Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

Neurotræner Thomas la Cour om svimmelhed og hjernerystelse

Thomas la Cour er Z-Health master trainer, BSc i Idræt, og arbejder praktisk med neurotræning i egen klinik. Vi har stillet Thomas en lang række spørgsmål, så du kan blive klogere på svimmelhed, vestibulær dysfunktion og hjernerystelse.

  10 MIN LÆSNING

Person, der hjælper an anden person med hovedpine

Hvilke årsager kan der være til svimmelhed og vestibulær dysfunktion i sammenhæng med en hjernerystelse?

En hjernerystelse kan skabe en række problemer med svimmelhed og vestibulær dysfunktion. Hvis man oplever svimmelhed, er det altid en god idé at starte med at kontakte sin læge og få udelukket BPPV (ørestenssvimmelhed). Det er en lidelse, der opstår, hvis små krystaller (øresten) fra én del af det indre øre (utriklerne) bevæger sig over i en anden del af det indre øre (buegangene) og dér skaber “signalforvirring” for hjernen.

BPPV er relativt almindeligt efter en hjernerystelse og ret enkelt at behandle. Ubehandlet BPPV vil også besværliggøre anden vestibulær genoptræning.

BPPV vil typisk være stillingsspecifik. Det vil sige, at en bestemt hovedposition vil udløse kraftige svimmelhedsanfald med følelsen af at “falde i en retning”. En speciallæge kan hjælpe med at lave en stillingstest, der afklarer, hvilken af buegangene i det indre øre, der er påvirket.

Hvis der ikke er tale om BPPV, vil svimmelheden ofte være forårsaget af hjernerystelsens forstyrrelse af de netværk i hjernen, vi bruger til at sanse tyngdekraft og balance med. Vi kan tænke på det som en slags “sansemæssig mismatch” i stil med køresyge. Hjernen får svært ved at få de informationer fra sanserne, som den skal bruge for at bevæge os sikkert rundt i verden, og det får den til at råbe alarm ved at give os en ubehagelig svimmelhedsoplevelse.

Typisk vil man opleve svimmelhed og kvalme ved hurtige hovedbevægelser og bevægelser i synsfeltet, en oplevelse af at synsfeltet ikke står stille, når vi bevæger os, og problemer med balancen. Det er også almindeligt med store spændinger i øjenmuskulaturen og nakken og hurtig udtrætning ved aktiviteter med krav til bevægelse og postural stabilitet.

Andre, sjældnere årsager til svimmelhed inkluderer:

  • Forstyrrelse af evnen til at regulerer blodtryk præcist. Det vil typisk vise sig ved, at man blive svimmel, hvis man rejser sig hurtigt op eller laver lignende hurtige stillingsændringer. Ofte vil fysisk aktivitet også være udfordrende og provokere svimmelhed og hovedpine. Dette kan genoptrænes med gradueret pulstræning og let styrketræning.
  • Kronisk hyperventilation. Hvis ens åndedrætsmønster er meget hurtigt og anspændt, kan det i nogle tilfælde bidrage til svimmelhed. Dette kan genoptrænes med åndedrætsøvelser, hvor man bevidst arbejder med at sænke frekvensen af vejrtrækningen.
  • Forstyrrelse af sansning og koordination af nakken. Vores nakkemuskulatur og sansning er reflektorisk “sammenkoblet” med vores vestibulære system.

Er der særlige tidspunkter, hvor svimmelheden optræder hos den ramte, og er der noget man skal være særligt opmærksom på i denne forbindelse?

Det er til en hvis grad individuelt, men generelt set er det de følgende områder:

  • Hurtige hovedbevægelser
  • Følgebevægelser med øjnene (når øjnene er fikseret på noget, der bevæger sig)
  • Meget bevægelse i synsfeltet, hvis man f.eks. befinder sig i et storcenter eller ved siden af en trafikeret vej)
  • Balance og stabilitetskrævende aktiviteter, især hvis det går hurtigt, eller der er ekstra vægt på (f.eks. styrketræning)
  • Trykændringer, f.eks. ved dykning eller en flyvetur
  • Pludselige temperaturskift
  • Alkoholindtag

Man bør dog altid huske på, at en symptomforværring i sig selv ikke er farlig. Den er IKKE et præcist billede af hjernens sundhed. Det er meget vigtigt at huske, da det er komplet umuligt at lave noget genoptræning uden engang imellem at ramme symptomgrænsen. Symptomerne fungerer som en alarmlampe, det er vores hjerne, der fortæller os, at den føler sig utryg ved situationen.

Med det sagt, er det selvfølgelig vigtigt at man ikke belaster sig selv for hårdt, for det fører sjældent noget godt med sig.

Følgende tommelfingerregler er brugbare ved genoptræning:

  • Start med at lave en 1-10 skala og sæt et tal på styrken af din symptomoplevelse. Lav derefter den aktivitet/øvelse, du har tænkt dig. Tallet på din symptomoplevelse må ikke stige mere end 3 på skalaen og skal have lagt sig igen efter max. 10 minutter. Så hvis du f.eks. starter med en svimmelhed på 2, må du ikke komme over en 5’er under din træning, og den skal være væk igen efter 10 minutter. Ellers har du trænet for hårdt.
  • Du må, generelt set, ikke opleve symptomforværring pga. træningen, der strækker sig til dagen efter. Du skal kunne sove dine symptomer væk. Det betyder, at hvis du er en af dem, der oplever forsinket symptomforværring, er det vigtigt, at du går langsomt frem.

