Hjernerystelseskonference 2019 - Kort sammenfatning af de faglige konklusioner


Af Katrine Nørgaard, medlem af hovedbestyrelsen i Hjernerystelsesforeningen
4. december 2019

Flere af foredragsholderne slog fast med syvtommersøm, at en hjernerystelse er en fysisk skade. Der var også enighed blandt foredragsholderne om, at skaderne efter en hjernerystelse ofte giver anledning til problemer på især fire områder: syn, nakke, balance og det kognitive og psykologiske.

Nakken og dens betydning ved en hjernerystelse blev diskuteret en del på konferencen. Nogle af de symptomer, vi ellers tilskriver hjernerystelsen, kan komme fra problemer i de øverste nakkehvirvler. Hele kroppen hænger sammen i fasciekæder på en måde, så problemer fra resten af kroppen kan være afgørende for nakken og muligheden for behandling. Det var en helhedstilgang til krop og hjerne, som var en øjenåbner for mange på konferencen.

Der blev også præsenteret nyt på scanningsområdet. En almindelig CT- eller MR-scanning kan ikke vise, om man har hjernerystelse eller ej. De kan kun bruges til at udelukke, at man ikke fejler noget andet, fx en blødning i hjernen. Men mere avancerede scanningsformer bruges på forsøgsbasis, og forskningsstudier med disse påviser problemer med neuroinflammation og med kommunikationen mellem hjerneområderne ved en længerevarende hjernerystelse.

På konferencen diskuterede man den problemstilling, at der i forhold til længerevarende hjernerystelse ofte er to lejre. Én som fokuserer på, at det er en fysisk skade, og én som fokuserer mere på de psykologiske forklaringer på længerevarende hjernerystelse. Der var enighed blandt foredragsholderne om, at begge indgangsvinkler er relevante at tage i betragtning.

På konferencen blev der også præsenteret et forskningsstudie, som viser, at de psykologiske faktorer ikke forstørrer de fysiske symptomer i hjernerystelsen. De psykologiske faktorer påvirker kun de såkaldt “affektive” symptomer på hjernerystelsen, altså fx en øget risiko for at få depression eller angst oveni sin hjernerystelse.

Et spændende fremtidsperspektiv er udviklingen af biomarkører til diagnosticering af hjernerystelse. Det er et vigtigt gennembrud, at man nu har fundet biomarkører som korrelerer med forekomsten af hjernerystelse. Forskningsmæssigt har man lavet et forsøg på en skadestue, hvor man tog blodprøver på alle dem, som kom ind med mulig hjernerystelse, og efterfølgende har man kontaktet dem og undersøgt, hvor mange af dem havde langvarige følger efter hjernerystelse. Resultaterne viste, at dem som havde forhøjede værdier af biomarkørerne også havde symptomer på længerevarende hjernerystelse. Det fortæller os, at der er en fysisk skade på nervecellerne i hjernen efter ulykken med hjernerystelsen, og at vi måske en dag kan sætte ind allerede på skadestuen og hjælpe de patienter, som ellers først ville få hjælp flere måneder senere, når deres symptomer ikke går væk.

Husk, at du i det nye år, som medlem af Hjernerystelsesforeningen, får adgang til en lang række videoer fra hjernerystelseskonferencen. Her kan du høre mere detaljeret om den forskning og de konklusioner, der blev præsenteret på konferencen. 



Hjernerystelsesforeningen

Hjernerystelsesforeningen er en landsdækkende patientforening, der arbejder på at gøre en positiv forskel for de mange danskere, der oplever akutte eller længerevarende følger af hjernerystelse - også kaldet Post Commotionelt Syndrom (PCS).

Se vores privatlivspolitik

Følg os

Følg vores aktiviteter på nettet og lær os bedre at kende.

Kontakt os

Vermlandsgade 51, 1. sal 
2300 København S
Tlf.: 29 73 72 11
kontakt@hjernerystelsesforeningen.dk
CVR: 34775184


SAMARBEJDSPARTNERE

  

Ved fortsat brug af hjemmesiden, accepterer du brugen af ​​cookies. Mere information


Cookiepolitik for Hjernerystelsesforeningen



Hjemmeside og cookies

Cookies bruges udelukkende på Hjernerystelsesforeningens hjemmeside til at håndtere korrekt visning af produkter lagt i indkøbskurv eller korrekt fremvisning af sidens skrifttype og layout. Ingen personlige oplysninger eller sporingscookies bliver i den forbindelse registreret, gemt eller delt med tredjepart, samt benyttes ingen analyseværktøjer til registrering af brugerens adfærd på hjemmesiden. Hjemmesiden gør brug af dataminimeringsprincippet.

Indstillingerne for cookies på denne hjemmeside er indstillet til "tillad cookies" for at siden gengives korrekt. Hvis der fortsættes med brugen af denne hjemmeside uden at ændre cookie-indstillinger, eller der klikkes på "Accepter", samtykkes til dette.

Close