"Jeg ønsker at være den person jeg selv manglede"

Hanna arbejder frivilligt som community manager i Hjernerystelsesforeningens digitale selvhjælpsgrupper på Facebook. Hun er selv ramt af langvarig hjernerystelse og ved derfor, hvor meget det betyder at have nogen at dele sine tanker og erfaringer med. Om motivationen for at være frivillig fortæller Hanna "Jeg har haft hjernerystelse siden januar 2011. Hele mit forløb har været ufatteligt forvirrende og hårdt, og jeg ønsker ikke for nogen andre, at de skal gå igennem det samme. Derfor har jeg valgt at være frivillig i Hjernerystelsesforeningen" 

  5 MIN LÆSNING

Lyshåret kvinde der smiler

Frivilligportræt

Hanna er 21 år, bor i Viborg og er i gang med uddannelsen som pædagogisk assistent på VIA University College. Som community manager er hun ansvarlig for Hjernerystelsesforeningens digitale selvhjælpsgruppe for unge, hvor medlemmerne får gode råd og deler deres erfaringer om livet med hjernerystelse. Hannas arbejde består i at styre gruppen og sikre, at alle føler sig trygge til at skabe gode samtaler og diskussioner på tværs af gruppen.

Hannas historie - kastet rundt i systemet

I januar 2011 falder Hanna på sin cykel og slår hovedet ned i asfalten. I den efterfølgende tid kan hun ikke forstå, at hun bliver ved med at have det så dårligt, og hendes daværende læge er ikke videre engageret i at finde ud af, hvad der er galt med hende. Først tre år senere får Hanna at vide af en neuropsykolog, at hun har en langvarig hjernerystelse, og der går yderligere et halvt år, før en neurolog stadfæster diagnosen. Forud for dette har Hanna været forbi 10-12 afdelinger, ligeså mange læger, tre forskellige sygehuse og tonsvis af prøver, scanninger og tests. 

Hannas motivation for at være frivillig i Hjernerystelsesforeningen er ikke til at tage fejl af: 

“Jeg ønsker noget så højt, at diverse læger bliver mere opmærksomme på længerevarende hjernerystelse. Jeg ønsker, at ingen andre skal igennem alle mulige afdelinger lige fra kardiologiske til psykiatriske afdelinger, før de finder frem til, at det er længerevarende hjernerystelse. Det er udmattende at blive kastet rundt i systemet og være så syg, at man knap fungerer, ingen kan rigtigt hjælpe, samtidig med at man først får sin diagnose efter lang tids venten. Man er fortvivlet og ved hverken op eller ned, og hele situationen kan gøre, at man udvikler depression og stress.”