Findes der relevante tests og måleredskaber, man kan bruge til at identificere problemerne med ubalance og svimmelhed?

Som tidligere nævnt er det en god idé at udelukke ørestenssvimmelhed. Det gøres typisk med en stillingstest (Dix-Hallpikes test).

Der kan også bruges ganganalyse, BESS balancetest, VOMS test og en række sensoriske og proprioceptive tests af nakken.

Det giver et billede af den ramtes evne til at holde balancen og stabilisere kroppen både statisk og i bevægelse, evne til at stabilisere synet, når hovedet er i bevægelse, og mærke og bevæge nakken præcist.

Hvilke behandlingsmuligheder er der?

Ved BPPV er behandlingen meget ligetil og for det meste med god effekt.

Ved centrale dysfunktioner som hjernerystelse er det oftest et længere forløb med adaptationsøvelser og habituationstræning.

Hvordan kan træning og erstatningsstrategier afhjælpe problemer med svimmelhed?

Ved at genindlære korrekte vestibulære funktioner og aftræne uhensigtsmæssige kompensationsmønstre. Vores vestibulærsystem fortæller grundlæggende hjernen, hvad der er op og ned, og om vi bevæger os eller står stille. Den information er afgørende for, at vi kan bevæge os sikkert rundt i verden.

Svimmelheden er, som tidligere fortalt, hjernens måde at råbe alarm på, når der er “signalforvirring” relateret til vestibulærsystemet. Det er et tegn på, at hjernen ikke er tryg ved de informationer, den får fra sanserne, fordi den ikke længere føler sig i stand til at bevæge os sikkert rundt i verden på det grundlag.

Derfor vil alt, vi kan gøre for at gøre hjernen mere tryg i de situationer, der kræver balance og bevægelse, typisk også hjælpe på svimmelheden.

Efter en hjernerystelse vil der ofte være vestibulære funktioner, der skal genindlæres, men heldigvis er hjernen plastisk, så vi kan komme utroligt langt med systematisk genoptræning.

Kan du forklare, hvad de forskellige elementer i rehabiliteringen går ud på?

Habituationsøvelser tilvænner den ramte til at kunne tolerere større og større mængder af svimmelhedsskabende stimuli. Adaptationstræning forbedrer den ramtes evne til at reagere korrekt på signalerne fra vestibulærsystemet. Substitutionstræning finder alternativer til helt eller delvist mistede funktioner i vestibulærsystemet.

Kan du pege på nogle nemme øvelser, strategier eller tips og tricks, ramte selv kan bruge ift. svimmelhedsproblematikken?

Det er meget individuelt, hvad den ramte har brug for, og hvor meget belastning, der er optimalt. Vestibulære genoptræningsøvelser kan skabe voldsomme forværringer af svimmelhed, hvis de overgøres. Men hvis jeg skal komme med et generelt råd, vil jeg anbefale, at man altid starter med at blive undersøgt for BPPV, hvis der er noget i symptombilledet, der peger i den retning (det kan en læge vurdere), og derefter får lavet en individuel undersøgelse og lagt et træningsprogram hos en kompetent behandler.

Er der noget man som ramt, med følger af hjernerystelse, skal være særligt opmærksom på ift. svimmelhed og genoptræning?

Konstant svimmelhed er ekstremt hårdt i forvejen, men vestibulær genoptræning kan desværre lave midlertidig forværringer af symptomer.

Derfor bør man altid huske på, at ens symptomoplevelse ikke er lig med hjernens sundhedstilstand. Hvis man glemmer det, vil man ofte komme til at skærme sig for meget fra aktiviteter, og så bliver man hurtigt aftrænet og får længere tilbage til hverdagen.

Man bør ikke være bange for at forværre symptomer engang imellem, så længe der er et formål med det, og man kan sove dem væk.

En 1-10 skala over symptomoplevelse er også et godt værktøj til at skyde sig ind på en fornuftig belastningsmængde, som beskrevet ovenfor.

Generelt kan man sige, at den bedste måde at sikre sig mod for stor belastning er ved at starte langsomt op og sprede sine øvelser ud over så meget af dagen som muligt. På den måde sikrer man sig mod forsinkede symptomforværringer og sørger for, at hjernen har mest mulig hviletid mellem øvelser.

I sidste ende er det konsistensen i hjemmetræningen, der rykker noget, og derfor er det rigtigt vigtigt, at man ikke får det for dårligt af øvelserne. Den eneste genoptræning, der virker, er den, man får gjort.

Hvis man oplever sløret syn, dobbeltsyn eller andre problemer med øjnene i forbindelse med vestibulære øvelser, der kræver blikstabilitet, er det en rigtigt god idé at blive udredt hos en neurooptometrist. Der kan meget vel være nogle synsmæssige udfordringer, der også bør adresseres for ikke at skabe uhensigtsmæssige kompensationer.