Neuropsykolog Alexander Sørensen om posttraumatisk hovedpine

Alexander Sørensen er neuropsykolog, cand. psych. og arbejder hos Dansk Center for Hjernerystelse. Han har arbejdet på Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling bl.a. med fokus på udredning og rehabilitering af traumatisk hjerneskade. Vi har stillet Alexander en række spørgsmål, så du kan blive klogere på, hvad posttraumatisk hovedpine er og, hvordan det behandles.
Alexander Nicolai Sorensen

Hvad er posttraumatisk hovedpine?

Posttraumatisk hovedpine er en tilstand som hyppigt forekommer efter et fysisk trauma mod hoved eller nakken. Tilstanden kan være præget af svimmelhed, træthed, forringede evner til at kunne fokusere, søvn-forstyrrelser, angst, lav frustrationstærskel, koncentrations- og hukommelsesproblemer, samt oplevede forandringer af personlighed. Jf. ’The International Classification of Headache Disorders’ (ICHD) 3. udgave er posttraumatisk hovedpine en sekundær hovedpine-lidelse (hovedpine som følge af anden kendt årsag), som opstår indenfor 7 dage efter traumet.

Posttraumatisk hovedpine kan være akut eller vedvarende. Man taler om akut posttraumatisk hovedpine, hvis den udvikler sig inden for de 7 dage og ophører inden for de første 3 måneder. Posttraumatisk hovedpine defineres som vedvarende, hvis den vedbliver ud over 3 måneder. Posttraumatisk hovedpine er desuden et af de hyppigst rapporterede akutte og vedvarende somatiske symptomer efter hjernerystelse.

Der er flere forskellige typer af posttraumatisk hovedpine og studier indikerer, at posttraumatisk hovedpine fænotypisk (summen af symptomerne) hyppigst ligner migrænelignende hovedpine, spændingstype hovedpine og eller kombinationer af de 2.

30. november 2021

Hvilke faktorer påvirker forekomst, hovedpinetype og sværhedsgrad af posttraumatisk hovedpine?

Der kan være flere faktorer involveret i udviklingen og vedligeholdelsen af posttraumatisk hovedpine og overordnet kan det betragtes ud fra en biopsykosocial forklaringsmodel. Det er eksempelvis uvist om traumet i sig selv inducerer selve hovedpinen eller om traumet udløser præeksisterende sårbarhed overfor at kunne få hovedpine eller migrænelignende tilstand.

Derudover kan der være psykosociale faktorer som kan forværre eller vedligeholde hovepine. Neurobiologisk kan der som følge af selve traumet være forekommet aksonale skader og neuro-inflammation, forandringer i hjernens metabolisme og/eller hæmodynamisk aktivitet, samt homøostatiske forandringer. For tilstanden ’vedvarende hovedpine efter traume mod hoved og/eller nakke’ kan genetisk prædisposition spille en rolle, selvom det ikke er entydigt hvordan.

F.eks. ses det, at gener associeret med familiær hemiplegisk migræne type 1 eller 2 kan inducere en forstærket neurologisk respons af hovedtraumet. Samtidig viser studier af patienter med familiehistorik med hovedpine, at de hyppigere udviser en migræne fænotype efter traumet, sammenlignet med patienter som ikke har denne familiehistorik.

Derudover findes det også, at posttraumatiske søvnforstyrrelser, affektive lidelser som angst eller depression, samt stress kan påvirke tilstanden. I øvrigt kan det nævnes, at posttraumatisk hovedpine forekommer hyppigere hos kvinder end mænd, hos personer som har tidligere historik med hovedpine, samt hyppigere ved lette hovedtraumer (herunder hjernerystelse) sammenlignet med moderate eller svære hovedtraumer.

Er der forskel på en normal hovedpine og posttraumatisk hovedpine?

De fleste (8 ud af 10) mennesker kan af og til opleve en forbigående hovedpine, som primært er af en mild spændingshovedpine variant. Den normale forbigående spændingshovedpine skyldes typisk stress, psykiske forhold og stramme nakkemuskler. Ved posttraumatisk hovedpine foreligger der en historik om det fysiske traume, samt at den fænotypisk kan ligne en eller en kombination af de 3 primære hovedpinetyper (migræne, spændingstype hovedpine og trigeminal autonom cefalalgi).

Når man bliver ramt af hovedpine, hvordan kan man så bedst behandle det?

Man prøver at behandle posttraumatisk hovedpine vha. medicin eller vha. ikke-medicinske tilgange. Medicinsk behandles posttraumatisk hovedpine med simple analgetika i håndkøbsmedicin som panodiler og treo og derudover med migrænemedicin som eks. triptaner. NSAID’s (’Non-steroide antiinflammatoriske drugs’) eks. ipren kan også anvendes. Ved stærke muskelspændinger kan amitriptylin i lav dosis også hjælpe med at afslappe musklerne om natten og forebygge hovedpine. Der er kun begrænset mængde forskningsstudier, der har undersøgt effekten af forskellige medicinske behandlingsstrategier.

Migræne-specifik præventiv medicinering rapporteres overvejende at være ineffektivt, og på området hersker der gennemgribende svag eller manglende evidens for medicinsk behandling. Herudover er der ved medicinsk behandling også risiko for at udvikle en medicinsk overforbrugshovedpinetype. Overforbrug af anfalds-medicin defineres som indtag på ≥15 dage om måneden af simple analgetika/NSAID, samt ≥10 dage om måneden for triptaner/opioider/ergotaminer eller kombinationer heraf. Afgørelsen af medicinsk behandling er en lægelig beslutning.

Den ikke-medicinske behandling er eksempelvis manuel led-mobiliserende behandling, superviseret fysisk aktivitet, psykologisk behandling, akupunktur og patientuddannelse (kurser og foredrag). Den for nyligt udkomne evidensbaserede national klinisk retningslinje for ikke-medicinsk behandling af migræne og spændingstype hovedpine angiver en betinget anbefaling for en række af disse terapeutiske behandlingsstrategier med overvejende fordele frem for ulemper, herunder at den tilgængelige evidens ikke kan udelukke væsentlige fordele ved interventionen. Men anbefalingen betinges også af, at patienternes præferencer varierer.

Hvad er dit bedste råd til nogen som er ramt af posttraumatisk hovedpine?

Jeg vil tillade mig at give 3 råd.

  1. Det er vigtigt at der bliver gennemført en grundig udredning af tilstanden enten hos en neurolog eller en specialist inden for hovedpinelidelser, eks. ved et hovedpineambulatorium på sygehuset.

  2. Det er sjældent, at der findes et universalt svar / løsning på problemet, og hyppigt vil det være nødvendigt at imødegå en tværdisciplinær behandlingsstrategi, som bør blive individuelt tilpasset den enkeltes situation og symptomer.

  3. Minimer stress, optimer søvnkvalitet og forsøg at være fleksibel og åben for kompromisser og tilpasninger i arbejds- og familieliv, samt fritidsaktiviteter.