5 hjerneråd: Når dit barn har hjernerystelse

Når et barn får hjernerystelse, følger der ofte mange spørgsmål med. Hvordan hjælper man bedst sit barn? Hvornår skal man holde igen, og hvornår skal man skubbe blidt på? Og hvordan får man hverdagen til at hænge sammen, når symptomerne ikke altid kan ses udefra? Neuropsykolog Lisbeth Juul Hansen deler her fem råd til dig, der er forælder til et barn med hjernerystelse.

  5 minutters læsning

Lisbeth_Juul_Hansen

1. Lyt til barnet – også når symptomerne ikke kan ses

Børn med hjernerystelse forsøger ofte at holde sammen på sig selv i skole eller blandt venner og reagerer først, når de kommer hjem. Vær derfor opmærksom på ændringer i energi, humør og adfærd – også selvom barnet ser “helt normalt” ud udefra.
Ofte er sanseapparatet belastet, og lavpraktiske tiltag kan gøre en forskel – f.eks. en kasket, hvis barnet tit lukker øjnene eller kniber dem sammen.

2. Hjælp barnet med at finde en god balance

Det handler sjældent om enten fuld aktivitet eller total hvile. Mange børn har brug for en rolig og gradvis tilbagevenden til skole, fritidsaktiviteter og sociale ting, hvor der løbende justeres efter symptomer og energi. Start med at skifte mellem korte aktivitetsintervaller (20 min.) og korte pauser (3-5 minutter).

3. Skab ro og forudsigelighed i hverdagen

Når hjernen er belastet, kan selv små ting føles overvældende. Pauser, genkendelige rutiner og rolige overgange kan hjælpe barnet med at bruge energien mere hensigtsmæssigt i løbet af dagen.

4. Husk, at hele familien bliver påvirket

En hjernerystelse hos et barn påvirker ofte hele familien. Mange forældre oplever bekymring, dårlig samvittighed og følelsen af konstant at skulle være på forkant. Det er vigtigt også at passe på sig selv undervejs og søge støtte, hvis man har brug for det.

5. Det hjælper at møde nogen, der forstår

Det kan gøre en stor forskel at tale med fagpersoner eller andre familier, som har erfaring med hjernerystelse. For mange børn og forældre giver det ro at opleve, at andre forstår det, de står i

Der findes hjælp og støtte

Nedenfor finder du patientvejledninger til børn og unge med hjernerystelse med råd og information til den første tid efter skaden. Har du brug for mere sparring som forælder, kan du også læse mere om telefonrådgivning hos neuropsykolog Lisbeth Juul Hansen via knapperne nedenfor.