5 hjerneråd til madlavning

5 enkle greb til et mere roligt og overskueligt køkken efter hjernerystelse.

  5 MIN LÆSNING

Hvorfor kan madlavning drille synet efter hjernerystelse?

I køkkenet skifter øjnene hele tiden fokus fra opskrift til skærebræt og fra råvarer til gryde. Samtidig er der ofte skarpt lys og mange ting at holde styr på. Efter en hjernerystelse kan hjernen være ekstra følsom over for synsindtryk, og det kan give hovedpine, øjentræthed eller uro i kroppen. Den gode nyhed er, at små justeringer kan gøre en stor forskel.

1. Skab rolige lysforhold på køkkenbordet

Undgå skarpt spotlys direkte ned i øjnene. Brug hellere jævnt, indirekte lys, så arbejdsfladen er oplyst uden hårde kontraster. Hvis lyset generer, kan det hjælpe at slukke enkelte spots eller bruge en lampe med blødere lys.

Hvorfor det virker: Mindre blænding reducerer belastningen på synet og gør det lettere at holde fokus.

2. Brug simple kontraster, ikke for mange farver

Vælg et ensfarvet skærebræt og undgå rod på bordet. Læg kun de ingredienser frem, du skal bruge lige nu. Mange farver og mønstre kan gøre det sværere for hjernen at sortere synsindtryk.

Hvorfor det virker: Et roligt synsfelt kræver mindre bearbejdning i hjernen.

3. Del madlavningen op i små trin

Hak grøntsager, hold pause. Tænd for gryden, hold pause. Undgå at gøre alting i én lang arbejdsgang. Sæt dig eventuelt ned mellem trinene.

Hvorfor det virker: Synet bliver hurtigt overbelastet ved langvarigt nært fokus. Pauser giver hjernen mulighed for at restituere.

4. Undgå at kigge ned i lang tid ad gangen

Når du kigger ned i lang tid ad gangen, kan både øjne og nakke blive trætte. Ret dig op indimellem og kig ud i rummet eller på et fjernt punkt i et par sekunder.

Hvorfor det virker: Skift i fokusafstand vil medvirke til at aflaste det visuelle system, og kan blandt andet mindske hovedpine og svimmelhed. 

5. Vælg enkle retter på trætte dage

Sund mad behøver ikke være avanceret. På dage med færre kræfter kan simple retter med få ingredienser være mere skånsomme for både syn og energi.

Hvorfor det virker: Færre visuelle og praktiske beslutninger reducerer den samlede belastning.

Faglig sparring

Rådene er udarbejdet i samarbejde med Hans Tærsbøl, neurooptometrist og Doctor of Optometry. Han er partner i Roskilde Synspleje og har mange års erfaring med udredning og behandling af syns og samsynsproblemer efter hjernerystelse.

Vil du vide mere om syn og hjernerystelse?

Hvis synsproblemer fylder i din hverdag, er du ikke alene. Som medlem af Hjernerystelsesforeningen har du adgang til gratis tilbud, hvor du kan blive klogere på syn og samsyn efter hjernerystelse. Vi tilbyder både ekspertwebinarer og synsvandringer med neurooptometrister i hele landet, hvor du får viden, konkrete råd og mulighed for at stille spørgsmål i trygge rammer.

Har du forslag til, hvor vi skal holde synsvandringer? Så hører vi meget gerne fra dig.