Jeg har lært at sætte farten ned – og lytte til mig selv
På overfladen er Freja en helt almindelig 18-årig gymnasieelev. Hun cykler i skole, går til fester, træner børn i sin sejlklub og drømmer om fremtiden. Men under overfladen ligger en erfaring, de færreste unge kender: at få hele livet vendt på hovedet af en hjernerystelse.
5 MIN LÆSNING
Da alt pludselig gik i stå
For syv år siden, da Freja var 11 år gammel, ramte en bom hende i baghovedet under en kapsejlads. “Jeg har fået bommen i hovedet hundrede gange før,” tænkte hun og sejlede videre. Men denne gang var alt anderledes.
Kort efter begyndte kvalmen og trætheden. På hospitalet fik hun beskeden: en hjernerystelse – det går nok over om 14 dage. Det gjorde det ikke.
Oktober 2025
At vende langsomt tilbage
I stedet gik Freja ind i en hverdag, hvor hun fik hjælp af solbriller, ørepropper og pauser.
Hun kunne ikke gå i skole, se sine venner eller deltage i det liv, hun elskede.
“Jeg ønskede så inderligt bare at være normal igen,” fortæller hun. “Jeg savnede mit gamle liv, mine veninder – alt det, man som 12-årig tager for givet.”
Da kvalmen og trætheden ikke forsvandt, blev Freja indlagt i to uger. Hun fik langsomt lov til at vende tilbage i skole – først én time om dagen, hvor halvdelen af tiden gik med at ligge i et rum og lytte til lydbog.
“Jeg gik i skole med solbriller, kasket og ørepropper. Jeg lignede ikke de andre – og jeg kunne ikke følge med som før.”
At lære at lytte til sig selv
I de to år med sygdom lærte Freja noget, hun først forstod rigtigt bagefter.
“Jeg har lært at sætte farten ned og lytte til mig selv,” siger hun. “At man ikke altid behøver at præstere 110 %, men at det er okay bare at gøre det så godt, man kan.”
I dag lever hun stadig med mén fra sin hjernerystelse – men hun kender sine grænser og sine styrker. Efter 9. klasse tog hun på efterskole, og nu afslutter hun 3.g.
Hun har fået SPS-støtte og fleksible rammer på gymnasiet, så hun kan tage pauser, når hovedet kræver det.
“Jeg lever et helt almindeligt ungdomsliv. Nogle dage har jeg mindre overskud – så går jeg bare en tur eller tager en pause.”
At finde styrke i det svære
Freja er i dag ungdomstræner i den samme sejlklub, hvor ulykken skete.
“Selvom sejladsen gav mig en hjernerystelse, så skal den ikke begrænse mig – tværtimod. Jeg vil gerne give sejlerglæden videre til de børn, jeg underviser.”
Hun har ikke de samme drømme som før. Hun har tilpasset dem – men uden at føle, hun har givet op. “Jeg har ændret mine ambitioner lidt, så mit hoved også passer ind. Men jeg er ikke gået på kompromis.”
En stemme til andre unge
Freja deler sin historie, fordi hun ved, hvor ensomt det kan føles at være ung og ramt.
“Jeg husker følelsen af, at ingen helt forstod, hvordan jeg havde det,” siger hun.
“Jeg vil gerne vise, at man ikke er alene. Det er okay, at frustrationen og håbløsheden fylder – for det hele skal nok blive godt igen på den ene eller anden måde.”
