer de enkelte subtyper, og hvordan fagpersonen kan udrede hvad der er hvad. Denne viden kan være med til at hjælpe med at designe den mest hensigtsmæssige behandlingsstrategi for personen med længerevarende følger.
Slutteligt er det også mit håb, at vi i fremtiden kommer til at se flere behandlingsstudier, der undersøger effekt af forskellige interventionsstrategier hos personer med længerevarende følger efter hjernerystelse. Dette gælder både den medicinske og ikke-medicinske tilgang, og strategier der afprøver forskellige tiltag både i isolation og som en del af tværfaglig rehabiliterende tilgang.
